Klokken slår, tiden går

Christian Marclays 24 timer lange, prisbelønnede video ”The Clock” består af scener fra spillefilm, som minut for minut fortæller om tiden, der går. Værket vises nu for første gang i Skandinavien

 Værket former sig som en ode til Hollywood, da langt de fleste af de samplede filmstumper er fra ikoniske amerikanske film. – Foto fra udstillingen.
Værket former sig som en ode til Hollywood, da langt de fleste af de samplede filmstumper er fra ikoniske amerikanske film. – Foto fra udstillingen.

Tid er et uhyre vanskeligt begreb, som filosoffer og naturvidenskabsmænd siden oldtiden har forsøgt at definere ud fra mange, højst forskellige indfaldsvinkler, men det er stadig en vanskeligt bestemmelig størrelse.

Den mest almindelige definition er imidlertid den praktiske, standardiserede, lineære tidsopfattelse, som man har anvendt siden middelalderen, og som fortløbende er blevet optimeret gennem stadigt mere præcise værktøjer i form af kalendere og ure – analoge som digitale. Her er mindsteenheden som bekendt et sekund, 60 sekunder for et minut, 60 minutter for en time, 12 timer for en dag, 24 for et døgn og så fremdeles.

Den amerikanske billed- og lydkunstner Christian Marclay (født 1955), som bor i London, skabte 2007-2010 videoværket ”The Clock”, der består af omkring 12.000 klip fra over 7000 spillefilm, hvori indgår scener med ure, som viser, hvad klokken er. Undertiden varieres der med scener, hvor skuespillerne taler om det aktuelle tidspunkt.

Hele denne 24 timer lange samplede filmmontage viser filmminutternes nådesløse attentat på nuet – minut for minut. Værket former sig som en ode til Hollywood, da langt de fleste af de samplede filmstumper hidrører fra filmbyens ikoniske film. Men hvad der gør videoværket virkelig bemærkelsesværdigt, er, at det altså er 100 procent synkront med den reelle tid. Fiktion og realitet smelter sammen i en sådan grad, at man ikke behøver ikke at kigge på uret, når man sidder i Copenhagen Contemporarys biografmørke. Vi bliver konstant påmindet om tidens gang, når stueurene tikker, vækkeurene ringer, kukurene kukker, og når mere eller mindre berømte skuespillere kigger på deres monstrøst dyre ure. I spillefilm optræder disse ure ofte som ”product placements”, altså reklamer for diverse mærkevare-ure.

Enhver husker eksempelvis James Bonds fabuløse ure. I de talrige film om superagenten optræder der vist lige så mange fornemme ure som smukke kvinder. Primært Rolex, men variationer som Gruen, Omega og det digitale Hamilton Pulsar LED-ur og mange andre har fulgt de skiftende skuespillere i rollen som Bond. Nogle af dem bliver af udvikleren Q udstyret med ekstra egenskaber og kan med et klik blive omdannet til roterende save eller knojern, så vores uovervindelige helt udstyres med overnaturlige evner.

Uret – og dermed tiden – er hovedpersonen i dette enestående videoværk, som bringer os vidt omkring i filmhistorien med gamle filmklip fra Gøg & Gokke og Orson Welles i den berømte midnatsscene fra ”Den fremmede”, hvor klokketårnet spiller en dødbringende rolle. Men der vises også klip fra nyere film, heraf en del gyserfilm.

Det bemærkelsesværdige er, at trods de mange stumper og stykker fremstår værket helstøbt, ligesom der er et naturligt flow – det gælder også lyden – og at filmen narrativt spejler den døgnrytme, som finder sted i real time. Således ser vi scener med folk, som transporterer sig på forskellig vis om eftermiddagen, mens de går ud om aftenen og går amok om natten, hvis ikke de stjæler eller elsker – eller forgæves forsøger at falde i søvn.

Tidligt om morgenen vises scener, hvor livet så småt går i gang igen. Det er en mageløs, elegant og undertiden uhyre morsom fortælling om tidens – den fiktive såvel som den reelles – gang. Det skal siges, at jeg ikke har haft tid til at se samtlige 24 timer, men jeg så flere timer på Venedig-biennalen i 2011, suppleret med en time midt på dagen i Copenhagen Contemporary forleden, og så har jeg læst mig til værkets klip fra døgnet ud på de små timer. Imidlertid vil jeg helt sikkert liste mig over på Papirøen sent om aftenen et af de døgn, hvor værket vises i sin helhed. Jeg spår, at udstillingen bliver en publikumssucces, også om natten, når unge, sværmende mennesker helt gratis kan liste sig ind med deres elskede under armen og i biografmørket kan spejle sig i filmenes fascinerende nattesekvenser.