Tænketanken Eksistensens flittige formand, sognepræst Carsten Mulnæs, har netop udsendt et nyt nummer af ”Omtanke” om klimakrise, kristendom og videnskab.
Professor i astrofysik Johan Peter Uldall Fynbo afliver mange fordomme og korrigerer endnu flere fejlskud i debatten om forholdet mellem tro og videnskab.
Fynbo ræsonnerer, at videnskab og kristendom har det tilfælles, at de begge er præget af en utrættelig sandhedssøgen. Han får dog nok en del af sine naturvidenskabelige kolleger til at stejle, når han skriver, ”at det mest fascinerende ved forskningen er, at vi lærer noget om skaberværket og dermed i en vis forstand gennem forskningen kan beundre og tilbede skaberen.”
Religionspsykologen Heidi Frølund Pedersen skriver om klimaangsten, der har fået mund og mæle i den svenske pige Greta Thunberg. Hun har formået at installere sortsyn hos svage sjæle med svadaer som denne: ”Jeg vil ikke have jeres håb. Jeg vil ikke have, at I er håbefulde. Jeg vil have, at I går panik. Jeg vil have, at I føler den frygt, jeg føler hver dag.”
Som Heidi Frølund Pedersen anfører, er det dog de færreste, der lader sig smitte af Thunbergs katastrofiske syner: ”Og godt det samme, for der kommer sjældent gode løsninger, når en befolkning er i panik.”
Seniorforsker på Danmarks Tekniske Universitet Jens Olaf Pepke Pedersen påpeger i sit bidrag, at klimakrisen hænger sammen med et forhold, som både FN og klimaktivisterne bevidst forbigår. Da det 20. århundrede tog sin begyndelse, var der 1,7 milliarder mennesker i verden. Nu er der over 7,5 milliarder på planeten.
Politisk korrekthed og religiøst bigotteri forhindrer FN og klimaaktivisterne i at proklamere, at klodens befolkningstal ikke er bæredygtigt, uanset hvor mange grønne løsninger man lancerer.
Seniorforskeren peger også på, at man ikke skal grave mange centimeter ned i klimadebatten for at komme til de rødder, som også afladsindustrien på reformationstiden udsprang af.
Vi bliver sat i udsigt at kunne blive frelst gennem klimafromhed, men ”al menneskelig aktivitet påvirker klimaet i en eller anden udstrækning, og uanset hvor mange træer vi planter i baghaven, vil vores nettopåvirkning være negativ”. Hertil kommer, at danskernes vilje til at pådrage sig blot et minimum af ubehag og navigere på klimavenlige vilkår næppe er overvældende, når det kommer til stykket.
Samtidig hengiver vi os til ønskeforestillinger om, hvordan vejrliget burde være og overser, at i 1877-1878 kostede en El Niño-orkan mellem 15 og 25 millioner menneskeliv. Siden er de menneskelige ofre for ekstremt vejr faldet med 98 procent, skønt hele jordens befolkning er firedoblet.
”Omtanke” tilskynder læseren til ædruelig refleksion, og dermed er det digitale organ en tiltrængt røst ikke mindst i klimadebatten.