Stikordene til den norske forfatter Katrine Wessels romankrønike om overklassefamilien Winther i Trondhjem angives at være ”kærlighed, længsler og intriger”. Den kerne i bøgerne, som dermed antydes, udløser sammen med Wessels fortællestil med højt opskruede effekter en fornemmelse af at stifte bekendtskab med et oplæg til en tv-serie i mange dele.
Hendes vidtløftige romanprojekt – til tider på kanten af det kulørte – omfatter foreløbig seks bind, af hvilke de første tre er udsendt samtidig i dansk oversættelse. Det drejer sig om ”Familien Winther”, ”Hvis du vil have mig” og ”Rosenhavens hemmeligheder”.
Vi er i slutningen af 1800-tallet. Serien indledes med en skildring af Karl og Cecilia Winthers fornemt iscenesatte sølvbryllup, skarpt overvåget af sølvbruden, der føler sig ansvarlig for familiens lykke. En forudsætning for denne er – mener hun – en nøje overholdelse af de gældende konventioner. Men de er under pres, normerne ændrer sig, personificeret af en svigerdatter, der ikke vil acceptere begrænsningerne i det traditionelle kvindeliv.
Cecilia er ikke selv lykkelig, langtfra. Smerten fra et svigt, som hendes mand har udsat hende for, sidder dybt i hende. Ingen må vide, hvordan hun har det. Hun er opdraget til, at følelser skal skjules. Som i hendes tilfælde fortvivlelse bag en facade af lykke.
Familien Winthers status er ikke så selvfølgelig som tidligere. En økonomisk nedgang i tiden truer. Dertil en mere bevidst arbejderklasse. Man finder sig ikke i hvad som helst.
Anklager rettes mod Karl Winther i hans egenskab af bygherre. En mand, der bliver dræbt ved en arbejdsulykke, havde forsøgt at få ham til at forbedre sikkerheden. Med ulykken kommer Karl til at fremtræde som en arbejdsgiver, der er mere optaget af profit end af de ansattes sikkerhed. Sagen kompliceres endvidere af personlige relationer.
Med romanforfatterens sans for at konkretisere beskriver Katrine Wessel også klassemodsætninger på anden vis, nemlig via en kærlighedshistorie mellem Karl og Cecilias søn Fredrik og en fattig servitrice. Efter sin brors død er han blevet Winther-dynastiets arving. Men det er han ikke meget for, da det må forventes yderligere at tynge hans umuligt virkende forhold til servitricen.
Frediks bror omkom ved en brand – eller gjorde han nu også det?
I tredje bind er det Winther-parrets forkælede datter Rose, der indtager hovedrollen. Hun er blevet forvist til det engelske gods, hvor hendes mor voksede op. Et isnende sted med deraf følgende stive omgangsformer. Men – viser det sig – virkeligheden er mere mangfoldig end som så.
Handlingen går lidt i stå, samtidig med at vi får nogle melodramatiske antydninger af en bagvedliggende dyster hemmelighed. Noget med et gådefuldt aflåst børneværelse fra for længe siden. Adgang forbudt – og netop derfor skal Rose naturligvis derind. Men den uhygge, der angiveligt lurer, virker temmelig klichéagtig.
Forhistorien er, at Rose har sværmet så meget for en dansk operasanger, at hun skønnes at have behov for en slags genopdragelse overvåget af bedsteforældrene og med en præst som en central medvirkende. Hun engagerer sig dog ikke meget i den ordinerede bibelpligtlæsning. Og snart er der en ny mand, der vækker hendes interesse.
Hun træffer desuden Elizabeth, en kvinde med store alvorlige øjne, udtryksfulde, men alligevel fyldt med hemmeligheder. Hun omtales som ”tante”, men til Rose er hun ikke desto mindre moster. Hun gør sig bemærket ved aldrig at sige noget. Tavsheden, der har lukket sig om hende, skyldes tilsyneladende en traumatisk fortidig oplevelse. Som et genfærd bevæger hun sig omkring på godset. Hun er svær at forholde sig til, hendes tilsteværelse er endnu et eksempel på forfatterens manglende vagtsomhed over for klichéer.
Tredje bind slutter med et brag af en pointe – helt uventet er ”eksplosionen” dog ikke: Bomben har længe tikket.
Katrine Wessel har undervejs en del overraskelser med til læseren. Romanen er udspekuleret komponeret. Men hendes personer virker mere som marionetter i et subtilt arrangement end som levende mennesker, man kan forholde sig til. Og så endelig dette: Wessel er indimellem uopmærksom på en manglende samtidighed mellem tid og sprog. Op mod år 1900 sagde man næppe ”fint nok” eller ”det havde jeg ikke set komme”. Og hvad med et ord som ”dement” – blev det anvendt dengang?