Klichéerne står i kø i grænseoverskridende debutroman

Romanen "Mænd bærer min kiste” er overspændt og føles ubehageligt grænseoverskridende at læse, mener Kristeligt Dagblads anmelder

”Mænd bærer min kiste” er en ujævn fortælling, et sammensurium af udkrænget, følt og teatralsk iscenesat lidelse, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Her ses bogens forfatter, Jenle Hallund.
”Mænd bærer min kiste” er en ujævn fortælling, et sammensurium af udkrænget, følt og teatralsk iscenesat lidelse, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Her ses bogens forfatter, Jenle Hallund. . Foto: Sara Gangsted.

Overspændt. Det er det ord, der falder mig ind, efter at have læst Jenle Hallunds debutroman ”Mænd bærer min kiste”. Falsk kan man dog ikke kalde romanen; jeg tror såmænd, at hele Hallunds konstruktion er bygget op i et ønske om at nå ind til en sandhed. Det føles bare ubehageligt grænseoverskridende at være hendes vidne i processen.

Helt kort: romanen hedder ”Mænd bærer min kiste”. De mænd, som fortælleren, der på det skrivende tidspunkt angiver at være 32 år, tænker på, er fem mænd, som på godt og ondt har fulgt hende et stykke ad livets vej mod graven. Der er faderen, broderen, kunstneren, fodboldspilleren og geniet. Fem forskellige mænd, som på hver deres måde og med hver deres kompetencer har skullet, men reelt ikke kunnet rumme hovedpersonen.

Forløbet er nogenlunde kronologisk, og vi følger den sårbare og psykisk ustabile jegfortæller gennem disser elationer. Romanen åbner med en prolog, hvor det fortælles, at det er geniet, som har opfordret den navnløse fortæller til at skrive efter et selvmordsforsøg. Og at bogen således er en måde at fortælle sig gennem sin historie på, skabe en slags orden i kaos.

Der står ”roman” på forsiden. Det undrer, når det stof, der arbejdes med, tydeligvis er så tæt forbundet til virkeligheden, og formen, der fortælles i, er så lidt romanagtig. Det havde været mere reelt at smide garneringerne af nøgleroman væk og stå ved den biografiske livsfortælling, der alligevel stikker hovedet op hele tiden. Ligeledes kunne stoffet været strammet op.

Jenle Hallund har tidligere arbejdet sammen med Lars von Trier om hans manuskripter, og indimellem kan man se, at det er det, hun gør: Hun bygger små dramatiske scener op, fulde af regibemærkninger. Men der er lang vej fra at skrive filmbilleder til at skrive billeder, der fungerer på skrift.

”Mænd bærer min kiste” er en ujævn fortælling, et sammensurium af udkrænget, følt og teatralsk iscenesat lidelse. Men undervejs kommer der skarpe sætninger og gode iagttagelser. Her har fortælleren fået sin første abort, ud fra den klare betragtning, at hun ikke ville kunne forsvare af sætte et barn i verden:

”Byrden ved at kunne indtages, tænker hun. Mænd vil aldrig forstå det. Jeg har slået ihjel, og jeg fortryder det ikke - som en soldat slår ihjel i en krig for at beskytte sin frihed.” Byrden ved at kunne indtages. Det er råt sagt. Andre steder står klichéerne i kø (”brændende ild”), den ene patosfyldte registrering overgås af den næste, og der ses stort på, om billederne holder, som når ”knoglerne i hendes hjerte brister”. Det ubesvarede spørgsmål er, hvem dette rasende, ulykkelige og forurettede vidnesbyrd egentlig henvender sig til?

kultur@k.dk