Prøv avisen
Bog

Klosterliv og kongemord

4 stjerner
"Kirstine" er en nordvestjysk middelalderroman, spændende over årene 1275-1287 og skrevet af en tidligere bankdirektør, født 1952. Arkivfoto. Foto: Bente Lindegaard/Ritzau Foto

Glimrende middelalderroman af debutant og tidligere bankdirektør

Danmark er i en frygtelig forfatning. Det bliver værre og værre med lovløsheden. Kongemagten er svag.

”Landet er ved at blive delt i to partier – de, der støtter kongen, og de, som ønsker en ændring på dette jammerlige styre.”

Disse udsagn om Danmark gælder for tidsrummet, hvor Lars Novrup Frederiksens over 600 sider store debut- roman, ”Kirstine”, foregår. Det er en nordvestjysk middelalderroman, spændende over årene 1275-1287 og skrevet af en tidligere bankdirektør, født 1952. Han styrer det omfattende og detaljemættede stof med stor sikkerhed. Og vidste man ikke bedre, ville man tro, at man har at gøre med en erfaren forfatter. Hans præstation er beundringsværdig – omend en beskæring af det fremlagte materiale havde været en fordel.

Novrup Frederiksen, der har beskæftiget sig med lokalhistore ”i en menneskealder”, forsikrer i et efterord om, at handlingsforløbet er lagt til rette i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger. Og som den gode – og langsomme – fortæller han er, gør han samtidig det historiske til levende virkelighed. Tidsbilledet er kraftfuldt, emmende af atmosfære. Det fjerne bliver nært – for sansningen.

Titelpersonen er opdigtet. Det samme gælder de øvrige nonner på det kloster, der er en vigtig lokalitet i romanen. Det drejer sig om Stubber Kloster ved Vinderup, hvortil Kirstine som ung forvises efter et seksuelt overgreb fra sin stedfar. Ubegrundet anklages hun for medskyld i overgrebet. Sandheden får ikke en chance, den skal først og fremmest skjules.

Den unge kvinde, der tilhører den magtfulde Hvide-slægt, viser sig at have fine evner for klosterlivet og bliver efter forbavsende kort tid udnævnt til priorinde. Hun leder klostret med både omtanke og handelstalent. Det sidste har en vis forbindelse med de faktiske forhold, idet man på Stubber Kloster gennem middelalderen opbyggede en rigdom ud over det sædvanlige. Store jordtilliggender blev overtaget af klostret, der ved dets overdragelse til kongemagten i 1536 ifølge forfatteren fremtrådte som en – vurderet med datidens målestok – ”kæmpevirksomhed”.

Interessen for handel bliver årsag til intern kritik. Klostret er jo, forlyder det, med sin bugnende overflod ikke spor bedre end købmændene og ”de værste stormænd”. Men Kirstine har et svar parat:

”Købmændene handler for at få rigdom og måske magt. Vi handler for at blive i stand til at hjælpe andre.”

Romanen er først fremmest en historie om Kirstine og Stubber Kloster og om, hvordan hovedpersonen, uden at ville det, bliver inddraget i den lange række af dramatiske begivenheder, der fører frem til mordet på kong Erik Klipping den 22. november 1286. Han optræder selv i bogen, hvor Lars Novrup Frederiksen tillægger ham nogle replikker, der bryder med den ellers gældende troværdighed. ”Møgvejr!”, påstås han et sted at sige. Jeg tror ikke på det. Heller ikke en replik som denne har sandsynligheden med sig: ”Jeg er sgu ikke sikker på, hvem jeg kan stole på, og hvem ikke.”

Novrup Frederiksen fortæller dels om dagligdagen på klostret, dels om livet i det omgivende samfund med de mange spændinger mellem adelen, kirken, storbønderne, kongemagten og klostrene. Vi hører om adelens utryghed ved kongen. Den tror ikke, at han er i stand til at lede landet på forsvarlig vis. Herremændene, der har ledningspligt og andre forpligtelser, ønsker, at kongen rådfører sig med dem, inden han tager initiativer til krige. Senere tvinges han til at underskrive en håndfæstning, så han ”ikke kan beslutte tingene helt selv”.

Forfatteren har sans for de malende detaljer. Det viser han blandt andet, når han hos en ankommende gæst på klostret, biskop Tyge, drilsk lader sit blik hvile ved ”et par dovne hager, som sandsynligvis havde været i bevægelse hele dagen under det lange ridt”.8