Jeg står i et problem angående denne bog. ”En kvinde ser på mænd der ser på kvinder” er skrevet af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt og udgør en mursten af en essaysamling med stor fokus på spørgsmålet om køn, litteratur, naturvidenskab og selvopfattelse. Teksterne er skrevet i perioden mellem 2011 og 2015, og i sin indledning skriver forfatteren, at de skal læses i lyset af hendes modvilje over for absolutisme.
Dette udgangspunkt karakteriserer i høj grad Hustvedts essays, og jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har siddet med en bog, der er så indlysende begavet og samtidig så lidt gribende. Hustvedt har en tendens til at skrive rundt om temaerne fremfor ind i dem, og på store stræk er det som at sidde ved en forelæsning, hvor forskellige teorier præsenteres, mens man mærker længsel efter en brændende nødvendighed bag ordene, der siges. Bogen er som nævnt omfangsrig, så det er umuligt her at nå hele vejen rundt, men lad os se på nogle essays, der kendetegner stilen.
Siri Hustvedt er særdeles optaget af kønnets betydning, hvilket gennemsyrer hendes virksomhed. I essayet ”Der er ingen konkurrence” refererer hun til et interview, hun lavede med den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der på spørgsmålet om, hvorfor han stort set aldrig henviser til kvindelige forfattere, svarer: ”Der er ingen konkurrence”. Dette chokerer Hustvedt så meget, at hun her ser Knausgårds virke ud fra en kønsvinkel og overvejer, hvad hans ”rejse ind i det feminine” fyldt med madlavning og børnepasning betyder. Ville en kvindelig forfatter på samme måde kunne blive verdensberømt for at beklage sig over de huslige pligter?
Set i lyset af de store eksistentielle emner, Karl Ove Knausgård behandler, er der noget lidt småligt ved at pakke hans enorme projekt ind i endnu en omgang kønsdebat. Hustvedt værdsætter Knausgårds værk ”Min kamp”, og desto mere ærgerligt er det, at hun lader sig provokere så meget af en enkelt interviewbemærkning – hvilket i øvrigt også er et greb, der synes at være under hendes intellektuelle niveau.
Siri Hustvedt er et søgende og utroligt videbegærligt menneske, der vil undersøge, hvorfra vi har vores virkelighedsopfattelse. Som læser fornemmer man, hvordan nye indfald konstant står i kø i hendes bevidsthed, og hendes fascination af psykoanalyse og videnskab gør, at der løbende veksles mellem det åndelige og det mere nøgternt refererende, mens bunken af lærde tidsskrifter hober sig op for ens indre øje. Den vekslende stil betyder, at tankestrømmen i længden føles lidt for fragmentarisk, og en lettelse er det, når forfatteren bliver mere vedholdende konkret.
Det sker for eksempel i essayet ”Selvmord og selvbevidsthedens drama”, der undersøger grunden til, at mennesker kan finde på at tage deres eget liv. Hustvedt beskriver den mulighed, at et selvmord ikke nødvendigvis blot skal ses som en afmægtig handling, men også kan udgøre et budskab og en slags fornægtelse af livets logik. Enhver, der har ladet sig berøre af de altomvæltende tanker om selvmordets mulighed, kan med udbytte læse med her.
Sidst i denne store udgivelse analyserer Siri Hustvedt Søren Kierkegaards brug af pseudonymer i en artikel, der blev trykt i uddrag her i avisen forleden. Det beskrives, hvordan Kierkegaard står på sidelinjen som ”iagttager, politibetjent, dommer, vagt, spion eller sufflør”, mens læseren må huske, at ingen ved, hvem Kierkegaard selv er. Derfor kredser Hustvedt om den store hemmelighed, som Kierkegaard menes at bære på, og som muligvis har at gøre med forholdet til den dominerende far og den sært anonyme mor.
Hustvedt skriver om den lille Søren, der opbygger en ukontrollabel trang til at skrive og et stort ubehag ved sin egen krop. Deler man Siri Hustvedts passion for Kierkegaard, undgår man ikke at overveje dette genis indre gåde, og mens essayet her ikke leverer svaret på den, er det interessant læsning, der også behandler den særlige balancegang i Kierkegaards selvbillede, hvor han på den ene side føler, at Gud har en plan med ham, mens han samtidig tvivler på dybden af sin egen tro.
Siri Hustvedt er dybt optaget af menneskets selvopfattelse og de mange mere eller mindre bevidste årsager til vores livssyn. Hun søger svar alle steder – i filosofien, litteraturen, kunsten, videnskaben og kønsforskningen, og hendes essays er proppet til randen med intellektuel viden. Imidlertid sidder denne læser tilbage med en udmattet fornemmelse af, at det hele lidt for ofte mangler forankring i en dybere livsanskuelse. Det er længe siden, jeg har følt mig så splittet i vurderingen af en bog. Siri Hustvedt er en uhyre kompetent kvinde, og jeg har stor lyst til at lade mig gribe af hendes tekster, men noget blokerer et stort stykke af vejen for det. Manglen på rigtig personlig bekendelse, den evige vekslen mellem det følelsesmæssige og det videnskabelige, og den ulyksalige fokusering på køn, der i disse tider kvæler så meget andet.
”En kvinde ser på mænd der ser på kvinder” rummer stor og intens tankevirksomhed, men efter endt læsning ved man ikke helt, hvad man skal stille op med den.
Kristeligt Dagblad bragte i sidste uge uddrag af Siri Hustvedts essay om Søren Kierkegaard. Læs artiklen på