Prøv avisen
Tidsskrift

Tidsskrift med kløgtige betragtninger, krukkeri og stof til eftertanke

4 stjerner
5 ud af de 10 skribenter har bidraget til Tidehverv. Men lektor i pædagogisk filosofi Thomas Aastrup Rømer angriber under overskriften ”Det borgerlige Danmarks begejstring for neo-kommunistisk teknokrati” blandt andet Tidehverv for at have overtaget venstrefløjens forståelse af kundskaber som tekniske færdigheder, og ”Tidehvervs ’at være jorden tro’ forbinder sig desuden let til en arbejderistisk tankegang, der også er en del af centrum-venstresegmentet”.

Organet for borgerlig idé- og kulturdebat, årsskriftet Critique, kommer vidt omkring

Årsskriftet Critique udkom første gang i 2008 som et organ for borgerlig idé- og kulturdebat, hvori meningerne også brydes internt. I forordet advarer redaktørerne således om, at Rusland med betydeligt held har pacificeret den vestlige opinion, ligesom biologen Kåre Fog trækker Putin frem som en trussel mod ytringsfriheden.

Forfatteren Monica Papazu opfordrer imidlertid læseren til at anerkende Rusland som ”et uundværligt støttepunkt for den kristne civilisation i Europa”.

Og der er andre steder i Critique, hvor der heller ikke er fælles fodslag om konservatismen. 5 ud af de 10 skribenter har således bidraget til Tidehverv. Men lektor i pædagogisk filosofi Thomas Aastrup Rømer angriber under overskriften ”Det borgerlige Danmarks begejstring for neo-kommunistisk teknokrati” blandt andet Tidehverv for at have overtaget venstrefløjens forståelse af kundskaber som tekniske færdigheder, og ”Tidehvervs ’at være jorden tro’ forbinder sig desuden let til en arbejderistisk tankegang, der også er en del af centrum-venstresegmentet”.

Ingen får færre grå hår i hovedet ved at læse Rømer, men man må forstå hans kritik sådan, at det stærke fokus på faglighed fører til opbyggelse af egopanser og anden selvtilstrækkelighedsmundering i stedet for at udvikle fantasi og fællesskab.

Forfatteren Nina Bjørneboe døde for nylig, men nåede inden da at holde foredrag på Critiques årsmøde om litteraturkritikeren Harald Nielsen, der i den grad var sammenstødets mand. Det var ham ikke forundt at iføre sig den forstillelsens kåbe, der er så vigtig for karrieren. Da Harald Nielsen uigenkaldeligt havde lagt sig ud med brandesianismen, endte den talentfulde kritiker derfor med en havareret karriere og en tragisk skæbne.

Martin A. Hansen tørnede ligeledes sammen med brandesianismen, og sognepræst og litteraturforsker Anders Thyrring Andersen skriver veloplagt om novellen ”Midsommerfesten”, som ikke blot er en modsigelse af kulturradikalismen, men også et eksempel på kristen modernisme. I ”Midsommerfesten” mødes nutiden med fortiden, uden at nutiden af den grund bliver henvist til et museum. Andersens analyse minder om, at stor litteratur er stor, fordi den igen og igen har kræfter til at lade sig fortolke forfra.

En behagelig overraskelse er også arkivar Anders Orris’ læsning af Anders Bodelsens forfatterskab som en kritik af velfærdsstatens underminering af det enkelte menneskes skyld og ansvar: ”Anders Bodelsen var vel ikke eksplicit konservativ, men stod det rette sted og afgrænsede sig fra dem, der stod i livsløgnens tjeneste”.

Det tager en aften med et glas vin og lidt kammermusik at læse dette nummer af Critique, hvor unge og knap så unge øser af teologiske og litterære kundskaber uden at fedte for konjunkturerne eller ligge på maven for tidsånden. Udbyttet er en række kløgtige betragtninger, en hel del krukkeri og stof til eftertanke.