Prøv avisen

Klogt om Kafka

Et gennemgående træk i de kafka'ske fortællingers blanding af mareridt, lignelser og suspensefyldte eventyr er hovedpersonernes følelse af skyld, skønt de ikke ved, hvad de har gjort.

Syv forskere prøver kræfter med Franz Kafkas gådefulde, mareridts-agtige fortællinger

Det er en fin idé, forlaget Anis har fået: at præsentere et forfatterskab set fra syv forskellige forskeres synsvinkler. Tidligere har Milan Kundera og Thomas Mann været i syv sind, og nu er turen kommet til Franz Kafka (1883-1924), den plagede og nervøse vegetar, der tilhørte det jødiske mindretal inden for det tysktalende mindretal i Prag. Dengang var det ikke så cool at være minoritet, som det er i dag, så der var lagt op til identitetskrise.

Bidragyderne har forskellig baggrund i litteraturvidenskab, filosofi og teologi, men det er næsten umærkeligt, skønt de bestemt ikke er enige om alting.

LÆS OGSÅ: Kafka beskriver menneskets indre bureaukrati

Antologien åbner med Uffe Hansens artikel At læse Kafka, hvilket er en glimrende disposition: Hansen skriver engageret og vidende, fuld af overblik og overskud. Han kommer med fine forklaringer på, hvilke særlige litterære kunstgreb der gør en fortælling umiskendeligt kafkask, og giver sit bud på, hvordan man skal forstå disse sære historier: De bygger på jødisk mystik, hedder det, nærmere betegnet luriansk kabbala.

Det bliver man næsten overbevist om, indtil man læser germanisten Søren Fauths udlægning af den grusomme fortælling I straffekolonien. Derefter er man ikke i tvivl om, at Arthur Schopenhauers filosofi er nøglen til Kafkas univers. Og sådan har de syv fortolkere hver deres lille Hassan, som de mere eller mindre overbevisende og velskrivende argumenterer for.

Bogens tyske bidragyder, Philip Schwab fra universitetet i Freiburg, præsenterer en knastør, men perspektivrig fremstilling af Kafkas læsning af Kierkegaard: Han spejlede sig især i danskerens forlovelseshistorie og kvaler med at realisere det almene.

Men Søren Kierkegaards løsning, troens spring og radikal foragt for verden, synes ikke at være en mulighed for den sekulariserede jøde, der i en dagsoptegnelse skriver:

Jeg er ikke som Kierke-gaard blevet ført ind i livet af kristendommens nu unægtelig nedadsynkende hånd og har ikke som zionisterne nået at fange den sidste flig af det jødiske bedesjal. Jeg er afslutning uden begyndelse.

Men han greb ikke desto mindre ud efter den, synes flere af bidragene at mene. Dermed læner de sig lidt op ad Kafkas ven Max Brod, skønt ingen af dem udlægger Slottet og Processen som religiøse parabler på en lige så håndfast maner som Brod, så betrædes disse stier igen. Vi kan i øvrigt takke Brod for, at vi overhovedet kan læse Kafka i dag, eftersom han ikke holdt sit løfte til vennen om at brænde manuskripterne ved hans død. Tak for det, hr. Brod!

Et gennemgående træk i de kafkaske fortællingers blanding af mareridt, lignelser og suspensefyldte eventyr er hovedpersonernes følelse af skyld, skønt de ikke ved, hvad de har gjort.

Deres skyld synes at ligge i, at de overhovedet er til. Derfor har de behov for at få deres eksistens retfærdiggjort. Men hvilken instans kan gøre det? Her er der uenighed blandt fortolkerne: Nogle hælder til, at problemet er samfundsskabt og skal løses af social retfærdighed, anerkendelse og rettighedsgarantier. Andre, de fleste, mener, at kun en højere, metafysisk instans kan levere varen for de stakkels protagonister, der løber panden mod slottets afvisende mure.

Det gør man på sin vis også som læser, for skønt fortællingerne byder sig til og nærmest tigger om eksegese, så bliver de ved med at stritte i alle mulige retninger. Det er irriterende, inciterende og helt igennem uimodståeligt; man kan ikke lade være med at banke på slottets port, og heldigvis forfalder ingen af fortolkerne til en postmoderne anything goes-holdning, hvor alt kan betyde alt, og teksten derfor ingenting betyder, hvilket i min studietid blev regnet for at være særlig avanceret.

Mens denne anmelder læste antologien og blev klogere og klogere, kom han i tanker om et berømt pressefoto fra 1980erne af en hætteklædt bzer, der sidder på en barrikade og læser Processen.

Sådan forholder det sig med Kafka: Han er ikke bare gefundenes Fressen for de lange kolonner af professionelle litterater, som han brødføder, han er kult for de læsende masser.

kultur@k.dk