Hvis man nu har et særligt forhold til 1970'erne og epokens film, musik, bøger og ånd, bliver man helt opstemt af at læse den nye Knausgård-bog. Og hvis man nu har ærgret sig over egen akavethed over for det modsatte køn i sine ungdomsår, bliver man helt varm om hjertet og genkendt af ”Om vinteren”, som bogen hedder.
Og hvis man nu har påkørt en hjort i vinternatten på en øde landevej eller skammet sig over, at det roder i entréen, når forældrene til børnenes legekammerater kommer og henter deres afkom, eller undret sig over, hvorfor øjnene, og ikke næsen, er det menneskelige ansigts centrum, eller funderet over, hvorfor mennesket ikke har pels, eller overvejet, om enten den totale afvisning af digitaliseringen eller den totale omfavnelse af samme mon er den adækvate respons på tidens krav om tilstedeværelse på sociale medier, eller tænkt over, hvorfor børn aldrig (o.k.: næsten aldrig) skændes, når de leger i vandkanten - ja, så er andet bind i Knausgårds årstidsserie uomgængelig.
Sagt med andre ord: Der er noget for nærmest alle at hente i ”Om vinteren”, der følger første bind af serien, der hed ”Om efteråret”.
Som i første bind skriver Knausgård i korte opsatser på 2-3 sider. Der er ingen orden i hans emner, så kapitlet ”Tøjdyr” følger eksempelvis efter opslagene ”Gæster” og ”Næsen”. Visse kapitler hander om årstiden, altså vinteren - om sne, om at gå i skoven i vinternatten, om at være julemand - men mange af kapitlerne kunne nu også stå i ”Om efteråret”.
Der er dog også progression i bogen. Knausgård skriver undervejs til sin ufødte datter, som i både ”Om efteråret” og ”Om vinteren” ligger i hustruen Lindas mave. Indtil den 28. januar, hvor hun bliver født en måned for tidligt.
Det kan lyde skørt, men det bliver faktisk helt spændende i næste bind at følge, hvordan Knausgård nu skal skrive til ikke sin ufødte datter, men til den fjerde i søskendeflokken. Hvordan vil serien ændre karakter? Man håber, at alle de små opslag om store og små emner fortsætter, for man kan lige læse en refleksion over et Knausgård-emne, mens man venter på bussen eller rører i suppen. Der er en anden læserytme i årstidsbøgerne end i ”Min Kamp”-serien.
Men man håber også, at der sker lidt mere i ”handlingen” - hvilke råd om livet vil forfatteren give videre til den lille ny verdensborger? Hvordan reagerer de andre søskende på det nye familiemedlem?
”Om vinteren” er sådan en bog, som man overgiver sig til og har det lidt svært med at være kritisk over for. Knausgårds ærlighed fascinerer - men forfører den også? Og ville alle de små refleksioner mon være udgivet, hvis ikke det var verdensberømte KOK, der havde skrevet dem? Nok er de kloge og rummer høj identifikationsgrad, men vi er ikke på Kierkegaard-niveau her.
Så altså: fire stjerner, som også ”Om efteråret” fik. Men Knausgård har gang i et nyt, fascinerende projekt. Både gammeldags og almanak-agtigt, men også noget nyt i tidens litteratur. Ikke ulig de elskede 1970'ere, som begyndte denne anmeldelse, og om hvilke Knausgård skriver:
”Det er derfor, jeg godt kan lide halvfjerdserne, der havde et ben i fortiden, hvor det at spise på restaurant var noget ekstraordinært (...) og et i fremtiden, ved at al den teknologi, vi kender i dag, var opfundet, bare i en mere grovmotorisk variant (...) længslen efter halvfjerdserne er blot længslen efter fremtiden, for den fandtes dengang, alle vidste, at alt ville forandre sig, men den findes ikke nu, hvor alt er forandret.”