Han var stille. I 20 sekunder havde Knausgård ikke sagt et ord. Stilheden begyndte at føles akavet for alle andre end Knausgård selv og intervieweren, der dog begyndte at dreje sig i sædet, inden det lidt nølende svar kom. ”Jeg var vældig nervøs, inden min udstilling skulle åbne,” sagde han så.
Ligheden mellem den depressionsramte Edvard Munch og Knausgård var særligt tydelig i pauserne og det let akavede denne aften i Diamanten, hvor 600 mennesker i en for længst udsolgt sal var samlet.
Fra over 20 biblioteker og biografer over hele landet fulgte man også med via livestreaming af begivenheden, og borgere fra Vrå, Aarhus, Kolding og flere andre steder lod høre fra sig i spørgerunden.
Munch er ofte kaldt den største norske kunstner nogensinde, og det blev en aften i hans tegn, selvom trækplasteret velsagtens var forfatteren Karl Ove Knausgård. Han har – blandt meget andet – skrevet en bog om Munch og var ansvarlig for en stor udstilling, der for to år siden blev vist på Munch-museet i Oslo. Desuden er han medvirkende i en film om samme udstilling, ”The Other Munch”.
En bog, en udstilling og nu også en film: Stor kunst inspirerer andre kunstnere og kunstarter, og på scenen (og lærrederne rundt i landet) var foruden Knausgård brødrene Emil og Joachim Trier. Den ene har instrueret dokumentarfilmen, og den anden medvirker i den som samtalepartner med Knausgård.
Filmen blev vist inden paneldebatten som en del af den igangværende CPH:Dox-festival, og her lægger Knausgård sine tanker med Munch-udstillingen frem. Han – Munch – er kort sagt berømt for to håndfulde malerier af angst, melankoli og skandinavisk introspektiv tristesse omkring 1890.
Imidlertid malede Munch næsten 2000 andre malerier, hvoraf mange er præget af lys, vand, varme, farver og vitalitet. Denne ”den anden Munch”, jævnfør filmens titel, har kunsthistorien ikke ydet ret, mener Knausgård, så til udstillingen – og filmen og bogen – samlede han massevis af eksempler på den livsglade Munch – ham, der gemmer sig bag ”Skriget”s Munch, som alle kender.
Efter filmen fortalte Knausgård, at han var ekstremt nervøs ved åbningen. Han er jo en amatør, er forfatter og ikke kunsthistoriker, og hvad nu, hvis alle ”de kloge” ved ferniseringen ville håne hans naive udvalg af Munch, baseret på selverklæret intuition og ikke noget dybt kendskab til den kanoniserede kunstner med melankoli som varemærke?
Ramaskriget udeblev, men læsere af Knausgård vil kende hans ekstreme nervøsitet ved mødet med omverdenen. Nogen spradebasse på scenen i Diamanten var han heller ikke, men han fik god retorisk hjælp af den anderledes analyserende og anekdotevillige Joachim Trier.
Han fortalte blandt andet om et særligt Munch-maleri af en nøgen mand i et skovbryn med en halvt løftet arm. ”Er det mon en nøgen nazist?”, joker han spørgende i filmen, og Knausgård gnægger lidt. De overvejer, om det er et kontroversielt billede, men tager det med i udstillingen. For som Trier siger fra scenen: ”Kunsten bør kunne eksistere i et frit fortolk-ningsrum”. Så nøgen nazi eller ej: Billedet hører hjemme i en film, der ikke mindst handler om Munchs farvekraft.
Hvad har du lært af Munch, ville en seer fra salene uden for Diamanten høre, henvendt til Knausgård. Det er især hans mod og kompromisløshed som kunstner, svarede den norske forfatter. Seere af filmen har da også forstået titlen ”The Other Munch” ikke som: den anden side af Munch, men: Knausgård er ”den anden Munch”. En kreativ fejllæsning, men slægtskabet mellem de to norske kunstnere var tydeligt.
Nu venter Knausgård-læsere over hele landet på næste kompromisløse træk. Den nybagte far har annonceret, at han arbejder på en roman efter de mange selvbiografiske titler. Er det ”The Other Knausgård”, der viser sig næste gang?
Der var ingen svar denne aften, hvor Munch sympatisk nok løb med opmærksomheden.