Danmark har fået et nyt litterært danmarkskort

23 forfattere har i en uge opholdt sig i lige så mange forskellige danske byer for at bidrage til Dansk Forfatterforenings litterære danmarkskort. Teksterne er nu tilgængelige på internettet, hvor man kan klikke på et kort og få en historie

En ting er, at Aksel Sandemose var fra Nykøbing Mors og Johannes V. Jensen fra Farsø, men hvordan kunne et nutidigt litterært danmarkskort tage sig ud? Det har Dansk Forfatterforening et bud på.

Gennem projektet ”Hvem er Danmark?” sendte foreningen i begyndelsen af året 23 danske forfattere rundt til danske byer og steder og bad dem skrive en fortælling på én side fra opholdet. Det er der kommet en mangfoldighed af tekster ud af, som ligger klar til at blive klikket på via hjemmesiden hvemerdanmark.dk. Her leder Jesper Stein efter et gerningssted i Rudkøbing, Charlotte Weitze digter et Gellerup-alfabet, og Morten Ramsland skriver en slægtshistorie fra Albertslund.

”Forfatterne er blevet sendt ud med fuld suverænitet. Eneste benspænd har været, at de skulle lade sig inspirere af stedet og møde nogle af de lokale borgere. Nogle borgere har de truffet tilfældigt, andre har vi, i samarbejde med de lokale biblioteker, sørget for, at de kom til at møde,” siger Morten Visby, der er formand for Dansk Forfatterforening.

”Litteratur handler, i højere grad end andre kunstarter, rigtigt meget om de personlige møder. Derfor har vi gerne ville lege med rammerne for de møder,” siger han.

Det overordende formål med projektet er at skabe nye litteraturlæsere.

”Underholdningstilbud som tv-serier og computerspil har en stor tiltrækningskraft. Fælles for dem er, at de trækker på arketypiske personfigurer, som bekræfter os i den måde, vi i forvejen opfatter verden på. Litteraturen er meget mere individuel og kalder på en større dvælen. Vi har gerne ville udsætte forfatterne for den samme dvælen, og det er der kommet noget virkelig gode og meget forskellige læseoplevelser ud af,” siger Morten Visby.

Et eksempel er Jonas T. Bengtssons tekst fra Nykøbing Falster, der blandt andet lyder:

”Vi når ned til vandtårnet. Han standser foran den store lysegule bygning der ligner et fort. Når han lå i sengen som barn og lukkede øjnene, kunne han se for sig hvordan en lille revne i murværket ville vokse. Vandet der først langsomt piblede frem, og så blev til en enorm syndflod der tog hele byen med sig. Nogle aftener gjorde tanken ham bange, gjorde han ikke kunne sove. Andre aftener håbede han at det ville ske.”

Forfatterne har ikke selv haft indflydelse på, hvor de skulle hen. Byerne blev fordelt ved lodtrækning, og der blev stillet krav om, at de skulle bo i ”deres” by i en uge. Deres tekster er blevet bragt i byernes lokalaviser, Siden er forfatterne vendt tilbage for at deltage i workshops med skoleelever, og lige nu kører en skrivekonkurrence, hvor elever selv kan skrive om deres by og vinde en tur til Bogforum i København den 15. november. Det er også på Bogforum, at projektet officielt bliver afsluttet, og ved den lejlighed vil skuespilleren Jens Albinus læse uddrag af teksterne højt.