Prøv avisen
Reportage

Klostrets tykke mure giver arbejdsro for de travle

(Det giver virkelig mening både at bevare et stykke kulturarv og at skabe et sted, hvor mennesker kan lide at komme, siger forvalteren på Ørslev Kloster Janne Fruergaard Keyes. – Foto: Ernst van Norde/ritzau

Komponister, forfattere, ph.d.-studerende og mange andre finder vej til Ørslev Kloster Refugium mellem Viborg og Skive for at fordybe sig i et stykke arbejde. Den eneste regel på stedet er, at ingen banker på hinandens døre

Tyst er et lidt overset ord, men lige her på Ørslev Kloster er det på sin plads.

Allerede ude på gårdspladsen med de ældgamle, ujævne pigsten fornemmes det. Det er, som om fødderne helt automatisk træder lidt lettere og lidt mere lydløst end ellers. Indenfor bag de tykke hvidkalkede mure tager Janne Fruergaard Keyes imod, alt imens hun smilende og med lav stemmeføring er ved at forklare et par gæster, hvor de skal cykle hen for at finde vejboden med jordbær.

”Det ligger i stedets dna, at det er bygget til fordybelse. De fleste fornemmer den stemning med det samme, så det skiller sig virkelig ud, hvis der en gang imellem kommer et menneske, der insisterer på at tale med høj stemmeføring,” siger Janne Fruergaard Keyes. Hun har de seneste 13 år været forvalter på Ørslev Kloster Refugium og driver stedet i den ånd, der har ligget i middelalderbygningerne lige fra begyndelsen.

Fordybelsen handler ikke om indadvendt meditation eller en introvert trækken-sig-ind-i-sig-selv, nej, det handler slet og ret om at få bestilt noget. Gæsterne er her, fordi de har et arbejdsprojekt, der kræver deres fulde koncentration. Det kan være forfatteren, der skal færdiggøre en bog, komponisten, der skal finde inspiration til at få toner skrevet ned på nodepapir, den ph.d.-studerende, der skal færdiggøre sin afhandling, politikeren, der skal justere et partiprogram, erhvervslederen, der skal formuluere virksomhedens strategi eller en helt sjette kategori. Nogle kommer bare for en enkelt nat, mens andre bliver i flere uger. Gæsterne klarer som udgangspunkt sig selv, og alt er tilladt. Dog er der en enkelt regel: Ingen banker på hinandens døre. Det er vigtigt, at arbejdsroen bliver respekteret, for det er som regel travle mennesker, der opsøger refugiet. Til gengæld er det mere reglen end undtagelsen, at en refugiegæst sætter sig ved flyglet og spiller lidt i en selvvalgt pause, eller at der opstår et fælles madlavningsprojekt eller kagebagning i køkkenet, når flere er samlet der. På en sommerdag som den, Kristeligt Dagblads udsendte oplevede, kan der også være hyggelig snak over en kop kaffe på terrassen eller aftaler om fælles gåture i det 40 tønder land store park-og skovområde, der hører til klostret.

”Mange kommer her for at slippe helt for hverdagens regler og rutiner, så jeg fastholder en stor frihedsgrad for den enkelte. Det kan lade sig gøre, fordi det hele hviler på et fundament af tillid til hinanden,” siger Janne Fruergaard Keyes. Hun blander sig ikke i, hvilke projekter gæsterne arbejder med, men afviser konsekvent forespørgsler fra mennesker, der vil bruge stedet til ferieophold.

Tilliden blev forsøgt knækket for omkring halvandet år siden, hvor en norsk kvinde, der præsenterede sig som Maria Hansen, boede en uges tid på refugiet. Hun forsøgte gennem hele sit ophold at plante splid og uvenskab imellem Janne Fruergaard Keyes og de andre gæster og endte med at rejse uden at betale. Kvinden lavede det samme svindelnummer andre steder og blev senere hovedperson i en af Danmarks mest aflyttede podcast-udsendelser, ”Kvinden med den tunge kuffert”. I dag er hun dømt for bedrageri i Norge, og en retssag venter også i Danmark.

”Hun var her en uge, men det føltes som et år,” siger Janne Fruergaard Keyes og tilføjer:

”Hendes fremgangsmåde var mistro og beskyldninger som dække over, at hun selv stjal, blandt andet mad. Men jeg reagerede egentlig bare med mere tillid, for jeg var fast besluttet på, at hun ikke skulle få lov at påvirke den ånd, vi har her på stedet.”

I køleskabet er alting fælles, mens der i fadeburet ved siden af køkkenet står små kurve, hvorpå der er bundet skilte med navne som ”Det blå værelse”, ”Fjerkammeret”, ”Tårnværelset” og ”Himmelsengen”. Her kan gæsterne opbevare grøntsager eller andre madvarer. På en sort tavle på indersiden af et af køkkenskabene, er der med kridt skrevet ni fornavne. Det er navnene på de nuværende refugiegæster. Ifølge Janne Fruergaard Keyes er det meget bevidst, at tavlen kun rummer fornavne. Det sker ikke så sjældent, at en minister eller kendt musiker flytter ind, men holdningen er, at her er alle lige.

”Vi tager imod gæsterne som mennesker, og ingen ved på forhånd, hvem de kommer til at være her sammen med. Det kommer der ofte nogle spændende møder og ret fordomsfrie diskussioner ud af,” siger forvalteren.

Janne Fruergaard Keyes, der er vokset op i Viborg, 20 kilometer fra Ørslev Kloster, ikke bare føler sig, men er rent faktisk beslægtet med stedet. Godt nok lidt langt ude, for det var hendes bedstefars svoger, der i sin tid var forvalter på klostret. Selv fik hun for alvor øjnene op for stedet, da hun som ung arkæologistuderende sammen med tre veninder manglede et sted at skrive eksamensopgave.

”Vi forelskede os totalt i stedet og forestillede os, hvordan vi i fællesskab kunne drive stedet, lave arkæologiske udgravninger og tjene vores penge ved at skrive knaldromaner,” fortæller hun.

Men mens venindernes forelskelse fortog sig, forstærkedes Jannes. Og da hun i Aarhus i 2003 var på sit første stævnemøde med studiekammeraten Garry, der senere blev hendes mand og refugiekollega, mødte de den daværende forvalters datter. Hun fortalte, at hendes mor havde planer om at lade sig pensionere, og Janne Fruergaard Keyes besluttede nærmest på stedet at sætte alt ind på at blive den nye klosterforvalter. For Garry var tanken om en klostertilværelse ikke fremmed. Han var kommet til Danmark nogle år tidligere efter i en årrække at have levet som munk i Irland.

I januar 2004 fik Janne Fruergaard Keyes overdraget forvalternøglen. Efterhånden er Garry, der også er uddannet arkæolog, blevet mere og mere inddraget og har i dag titlen af akademisk medarbejder og projektudvikler.

Parret har en fælles plan om at restaurere og genskabe så meget som muligt af de gamle, fredede bygninger. De har lavet en plan, der indebærer omfattende investeringer i refugiet og omgivelserne omkring, som de er langt med at finansiere via fonde. Stedet modtager ingen statsstøtte, men et årligt beløb fra Skive Kommune, og skal ideelt set hvile i sig selv.

”Vi har begge et stort behov for at arbejde hundrede procent for et projekt. Og der her giver virkelig mening, fordi det både handler om at bevare et stykke kulturarv og at skabe et sted, hvor mennesker kan lide at komme,” siger Janne Fruergaard Keyes.

En af dem er Lars Brogaard, der er jazzpianist og -komponist. Han opsøgte Ørslev Kloster første gang for 12 år siden, da han havde brug for koncentration. Denne sommerdag lyder hans toner fra det store flygel i et af fællesrummene, og i en pause vil han gerne fortælle om sin tilknytning til stedet.

”Det er inspirationens væsen, at den er båret af tilfældigheder og unøjagtigheder, men der skal stilhed og selvforglemmelse til for at nå derhen. Det kan jeg få her,” siger han.

Han bor imidlertid ikke længere på klostret, når han er her. For et år siden valgte han nemlig at flytte fra København til byen Hørslev, tæt på Ørslev Kloster, og kommer her nu flere gange ugentligt for at spille og komponere. Blandt andet har han skabt sin egen ”Ørslevklostersuite” i otte satser, som han uropførte ved et julearrangement på klostret for et par år siden.

Klostret, der i dag hverken har andagter eller andre religiøse handlinger, har fire fløje, hvor Ørslevkloster Kirke udgør den ene. Kirken anvendes som almindelig sognekirke, men kan derudover frit bruges af refugiets gæster. Ifølge Janne Fruergaard Keyes hænder det ofte, at en eller flere gæster sætter sig over i kirken. I klostrets syd- og vestfløj er der ni arbejdsværelser, der alle er spartansk indrettet med seng, arbejdsbord og -stol samt en lænestol. I østfløjen findes fællesrummene, der er til fri afbenyttelse af refugiets gæster. Her er polstrede møbler, et meget stort spisebord, flygel og masser af gamle malerier på væggene og dekorerede lofter. De fleste papirer om klostrets historie blev ødelagt under en stor brand i Viborg Domkirke i begyndelsen af 1700-tallet, så der findes kun ret få oplysninger om bygningerne. Noget er siden dukket op i forbindelse med restaureringen.

”Vi havde fået at vide, at østfløjen stammede fra slutningen af 1600-tallet, men da vi fjernede gulvet, kunne vi se, at byggeriet kunne dateres helt tilbage til middelalderen,” fortæller Janne Fruergaard Keyes.

De store udendørsarealer er en historie for sig. Her kommer mange tusinde mennesker hvert år for at gå ture. De kan opleve græssende køer og får, men også shelter og bålsted langt inde i skoven – og Danmarks eneste toiletmuseum. Det sidste skyldes, at Janne skrev speciale om lokummer. I et lille miniaturetræhus har forvalterparret indrettet det lille museum med to kompost-toiletter og små sorte tavler, hvor man kan læse små anekdoter om toiletbesøg. I loftet hænger blandt andet svampe, mosklumper og blade som eksempler på, hvad mennesker i tidligere tider brugte som toiletpapir.

Det er mennesker med et arbejdsprojekt, der flytter ind på Ørslev Kloster, nogle i få dage, andre i flere uger. Mange kommer for at slippe helt for hverdagens regler og rutiner. – Foto: Ernst van Norde/ritzau