I den tyske valgkamp talte alle partier om behovet for en stærkere digitalisering af det tyske samfundsliv. Landet blev beskrevet som håbløst bagud, og i den nye regering er der da også et helt ministerium for digitalisering (rigtignok også for den fysiske trafik, så er det hele samlet ét sted).
Og det er rigtigt nok. Tyskland er ikke i nær samme grad som Danmark digitaliseret. I Tyskland kan man endnu få breve fra både myndigheder og leverandører, og man kan endog risikere at skulle besvare dem. Til gengæld kan man regne med, at postvæsenet sørger for rettidig udbringning, mens man i Danmark kan få en fornemmelse af, at postbesørgelse er noget, der afgøres ved lodtrækning.
Fordelene ved den danske gennemdigitalisering er nemme at få øje på, ikke mindst i disse epidemitider. I Danmark har vi siden indførelsen af cpr-numre i 1968 været det, tyskerne kalder ”gennemsigtige borgere”. Vore myndigheder ved alt om os, og de kan derfor iværksætte hurtige og effektive foranstaltninger for at få os testet og vaccineret. De kan også udspionere os, hvis det er det, de vil.
Selveste justitsministeren har jo gjort sig til talsmand for, at mere overvågning betyder større frihed – et synspunkt, som i det mindste har den kvalitet at være originalt.
Jeg siger til mine tyske venner, at de måske indimellem skal være glade for, at det går lidt langsommere hos dem. Inden de får julelys i øjnene ved udsigten til en hurtigere digitalisering af alle livsområder, kan de for eksempel studere, hvor mange fejlinvesteringer, der er foretaget i Danmark. Eller de kan se på, at totaldigitaliseringen betyder, at alt, hvad der ikke kan digitaliseres, til gengæld marginaliseres. Det forsvinder ned under den politiske og sociale horisont, kun regnearket bliver tilbage.
Og endelig kan de overveje, om de ikke engang imellem føler det ganske befriende at tale med et levende menneske? Det kommer de nemlig ikke til i den digitale fremtid.
Jo, digitaliseringen i Danmark er nyttig og effektiv (som regel da). Den gør mange trivielle ting nemmere. Men den gør også mange ellers indholdsrige ting trivielle. Information overlades til maskinerne, menneskene samler mindre og mindre kundskab. Værst er det, når digitaliseringen er aldeles enerådende. Når der kun findes digitalisering. Når det for eksempel selv på store danske jernbanestationer vidt og bredt ikke er til at se et levende menneske, som man kunne spørge til råds om sin rejse, hvis der er noget, man ikke kan finde ud af eller gerne vil vide lidt mere om.
Det er anderledes i Tyskland. Og andre steder. For nylig var jeg i Paris. Frankrig er meget digitaliseret. I metroen har næsten alle deres kort ligesom i Danmark, og registreringen går endnu hurtigere end hos os. Men på de lidt større stationer er der også en luge, bag hvilken der sidder et menneske af kød og blod, som man kan henvende sig til, hvis man kommer som en lidt tumpet turist, eller billetautomaten strejker, eller hvad det nu kan være.
Vil vi virkelig den totale digitalisering? Hvis vi vil det, skal vi vælge den danske model. Hvis vi ikke vil det, skulle vi måske overveje at bevare muligheden for lidt personlig kontakt. Det skal såmænd nok vise sig også at være mere økonomisk end gentagne systemudviklinger med ledsagende kaos.
For myndigheder, firmaer og alle andre ”sælgere” er digitaliseringen alle tiders. Ikke blot sidder pengene løsere, når man kun skal svinge med kortet, men det meste af arbejdet lægges over på borgeren, kunden, køberen. Hun eller han må bare finde ud af det eller stå tilbage som fortabt, marginaliseret. Digitaliseringen er en parodi på servicesamfundet. Det sidste, den er udtryk for, er service.
Facit: Digitaliseringen er kommet for at blive. Det er umuligt uden. Men det er undertiden besværligt med. Ikke desto mindre sendes her – digitalt – de bedste ønsker for jul og nytår!
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hveranden fredag.