Jakob Knudsen (1858-1917) har om Martin Luther skrevet, at reformatoren ikke søgte et brud med den katolske kirke, men hans lunger var blot således konstrueret, at når han for sig selv bad til Gud, så hørtes bønnen over hele Tyskland.
Noget tilsvarende kunne man sige om Jakob Knudsen, der ligesom Luther holdt fast i princippet om at sætte hælene i, ikke at give efter og aldrig at møde modstanderen på midten. Med sin stridslyst formåede Knudsen ofte at få følelserne til at nå kogepunktet i dansk åndsliv.
Som udgiverne bemærker, skriver Knudsen om Luther, men han bruger sine egne erfaringer til at forstå reformatoren med. Derfor spiller Luthers barndom en stor rolle i bogen. Der er scener fra ”Angst-Mod”, man aldrig vil glemme. Som da den lille Martin løber hjemmefra og oplever fryden ved friheden, men alligevel vender han hjem til sin strenge far, der har været grædefærdig af sorg og savn. Da sønnen knuger sig ind til faderen, anskueliggør Jakob Knudsen sin forståelse af Luthers anliggende: Nåde er at knuge sig ind til Gud, som Martin knugede sig ind til sin far. Derfor hedder første del ”Angst” og anden del ”Mod”. Modet henter man i troen på, at der er en far at knuge sig til.
Romanen udkom første gang 1912-14. I 1996 udgav forlaget Hovedland romanen med forord af Jan Lindhardt og igen i 2017 med forord af Viggo Mortensen, så dobbeltromanen har bestemt ikke været svøbt i glemsel.
Ikke desto mindre har Gyldendal bundet an med at udgive bogen i serien ”Danske klassikere”. Romanen er iklædt et smukt omslag, udstyret med et appetitvækkende skriftbillede og forsynet med et aldeles suverænt efterord af provst Thomas Reinholdt Rasmussen og professor emeritus Bo Hakon Jørgensen, der placerer Jakob Knudsen i en receptionshistorisk sammenhæng fra Hans Brix til Villy Sørensen.
Samarbejdet mellem provsten og professoren er mundet ud i et stykke fornemt formidlingsarbejde; de forstår at afgrænse romanens aspekter samtidig med, at de omhyggeligt fremlægger detaljerne vedrørende bogens fremkomst og fortolkning.
Udgiverne skriver, at Jakob Knudsens Luther er en psykologisk stridsmand og ikke en skriftens stridsmand, skønt den historiske Martin Luther netop var det sidste.
Jakob Knudsen havde dog konsulteret flere væsentlige biografier under sit arbejde, og det siger noget om den omhu og akkuratesse, udgiverne lægger for dagen, at de sammenholder disse passager med Jakob Knudsens prosa og kan dokumentere, at forfatteren fabulerer frit fra forlægget.
Det var ikke helt forkert, når Kristeligt Dagblads anmelder i 1914 påpegede, at læseren ikke blev meget klogere på Luther ved at stifte bekendtskab med Jakob Knudsens bog. Til gengæld gør den læseren klogere på angsten, lykken og ekstasen.