Klokkeklart

Gitte Broeng romandebuterer med den humoristiske ”Frøken Klokken”, der bør blive forfatterens gennembrud

Romanformen er helt nyt territorie for digteren og kortprosaisten Gitte Broeng. Foto: Møller

Digteren og kortprosaisten Gitte Broeng hører desværre ikke til blandt dem, der står tættest på rampelyset i offentligheden. Denne placering skyldes ikke bøgernes kvalitet, der fuldt ud kan måle sig med nogen af tidens mere profilerede forfattere, men nærmere, at hun har udfoldet sit forfatterskab på små undergrundsforlag, ligesom det også kan være en væsentlig faktor, at værkerne også er ret så minimale, ja, nærmest pixibogsagtige.

Imidlertid springer hun nu ud som romanforfatter på forlaget Møller med ”Frøken Klokken”, der forhåbentlig kan være katalysator for en større bevågenhed.

Fortællingen, der oprindeligt startede som en føljeton i tidsskriftet Pist Protta, tager udgangspunkt i en historisk begivenhed, nemlig optagelsen af de 8640 klokkeslæt til den telefoniske tidsmeldemaskine, som KTAS gjorde tilgængelig i 1939. Tiden og teknologien er for længst løbet fra tjenesten, men det har på ingen måde forhindret Broeng i at skrive læseværdig litteratur om den.

Hun har dog ikke valgt at skrive en historisk roman, der over flere hundrede sider udfolder de samfundsmæssige perspektiver og forhold. Tværtimod. For selvom hun har skiftet genre, og formatet er blevet større, er det stadig et ganske kort tidsforløb, hun beskæftiger sig med.

Hovedhandlingen strækker sig således rundt regnet over fire timer og et kvarter, hvor de tre hovedkarakterer med de funktionsbestemte navne, Frøken Klokken, Tidskontrollanten og Telefoningeniøren, hovedsageligt befinder sig i et studie hos teleteknikvirksomheden L.M. Ericsson i Stockholm en dag i 1938. Hertil kommer så en lang række flashbacks.

Som i kortprosasamlingen ”Planetbyen” fra 2011 er det hverdagens små situationer, øjeblikke og detaljer, der i den grad zoomes ind på, men også fakta vedrørende tid, telefoni og teknologi udbredes flittigt.

De tre betroede medarbejdere er ved romanens begyndelse nået til indspilningen af klokken 13, ulykkestallet, og intet går efter (tids)planen. Ud over at de to mænd har deres at se til med ulmende jalousi, magtkamp og tiltaleformer, er de alle tre grundet en fest aftenen forinden ramt af tømmermænd, særligt Frøken Klokken, som har store problemer med at udtale tretten, der først bliver til ”TRHETTEN”, ”THRITTEN” og senere i søvne til ”TROTTEN” og ”TRUTTEN”. Ikke engang store mængder smørrebrød kan løse problemerne, som blot forværres, da direktøren melder sin ankomst. Alt sammen fortalt med en god blanding af absurdisme og ikke mindst stilfærdig humor.

I det hele taget er det en ret drilagtig roman, Broeng har begået, der synes at være skrevet med et stort glimt i øjet: Det historisk-realistiske udgangspunkt relativeres gang på gang af fortællerens tilsyneladende uvidenhed (angivet med ”vel”, ”sikkert”, ”muligvis”, ”vist”, ”formentlig”), og kapitel 13 er fraværende for at afværge den litterære katastrofe. Det lykkes mildest talt.

”Tiden går, løber og flyver, mens de taler om den,” lyder det et sted. Det samme gør sig gældende, kunne man tilføje, når man læser om den i ”Frøken Klokken”.