Der er 400 år mellem Tycho Brahe og Bjørn Lomborg, men de deler samme skæbne. I årtier finansierede kong Frederik den Anden Brahes epokegørende observationer på Hven, men da Christian den Fjerde overtog styret, faldt Brahe i unåde og måtte flytte til Prag.
Lomborg nød også godt af VK-regeringens velvilje, da han fik sit internationale gennembrud med den engelske udgave af bogen ”Verdens sande tilstand” og i Time Magazine blev én af verdens 100 mest indflydelsesrige personer, men da Helle Thorning-Schmidt (S) blev statsminister, var én af hendes første gerninger at fjerne støtten til Lomborg.
Lomborg gik i eksil i Prag, og siden har der været meget stille om ham, i hvert fald i Danmark, for han er fortsat en flittig kommentator i internationale medier. Nu er han aktuel med bogen ”False Alarm”, og som den polemiske debattør, der i sjælden grad deler vandene, bliver den engelsksprogede bog mødt med enten afsky eller udelt begejstring.
Bogens undertitel ”How Climate Change Panic Costs Us Trillions, Hurts the Poor, and Fails to Fix the Planet” (Hvordan klimapanik koster os billioner, rammer de fattige og ikke redder planeten) er et meget præcist resumé, og for dem, der har fulgt Lomborg, er der ikke de store overraskelser. Meget har ikke ændret sig siden hans bog ”Køl af – sandheder og skrøner om den globale opvarmning” udkom i 2007, for allerede dengang gik han i rette med medie- og massehysteriet omkring global opvarmning, som både forhindrede en seriøs diskussion og hensigtsmæssige løsninger. Og også dengang kunne han på grundlag af omfattende data konkludere, at kloden havde det langt bedre end alarmisterne påstod.
Siden er klimapanikken blot blevet endnu mere ekstrem, og han skriver meget om den klimaangst, som især har ramt mange børn og unge, der lever i frygt for jordens snarlige undergang. Især et billede af en ung pige med et skilt med teksten ”Du vil dø af alderdom, men jeg vil dø af klimaændringer” karakteriserer situationen for Lomborg.
Hans svar er, at det er meget sandsynligt, at pigen vil leve et længere og mere velstående liv end sine forældre, og at hun bliver mindre ramt af forurening og fattigdom. Lomborg er optimist – klimaet vil blive varmere, men verden vil blive rigere, og færre vil være fattige.
Nogle af bogens stærke sider er de mange eksempler på vildt overdrevne klimahistorier. Et nyligt eksempel er historien om, at stigende vandstand i 2050 vil ramme 150 millioner mennesker og udslette mange byer. The New York Times viste endda et kort, hvor Sydvietnam forsvandt i havet, men avisen fortalte ikke, at allerede i dag lever 110 millioner mennesker på områder, der ligger under havoverfladen. Det gælder også i Sydvietnam, hvor Mekong-deltaet er omgivet af diger, og havde avisen vist et kort over situationen i dag, ville det være nærmest umuligt at se forskellen frem til 2050.
Lomborg har også en pointe, når han kritiserer medierne for at fremstille enhver ekstrem vejrbegivenhed som et resultat af klimaændringer og for at ignorere, at vi bliver bedre til at beskytte os. Antallet af mennesker, der dør på grund af ekstremt vejr, er styrtdykket de sidste 100 år, men medierne efterlader os med det modsatte indtryk.
For eksempel blev den kraftige tyfon Haiyan, der ramte den filippinske by Tacloban i 2013, udråbt til endnu et resultat af klimaændringer. Én procent af indbyggerne omkom, men da en tilsvarende orkan ramte byen i 1912, dræbte den halvdelen af indbyggerne. Hvis vi gerne ville hjælpe beboerne i Tacloban, skal vi derfor sørge for, at de bliver rigere, så de ikke bor i hytter flikket sammen af bølgeblik. At reducere CO2-emissioner er derimod en nærmest absurd ineffektiv hjælp.
Her er vi fremme ved Lomborgs centrale og velkendte argument. Hvis vi skal gøre verden bedre, så er klimaændringer et af de områder, hvor vi får mindst for pengene, sammenlignet med fattiges adgang til rent drikkevand, stabile energikilder, undervisning og et velfungerende sundhedsvæsen.
Det er samtidig det punkt, hvor Lomborgs modstandere elsker at misforstå ham og betegne ham som klimabenægter, selvom han bygger på rapporterne fra FN’s eget klimapanel. Bogen igennem finder Lomborg det således nødvendigt at understrege, at klimaændringer er reelle og menneskeskabte. Til gengæld kan han citere klimapanelet for, at i de fleste økonomiske sektorer vil virkningen af klimaændringer være lille i forhold til virkningen af andre faktorer, som ændringer i befolkningstal, alder, indkomst, teknologi og levevis.
Lomborg kan også med støtte i FN’s klimarapporter konkludere, at vejret ikke er blevet mere ekstremt. Globalt er der ikke mere tørke eller tydelige tendenser til flere orkaner, men fordi vi bliver rigere og bosætter os i udsatte kystområder, bliver flere værdier ødelagt, når orkanerne rammer.
Lomborg mangler heller ikke løsninger. Allerede i 2007 var han fortaler for en moderat skat på kulstof, og det er han fortsat. Han vil øge velstanden i fattige lande, øge forskningen i grønne teknologier og i at mindske virkningerne af klimaændringerne, og han baserer sig på beregninger med en model udviklet af Nobelprismodtageren William Nordhaus. Det er både bogens styrke og svaghed. Der er masser af tal og beregninger, som nøgternt set viser, at en moderat klimaindsats er den mest rationelle løsning, men hans metode gør næppe indtryk på de læsere, han gerne vil overbevise.
Han overser, at politik i høj grad er baseret på følelser. Det kan sammenlignes med modstanden mod kernekraft, der byggede på helt irrationelle argumenter, men som skabte en dyb stemning af angst. Og politikerne reagerede på folkestemningen og byggede kulfyrede kraftværker, selvom den øgede luftforurening kom til at koste millioner af menneskeliv.
Derfor kan Lomborg komme med nok så mange cost-benefit-analyser, der viser, at vi bruger pengene forkert, og at det skader verdens fattige. I politik nytter det ikke at bede vælgerne prioritere mellem en dyr klimaindsats eller bedre sundhedssystemer, mindre fattigdom og rent drikkevand, for svaret er, at vi vil have det hele.
Politikerne ved naturligvis godt, at de ikke vinder et valg på at prioritere mellem vælgernes modstridende ønsker, og derfor kan Lomborg også godt indstille sig på, at han må blive i Prag.
Jens Olaf Pepke Pedersen er seniorforsker ved DTU Space og medlem af Tænketanken Eksistensen.