Prøv avisen

Knausgård-virakken dækker over trivialiteter

Karl Ove Knausgård: Min kamp. Fjerde bog. Oversat af Sara Koch. 544 sider. 350 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag. Foto: Sigrid Nygaard.

Karl Ove Knausgård skriver den gamle historie om en ung mand undervejs til sig selv. Det er alt for langt og slapt og ikke særlig originalt

Jeg må begynde denne anmeldelse af Karl Ove Knausgårds fjerde bind af serien Min kamp med en indrømmelse. Jeg skriver den, fordi vores sædvanlige Knausgård-anmelder ikke kan og på trods af, at jeg kun har læst mindre dele af de to første bind. Så er læseren advaret og kan tage sine forbehold.

LÆS OGSÅ: Anmelderne overgiver sig stadig til Knausgårds kamp

Mit indtryk af de to første bind er forholdsvis godt. Her gives en stærk beskrivelse af, hvordan to sønner rydder op i dødsboet efter en dybt alkoholiseret far, og så er der en ætsende skildring af det fællesskab, man som forældre bliver tvunget ind i, når man har børn i børnehave. Alt er beskrevet med en følt nærhed, som følger af, at det er Karl Ove Knausgård selv, der oplever og skriver.

Men det er samtidig minutiøst registreret med et kameras distance. Det er, som om alt, hvad der blev sagt i en given situation, er med, hvad der giver fremstillingen et præg af både autenticitet og banalitet.

Beskrivelserne er lange, og jeg oplever dem også som for lange. Jeg kan dog godt se, at selve længden har en effekt. Den giver tid til det banale, som ikke får lov at blive symbolsk gennem koncentration og stilisering. Det er, hvad det er, og Knausgård vægrer sig da også mod at løfte det hele over i en mytisk dimension, hvor det for eksempel kommer til at handle om Fædre og Sønner.

Faren ved denne fremstilling viser sig imidlertid med al ønskelig tydelighed i fjerde bind af serien. Samtalerne mellem Karl Ove Knausgård og hans familie og venner bliver ofte lange og anstrengt ligegyldige, mens der skøjtes let hen over nogle vigtige situationer. Jeg må tilstå, at jeg undervejs kom til at længes efter forfattere som Kjell Askildsen og Helle Helle, der på underfundigste vis kan oplade replikker med betydning, så alt dirrer. Hos Knausgård bliver det bare alt for slapt. For eksempel, når man en juleaften skal helt ned i replikkerne, sådan her: Skal vi begynde med pakker nu? sagde jeg. Det kan vi godt, sagde Yngve. Vil du dele ud? Ja.

Ja, man kan nok sige, at Knausgård skriver konsekvent, men det gør ikke automatisk hans 540 sider lange bog til stor kunst. Min kamp, der med Knausgårds nærgående selvbiografiske skildringer også har involveret andre mere eller mindre sagesløse personer, har skabt både etisk og æstetisk debat og skandale. Herhjemme har debatten været af mere principiel art, da de norske miljøer er os ganske ukendte. Det er alt sammen meget godt.

Men hvis man ser bort fra al den virak, som har stået om Min kamp på grund af dens kontroversielle forhold til virkeligheden, hvad er der så tilbage? Eller er det spørgsmål slet ikke på sin plads i forhold til denne bogserie, som måske netop er ét med sin medieomtale, og som tager farve af den, efterhånden som serien skrider frem? Jeg stiller alligevel spørgsmålet, fordi jeg sidder med en bog i hånden, som trods alt kaldes for en roman og vel også lader sig både læse og bedømme som sådan.

Romanen Min kamp. Fjerde bog handler mest om Karl Ove Knausgårds sidste gymnasieår og hans år i Nordnorge som lærervikar i en lille by. Omdrejningspunktet er sex. Det er et godt og interessant emne, og man genkender med det samme motivet: ung mand, der ikke kan finde ud af det med pigerne.

Dertil kommer så Knausgårds anstrengte forhold til sin dybt alkoholiserede far, hans egne alkoholiske tilbøjeligheder og endelig hans spirende drømme om at blive en stor forfatter eller tage livet af sig. Også her er der tale om uopslidelige motiver.

Hvad tilføjer Knausgård så den kendte historie om en ung mand med erotiske længsler, familiære problemer og kunstnerdrømme? Ikke meget, som man ikke kender fra den kolossale mængde af romaner, som handler om lige præcis det samme.

Det eneste, jeg ikke har læst om før, er en attenårig mand, som aldrig aldrig har onaneret. Det er godt nok originalt. Jeg sad og ventede på, at det ville ske i romanen, der ikke sparer på de intime detaljer, men det er lige præcis pointen, at unge Knausgård aldrig gør det. Det giver ham problemer med for tidlig sædafgang, når han er sammen med, ja, bare nærmer sig en tiltrækkende pige.

Til gengæld går han sin far i bedene og drikker sig gang på gang fra sans og samling, og så giver han sig til at skrive som også faderen gjorde, da han var ung. Sådan er Knausgård trods alt fars dreng, og han opdager da også som voksen, at faderen ikke kun var et drikkende uhyre, men også et menneske, splittet som han selv er og fuld af følelser og uforløste drømme.

Ved siden af en lang række trivialiteter om den unge mands konflikter med sin omverden, rummer romanen dog også fine skildringer af hans møde med det anderledes Nordnorge. Her gælder ganske andre normer end i det civiliserede Sydnorge. Her kender alle hinanden, og alligevel findes der også her et rum for frihed og udfoldelse.

Alt i alt er romanens længde omvendt proportional med den attenåriges udløsningshastighed. Den er lang som de par onde år, den beskriver, og jeg kunne godt tænke mig, at den ældre Knausgård havde blot lidt af den yngres tænding og havde gjort sig færdig et par hundrede sider før, det sker i Min kamp. Fjerde bog.

Nu ligner den mest af alt et stykke konceptkunst, som har leveret sin pointe og blot gentager sig selv. Ved endt læsning slår det mig, at jeg trods mange litteraturkenderes beundring og anerkendelse af værket ikke har fået særlig meget lyst til at læse de foregående tre bind i deres helhed. Jeg har fået nok af tilstanden og fænomenet Knausgård.

Men som sagt, min dom skal tages med alle mulige forbehold.

Karl Ove Knausgård: Min kamp. Fjerde bog. Oversat af Sara Koch. 544 sider. 350 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag. Foto: Bogforside.