Klimaet er øverst på arkitekturens dagsorden i Venedig

Som udstilling i klassisk og konventionel forstand er biennalen i Venedig en anakronisme. Men verdens største arkitekturudstilling er også en sprudlende idébank. Og danske bidrag glimter

Lyset og vandet siler og drypper ind i den danske pavillon og samler sig til vandløb og bassiner, der bliver til et billede af, at vi alle er forbundne. Dansk Arkitektur Center har i sine biennaleprojekter længe været optaget af, at vi lever i en antropocæn tidsalder, hvor menneskets adfærd påvirker klodens klima.
Lyset og vandet siler og drypper ind i den danske pavillon og samler sig til vandløb og bassiner, der bliver til et billede af, at vi alle er forbundne. Dansk Arkitektur Center har i sine biennaleprojekter længe været optaget af, at vi lever i en antropocæn tidsalder, hvor menneskets adfærd påvirker klodens klima. Foto: Hampus Berndtson

Trods adskillige forsøg gennem årene på at nedtone det nationale aspekt i biennalerne i Venedig, er det ikke til at få bugt med den interesse, formodentligt alle besøgende nærer for, hvad deres eget land deltager med i den gigantiske arkitekturudstilling, der afholdes hver andet år.

Amerikanske gæster spekulerer over, hvordan den amerikanske pavillon tager sig ud. Tilsvarende med tilrejsende fra Frankrig, Tyskland og Japan og så videre – og som dansk styrer man direkte hen mod den danske pavillon for at se, hvordan arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg Arkitekter samt årets kurator, Marianne Krogh, har anvendt de to sammenføjede bygninger, der udgør Danmarks kunstneriske ambassade i parkanlægget Giardini i udkanten af byen på vandet.

Den danske pavillon er frapperende enkel, både smuk og poetisk, og formår det, som de bedste pavilloner og øvrige bidrag til udstillingen kan: at plante et blivende billede i sindet og overføre en overvejelse til eftertanke.

Mere om det danske bidrag lidt senere. Først et par ord om biennalens historie og opbygning.

Idéen om biennalen opstår i begyndelsen af 1890’erne som en sølvbryllupsgave til kong Umberto I og dronning Margherita. Først tænkt som en tilbagevendende udstilling af det ypperste af italiensk billedkunst. Senere ændret til en international biennale på et tidspunkt, da international betød en række europæiske lande. Fra Danmark blev P.S. Krøyer indbudt til at sidde i en udvælgelseskomité. Tilsvarende navne var blandt andre Puvis de Chavannes fra Frankrig, Edward Burne-Jones fra England og Anders Zorn fra Sverige.

I begyndelsen udstillede samtlige inviterede i én stor pavillon bygget til formålet i Giardini. Siden fik en kreds af lande lov til at opføre nationale pavilloner i parkanlægget. I en by som Venedig er offentlige parker en mangelvare, så bystyret var noget øm om området. Danmark var lige ved at blive forvist til et yderområde, men arkitekten Carl Brummer præsenterede et så overbevisende forslag, at han fik lov til at bygge tæt ved traditionelt set kulturelt stærke nationer som England og Tyskland. Under betingelse af, at han kun fældede et eneste træ. Den omsorg kunne på sin vis stå som et symbol for årets bidrag i den danske pavillon, der siden blev udvidet med en tilbygning tegnet af Peter Koch.

Med årene voksede biennalen i fysisk omfang, flere kunstarter blev også føjet til som film og arkitektur, og med tiden voksede kritikken af udstillingens form. Var denne ædle kappestrid med lande om de bedste pavilloner i grunden ikke lidt nationalistisk?

Tilsvarende gigantudstillinger var kommet til som for eksempel Documenta i Kassel. Mange af dem var kuratorstyrede, og dermed var nogle nationale hensyn – hvem stod for tur til en repræsentation i Venedig som belønning? – afløst af andre strategier som for eksempel ønsket om at fremme en særlig politisk dagsorden.

Kompromiset i Venedig er blevet, at der både vises en omfattende udstilling af bidrag efter invitation fra biennalens hovedkurator – og udstillinger i de nationale pavilloner. Uden dem og dermed de respektive landes økonomiske støtte ville det formodentlig også være umuligt at afholde en udstilling af denne størrelse.

I og uden for den danske pavillon dyrkes forskellige urter, der anvendes i te. Teen kan man drikke på stedet, mens man overvejer pavillonens fortælling om – som udstillingens titel lyder – ”Con-nect-ed-ness” (Forbundethed).
I og uden for den danske pavillon dyrkes forskellige urter, der anvendes i te. Teen kan man drikke på stedet, mens man overvejer pavillonens fortælling om – som udstillingens titel lyder – ”Con-nect-ed-ness” (Forbundethed). Foto: Hampus Berndtson

Biennalens titel og tema er denne gang spørgsmålet: Hvordan vil vi leve sammen? Og så kunne man måske have forestillet sig, at det var migrationstemaer, der fyldte. Det er det ikke i overvældende grad. Én dagsorden slår dem alle for tiden – og det er klimaet.

Hvordan overlever menneskeheden klimaets forandringer – og helst også med samvittigheden i behold. Et første skridt må være at erkende, at vi alle er forbundne. Vi er alle en del af et stort kredsløb. Vi har for eksempel vandet tilfælles. Uden det – eller hvis vandet er ødelagt af forurening eller blevet en knap ressource i også den rige verden – er der ikke så meget liv.

I den danske pavillon snor et langt vandløb sig gennem de arkitektonisk to forskellige bygninger og forbinder dem stemnings- og fortællemæssigt på en måde, der sjældent er set. Vandet er opsamlet på taget af pavillonen, og føres i rør og slanger og gennem tanke til vandløbet, som nogle steder er sparsomt og andre steder plaskende og rigt – og der er endda mulighed for at anvende det til te, som er brygget på urter, der vokser langs bygningen. Mens man drikker den og går rundt i pavillonen eller sidder i dens loungeagtige stole, kan man lade billedet synke ind, og formodentlig vil man huske udstillingen i lang tid for dens pointer og poesi.

Som sådan er den danske pavillon forbilledlig klar. Som det er sket andre gange, kan det også fungere med for eksempel en opstilling af arkitekturmodeller, der viser det nye, moderne Danmark og fortæller andre lande, at de skulle tage og hyre danske arkitektfirmaer.

Men hovedgrebet i en pavillon er nødt til at være enkelt. Det nytter ikke noget med komplicerede tegninger og modeller eller lange tekster – for slet ikke at tænke på nok så begavede videointerviews med nok så interessante arkitekter. Det må man vise i nationale institutioner som for eksempel Dansk Arkitektur Center, der har det overordnede ansvar for det danske bidrag. Her kan man give sig tid eller besøge en udstilling flere gange.

Det kan man ikke som tilrejsende – ikke engang på en forlænget weekend – til en biennale, der denne gang udgøres af flere end 60 nationale enkeltudstillinger og mere end 110 inviterede arkitekturprojekter, der blandt andet vises i Arsenale, Venedigs tidligere orlogsværft, samt det løse.

Den danske pavillon er sanselig, og den er enkel. Enkelhed kan være en dyd – men også dyder kan overdrives, som det for eksempel er tilfældet med den canadiske pavillon, der – måske som en reaktion på pandemien? – er lukket og tildækket.

I stedet kan man via en internetside og en QR-kode få en fortælling om, at landets ikoniske byer ofte anvendes som filmkulisser. Noget tilsvarende er på færde i den tyske pavillon, der bortset fra de omtalte koder – der ligner dårlige malerier – på væggene er tom, og man kan måske ikke undlade at tænke, at så kunne landene lige så godt blive hjemme. Ligesom Venezuela har gjort i flere omgange og en overgang havde sat landets pavillon til salg. Den er tegnet af Carlo Scarpa, men ligner mere og mere et håndværkertilbud.

Som nævnt har biennalen en hovedkurator. Han hedder denne gang Hashim Sarkis, er født i 1964 og er både praktiserende arkitekt og professor ved MIT, Massachusetts Institute of Technology.

Sarkis har slået temaet an – og så har han indbudt en række arkitekter fra store dele af verden til at vise projekter i dels den tidligere hovedpavillon i Giardini, og dels i Arsenale, der både er stor og lang og slet ikke nem at udstille arkitekturmodeller i. Ekkoet af bystaten Venedigs storhedstid og forfaldets maleriske æstetik i det højloftede, tidligere orlogsværft kan tage pusten fra det meste. Men der er interessante bidrag.

Også for de undertiden ganske komplekse og omfattende, installationsagtige præsentationer gælder det, at de fungerer bedst, når de er enkle udtryk for en idé, en måde at se på klimaproblematikken og for den sags skyld ulykkelige mennesker i flygtningelejre.

Men altså mest klimaproblematikken.

Er det alger, vi skal spise, hvis dyrehold bliver anset som for stor en klimabelastning? Hvad skal vi stille op med vores affald? Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo? På månen måske – som den amerikanske tegnestue Som foreslår med udkast til nogle små boligmoduler. Flere af bidragene opererer med mindre boliger og større fællesskaber – og på den måde kan det ligne et ekko af tidligere arkitekturbiennaler – for spørgsmålet om, hvorvidt arkitekter kan redde verden, og om der skal lægges mere vægt på etik og mindre på æstetik, har tidligere været temaer for verdens største arkitekturudstilling.

Den danske tegnestue, Effekt, er blandt de flere hundrede inviterede arkitektfirmaer, der kommer med bud på klimavenligt byggeri.
Den danske tegnestue, Effekt, er blandt de flere hundrede inviterede arkitektfirmaer, der kommer med bud på klimavenligt byggeri. Foto: Rasmus Hjortshøj

Også i Arsenale finder man et dansk bidrag. Hashim Sarkis har inviteret tegnestuen Effekt, der måske vil være mest kendt for et enormt udsigtstårn i et skovområde ved Haslev.

Tårnet indgår i en landskabelig model, som Effekt under det sigende navn ”Ego to Eco” viser i Arsenale sammen med byprojekter, der sigter mod et samliv med naturen, så vores bosættelser bliver en del af det store sammenhængende økosystem, og på denne måde kan man sige, at ”Ego to Eco” er et konkret bud på det billede, der skabes med vandløbet i den danske pavillon.

Vi er forbundet med hinanden og med naturen, og som en ikke ubetydelig pointe ved måden at præsentere tegnestuens urban village på, er de 1200 træer, der indgår i modellen, ikke plastic, som det havde været tilfældet før i tiden, men rigtige små træer, hvis vanding er computerstyret og efter biennalens lukning i november bliver plantet i Danmark og over de næste 50 år vil opsuge mere end 1000 tons co2.