Prøv avisen

Knausgård: I nåden er vi alle lige

”Idioten” af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij er måske den bedste roman, der nogensinde er skrevet, skriver Karl Ove Knausgård i et essay fra hans nye bog, der rummer en række refleksioner over de litterære klassikere. Her ses Dostojevskij på et udateret maleri af kunstneren Ilya Glazunov (født 1930). – Foto: .

I næste uge udkommer den norske forfatter Karl Ove Knausgårds nye bog, essaysamlingen Sjælens Amerika. Kristeligt Dagblad bringer her Knausgårds selvbiografiske artikel fra bogen om radikaliteten i den kristne nåde og tilgivelse

Essay

Jeg hører Led Zeppelin. Dem har jeg lyttet til, siden min bror spillede Physical Graffiti for mig, da jeg var otte år gammel. Sådan er det med al den musik, jeg hører, enten blev jeg introduceret til den, før jeg fyldte tyve, eller også ligner den musikken fra dengang. Et mere sofistikeret musikalsk niveau, det, der findes i den klassiske musik, i samtidsmusikken og til en vis grad i jazzen, er jeg fuldstændig fremmed overfor.

Jeg ville virkelig gerne kunne sige, at jeg holder af Bach, Brahms, Beethoven, Mozart eller Schönberg, men det gør jeg ikke. Af og til sætter jeg den slags musik på, men den siger mig ikke noget, jeg kunne lige så godt sætte mig på køkkengulvet og lytte til opvaskemaskinen.

Sådan er det med næsten alting. Egentlig er jeg et usofistikeret menneske. Musik hører jeg for at kunne slå takt, mad spiser jeg for at blive mæt, vin drikker jeg for at blive fuld, film ser jeg for at blive underholdt. Jeg siger dette uden koketteri, for jeg ville gerne have, at det forholdt sig anderledes. Det eneste område af mit liv, hvor jeg har opnået en højere grad af sofistikerethed, er det, der har med litteratur at gøre. Den litteratur, jeg læste som seksten-syttenårig, og som satte mit indre i brand, er så godt som ulæselig for mig nu. Jens Bjørneboes bøger tilhører den kategori, Agnar Mykles ligesådan. Sylvia Plath. Jack Kerouac, Herman Hesse, Ola Bauer, for bare at nævne nogle. Det har ikke noget med kvalitet at gøre, men med orientering, hvilke spørgsmål der driver forfatteren, og den mærkelige, men dog gyldige regel at den litterære værdi aftager proportionelt med, at tematikkens vigtighed tiltager.

En gang læste jeg op til et PEN-arrangement i Malmö, det var de fængslede forfatteres dag, jeg læste en tekst af en egyptisk forfatter, mens andre forfattere, der også boede i Malmö, læste tekster op af andre mishandlede og fængslede forfattere, og det, som var fælles for alle teksterne, var, at de menneskeligt set vidnede om forfærdelige ting, der helt ubestrideligt er vigtige at få frem, eftersom der er tale om virkelige mennesker med virkelige familier, der lider på en for os helt ufattelig måde men litterært set var svage. Ja, de fleste af de tekster, der blev læst op den aften, var simpelthen elendige.

Jeg har spekuleret meget på, hvorfor det var sådan. Grunden må være, har jeg tænkt, at i de situationer, der blev beskrevet, alle disse overgreb, al denne mishandling, var meget afgjort på forhånd. Der var ingen tvivl. Og uden tvivl ingen litteratur. Litteraturen søger mod kompleksitet, selv i sine forenklinger.

Det er det ene. Det andet er, at disse altomfattende situationer, der visker alt ud i deres stærke lys, kun kan fastholdes i sproget af de allerstørste begavelser, og måske kan de ikke engang gøre det, uden at disse situationer bliver reduceret og dermed usande.

To af de tekster, der blev læst op på Victoriateateret i Malmö, var imidlertid gode. Den ene var skrevet af en russisk kvinde, den handlede om situationen i et kvindefængsel, først om selve cellen, dernæst om de forskellige måder, kvinderne havde til at komme i kontakt med hinanden på gennem væggene: banken, råb, hvor der blev brugt forskellige koder, og hvordan de igen kunne komme i kontakt med den fjerne omverden, breve overdraget til forskellige kurerer, alt sammen i et system, hvor de aldrig vidste, hvem de kunne stole på; vejen til angiveri i denne nådesløse verden var nøjagtig lige så kort som længslen efter fordele. Teksten handlede ikke om mishandlingen, men om mishandlingens livsverden, de for dette sted intrikate, næsten labyrintiske muligheder for menneskelig kontakt.

Den anden tekst, der var af høj kvalitet, blev læst af Lukas Moodysson og var skrevet af den koreanske digter Ko. Det eneste virkelig forfærdelige for Ko, da han sad i fængsel, sagde Moodysson i sin introduktion, var, at han blev nægtet enhver menneskelig kontakt. Han var totalt og fuldstændig alene. Det sidste menneske. På det tidspunkt besluttede han, at hvis han nogensinde kom ud derfra, ville han skrive et digt om hvert eneste menneske, han havde mødt i sit liv. Han kom ud, og han begyndte på den vanvittige opgave, han havde pålagt sig selv.

Disse digte var fantastiske. Ved første øjekast handler dette om, at det etiske og det æstetiske er uforenelige størrelser. Altså at det ikke lader sig gøre at skrive godt om det onde. Men det er kun ved første øjekast.

Når vi sådan sidder og forfærdes over alle de overgreb, der sker ude i verden, hygger vi os på sin vis også med det, fordi vi er imod tortur, overgreb og diktatur; vi hylder de fængslede og i mange tilfælde også dræbte forfattere, vores mæsken os i deres og deres familiers lidelse er så enkel og desværre også så banal, for hvis det onde muligvis er banalt, er det gode det, i denne form, helt sikkert.

Jag gillar olika, hed det i en kampagne mod indvandrerfjendtlighed i Sverige sidste efterår, sat i værk på grund af det indvandrerfjendske parti Sverigedemokraternes store fremgang. Men hvad er det olika, som alle godt kan lide? Det er jo det samme. Altså er det en løgn. Jag gillar lika, burde det hedde. Sådan er det med alle kampagner mod det onde.

Det, vi har glemt, er Kristus, det uhørte i hans ord om at vende den anden kind til, det uhørte i tilgivelsen, den enorme, men også selvudslettende kraft tilgivelsen har, og hvordan alle mennesker og alt menneskeligt bliver forbundet i det. Alle forfattere, der lever op til deres navn, ved dette; en roman eller et digt, der ikke ved det, er en dårlig roman eller et dårligt digt, for det er kun her og kun i den forstand, at det etiske og det æstetiske er et og det samme. Tilgivelse for alle.

Jeg ved næsten aldrig, hvorfor jeg skriver det, jeg skriver, tænker det, jeg tænker, føler det, jeg føler. En kyniker vil sige om det, jeg netop skrev, at jeg vender mig mod tilgivelsen, fordi jeg har brug for den. Jeg har gjort noget forkert, jeg lider under det, det forkerte bliver ophævet, hvis jeg bare finder nogen, der kan tilgive; motivet er rationelt og fornuftigt.

Og det er rigtigt, jeg har altid følelsen af at have gjort noget galt, noget alvorligt og uopretteligt, har altid følelsen af, at jeg er et dårligt menneske, det lader mig aldrig i fred. Jeg er plaget af det, fra jeg vågner om morgenen, til jeg går i seng om aftenen. Ikke på nogen storslået lidende måde, det er mere som en generel nedtrykthed, der altid er der bagest i bevidstheden, og som ikke kan bekæmpes, ligegyldig hvad jeg gør eller ikke gør, er den der.

Ville den kunne forsvinde? Kunne jeg ganske enkelt sige ja, jeg tror, og så knæle ned og så modtage tilgivelse, for alt? Jeg er ikke troende, så jeg kan ikke. Men det er det rent personlige, det der har med min karakter at gøre, og som åbenbart blev til allerede, da jeg var lille, hvor frygten for min far også altid var frygten for at have gjort noget forkert, eftersom alt kunne være forkert.

Det var forkert at lukke døren hårdt i, det var forkert ikke at lukke døren.

Det var forkert at græde, det var forkert at le, det var forkert at svare, det var forkert ikke at svare. Selvfølgelig præger det mig. Det betyder ikke, at det jeg gør, ikke er forkert, for det er det også, det betyder bare, at jeg har en høj grad af følsomhed, hvad det angår, og at det aldrig lader mig i fred.

Men selvom det forholder sig sådan, giver jeg ikke kynikeren ret, for sådan som jeg ser det, er netop det af mindre betydning, når det gælder forestillingen om nåden som idé eller ideal. Kynikeren lever i en praktisk verden, for ham er alt redskaber og intet helligt, det vil sige ikke helligere, end at man kan le ad det, og til denne verden af latter og tomhed eksisterer der i grunden kun et alternativ, hvis man tager livet alvorligt, og det er troen og det, den peger på.

Med mit hoved giver jeg kynikeren ret. Og har kynikeren ret, er vi frie, det vil sige uden andre forpligtelser end dem, vi selv indgår, på egne vegne. Alle forbud er praktiske, de er til for at værne om en værdi, der kan give nogle en fordel, og de kan brydes, hvis man vil eller kan leve med konsekvenserne, der indebærer begrænsninger i det sociale, det vil i værste fald sige fængsel eller andre former for udelukkelse.

Samvittighed er, ligesom skam, ikke andet end en social styringsmekanisme, udviklet for at skabe de nødvendige betingelser for, at mange mennesker kan leve side om side. Religionen legitimerede skylden og samvittigheden, gav dem en dybere grund og en højere mening, og det forstærkede yderligere vores binding.

Et oprør mod samvittigheden blev et oprør mod Gud, altets mening og grund. Den latter, der lo ad dette, var en djævelsk latter.

Nu tror vi ikke længere på Gud, og så lyder kynikerens spørgsmål: Hvorfor er vi ikke alle hedonister? Hvorfor gør vi ikke alle sammen præcis, hvad vi har lyst til? Svaret er det sociale, de andres kontrol, dem, hvis misbilligelse man ikke vil udsætte sig for, fordi de er afgørende for ens selvfølelse og værd. De fleste ting i vores liv gør vi med andre ord af fejhed og frygt, vil kynikeren sige. Det er et nietzscheansk synspunkt, mennesket set fra et sted uden for det sociale.

Det sted fandtes engang her i landet, før kristendommen kom, det var den fredløses sted.

Den fredløse havde ingen rettigheder i samfundet og ikke noget sted, det vil sige, han skulle opholde sig der, hvor der ikke kom andre. Det var straffen, at blive nægtet det, som livet med andre mennesker indebar.

Aldrig mere se ind i et par menneskeøjne. Aldrig mere stryge et andet menneske over håret, på kinden. Aldrig mere le sammen med et andet menneske. Hvis han kom, vendte de sig væk fra ham. De kunne også dræbe ham, hvis de ville, han var ingen, det havde ingen betydning, om han var levende eller død, men hvorfor skulle de dræbe ham, når de kunne vende sig væk fra ham?

Helvede er de andre, skrev Sartre, men det er kun rigtigt, hvis de vender sig væk fra dig. Helvede er, når du er ingen. Det er derfor, jeg har holdt så stor afstand til andre mennesker i mit liv; af frygt for at blive afvist har jeg selv taget mig af afvisningen. Det er urfrygten, et spædbarn ingen vil have. Noget ingen vil vide af. Noget ingen ser værdien af. Noget ingen kommer i møde.Denne frygt holder meget på plads, for den er jo ikke ukendt, tværtimod møder vi den hver dag i forskellige former og grader og har gjort det lige siden vi var små, for både i det nære familieliv og i institutionerne omkring det, børnehave, skole, universitet, og senere på jobbet, arbejder man hele tiden med afstand og nærhed, belønning og straf: du er seks år og har gjort noget dumt, hvad sker der? Din mor ser ikke på dig. Hun vil ikke vide af dig, men hvordan kan du vide at det kun er for en kort tid? Det lærer du, du er ni år gammel, gør noget dumt, hvad sker det? Du bliver lukket inde på dit værelse og skal blive derinde alene hele aftenen. Du fylder for meget henne i skolen, hvad sker der? Du bliver frosset ud. Hvad er det at blive frosset ud? Ingen ser dig, ingen hører dig, alle fjerner sig når du kommer. Det sker at unge der oplever dette gennem længere tid, begår selvmord. Du arbejder et sted hvor det der siges, er følsomt, lad os sige i den svenske indvandrerstyrelse. Du kommer fra en anden by hvor du har arbejdet inden for det samme system, der havde du en blog hvor du engang for længe siden skrev noget ubetænksomt om dit job, nu skal der snart være valg, en journalist læser din blog, slår indholdet op på forsiden af Sveriges største avis, og herefter er der ingen på arbejdet der møder dit blik, ingen der lytter til det du siger, det er som om du ikke findes. Du bor alene, har hverken kæreste eller børn, hvorfor eksisterer du overhovedet, hvad er meningen med dit liv? Mekanismerne er sociale og tilhører alle, konsekvenserne er psykologiske og tilhører den ene.

Sådan er det, vi gør hinanden ondt, vi påfører hinanden skade, for det at leve er sværere end nogen kunst, og det onde er ikke noget man beslutter sig for, det er noget der opstår i en. For at tøjle det må du kende det, eller i det mindste vide at det findes. Min far låste mig inde, det var ikke så tit det skete, men når han gjorde det, var det forfærdeligt, for det var nede i kælderen, og jeg var hundeangst for kælderen, bare det at gå ned og hente noget, for eksempel et glas henkogt frugt, skræmte mig, selv om det var midt på dagen.

Det farlige ved min far var at jeg aldrig helt vidste hvad der var forkert og hvad der ikke var det, raseriet kunne komme helt uventede steder fra. Det medførte at jeg fik nogenlunde samme forhold til ham som jeg tror han selv havde til sin mor. Jo mere han afviste mig, desto stærkere blev min binding til ham, det var hans gunst jeg ville have, hans uforbeholdne bekræftelse, det at jeg var god nok i hans øjne. Jeg ville ses af ham, og ikke kun når jeg havde gjort noget galt. Han havde ingen anelse om dette, ligesom farmor heller ikke anede at han nærede stærke følelser for hende. Jeg så hende engang skælde ham ud, jeg glemmer det aldrig, han stod med hænderne ned langs siden, den store mand, han så ned i jorden, treoghalvtreds år gammel, engang det stærkeste menneske jeg kendte, mens hun, lillebitte, ældgammel, så på ham og skældte ham huden fuld.

Jeg glemmer det aldrig fordi jeg så hvad det vil sige at have magt over et andet menneske. Hun havde magt over ham, han havde magt over mig. At det sidste han gjorde i sit liv da han havde opgivet det hele, var at flytte hjem til hende, er lige så smukt som det er forfærdeligt. Han døde der, og han sad død i stolen i to dage før nogen ringede efter en ambulance og han blev hentet. Hun var der hele tiden. Hun elskede ham jo også, han var hendes ældste søn, nu sad han der i stolen, ubevægelig og blødende, og hun, hvad gjorde hun, sad hun ude i køkkenet og røg? Gik hun op og ned ad trappen? Lå hun i sengen uden lagen, og sov? Det er begyndelsen på min historie, en far der er en søn der dør i sin mors hus, og moderen, der lader ham sidde der, måske for tynget af sorg til at gøre noget, måske for forvirret til at forstå hvad der er sket, det hele visket ud i sorgens altudslettende lys.

Slutningen er anderledes. For det var da han blev begravet at jeg forstod hvad nåde var. Det var da han ikke blev set som dette særlige menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder, et menneske der havde den og den særlige handling bag sig, men blev set som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne som en skæbne blandt utallige skæbner. Det var nåden.

Nåden er med andre ord det sociales modsætning. Det sociale inddeler, lukker ude, trykker ned, løfter op. Det sociale er et system af forskelle, en verden hvor alt og alle gradueres og differentieres. Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Radikaliteten i dette er så stor, tankegangen bag så forskellig fra alt andet at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet kristendommen handler om.

De spedalske var urene, alle vendte sig væk fra dem, de måtte leve i deres egne små samfund hvor de, og deres ansigter, gik i opløsning. De levede i en slags fredløshed; identiteten, den de var, blev sekundær i forhold til det der skete med deres kroppe, det var det eneste man så. For Jesus var der ingen forskel på dem og de andre. Tolderne, der var forhadte fordi de var korrupte og stjal fra de fattige, og horerne, de mest uværdige af de uværdige, for Jesus var der ingen forskel på dem og de andre, de var mennesker ligesom alle andre mennesker. Han sagde: dersom nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Han er et menneske som du, han er dig. Slå ham ikke. Det er en lige så umenneskelig tanke som Nietzsches eftersom den også tænkes uden for det sociale. Ja, det er en guddommelig tanke. Breivik er lige så meget værd som de unge mennesker han myrdede. I den tanke opløser vores identitet sig, det er forskellene der har skabt den, og det er det der gør kristendommen urealiserbar, vi kan ikke tænke os selv væk, det er for meget at miste, det er det eneste vi har.

Idioten af Dostojevskij, måske den bedste roman der nogensinde er skrevet, handler om dette, om hvordan det gode ikke lader sig fastholde eller forstå og faktisk heller ikke er til at forholde sig til. Fyrst Mysjkins nærvær der er helt igennem godt, skaber konflikter og kaos overalt omkring ham, for det forskelsløse er ikke en kategori, det er et sted hvor al betydning forsvinder; lige meget hvad du har, og hvor umisteligt det er for dig dér har det ingen værdi. Det er det ingen kan begribe.

Og uanset hvad Dostojevskijs intention var da han skrev dette mesterværk, er det fyrst Mysjkin bringer med sig, ikke noget vi vil have, for idioten, det er ham der med åben mund og uforstående øjne stirrer på det der foregår omkring ham. Idioten, det er kynikerens modpol. Mellem dem står valget. Kynikeren spørger: men hvem skal tilgive? Idioten svarer: det skal jeg.

Essayet, der er oversat af Charlotte Jørgensen, er fra bogen Sjælens Amerika, der udkommer den 13. februar på forlaget Lindhardt og Ringhof. Bringes med tilladelse fra forlaget.

Citat: Det onde er ikke noget man beslutter sig for, det er noget der opstår i en

Citat: Det er dette (nådens radikalitet, red.) og intet andet kristendommen handler om.

Karl Ove Knausgård

Født 1968. Debuterede i 1998 med romanen Ude af verden og i 2004 udkom Alting har en tid. Han blev for alvor kendt, da han i 2010 tog hul på udgivelsen af det monumentale romanprojekt Min kamp, der på to år udløste seks bind af voksende omfang.

Om bogen