Prøv avisen

Knausgård i forsvar for selvoplevet litteratur

Fænomenet, som nordmændene kalder ”virkelighedslitteratur”, er emne for efterårets helt store litterære debat, og efter at en kritiker for nyligt opfordrede forfattere til at forlade genren, har Knausgård meldt sig på banen. Foto: Polfoto

Knausgård selv mener, at den selvoplevede historie bidrager til litteraturen med nærvær og følelser, som ikke kan nås, hvis romanerne kun indeholder opdigtede historier og scener

I Norge er der opstået heftig debat om grænserne mellem fiktion og virkelighed, hvor autofiktionens superstjerne Karl Ove Knausgård nu blander sig til forsvar for den selvoplevede litteratur.

Den norske diskussion udspringer af forfatteren Vigdis Hjorths beskrivelse af en fars overgreb på hovedpersonen i hendes roman ”Arv og miljø”. Fænomenet, som nordmændene kalder ”virkelighedslitteratur”, er emne for efterårets helt store litterære debat, og efter at en kritiker for nyligt opfordrede forfattere til at forlade genren, har Knausgård meldt sig på banen. I et essay i Klassekampen angriber han sandhedsdogmet og udfordrer skellet mellem virkelighed og fiktion.

”Var Tolstoj en elendig digter? (…) Han ville skildre livet og ikke en imitation af livet. Derfor fyldte han den historiske roman ’Krig og fred’ med skæbner fra sin egen verden (…) Det er det, vi mærker, og som stadig gør den levende,” lyder det.

I essayet beskriver Knausgård, hvordan han selv forgæves forsøgte at holde sig udelukkende til fakta og ikke inddrage egne fortolkninger.

”Det var umuligt at beskrive et liv, præcist som det er, med alle vurderinger, handlinger og tanker (…) ’Min kamp’ handler ikke om, hvad jeg mener eller synes, men udforsker, hvorfor og hvordan holdningerne og karaktertrækkene opstår,” skriver han.

Forskeren Frode Pedersen kritiserer genren i et indlæg i Aftenposten.

”Romaner skrevet på den måde, vil uundgåeligt få noget ulitterært over sig (…) Deraf de mange intetsigende rapporteringer om ferieture, middage og byture hos Knausgård,” skriver han.

Knausgård selv mener, at den selvoplevede historie bidrager til litteraturen med nærvær og følelser, som ikke kan nås, hvis romanerne kun indeholder opdigtede historier og scener. Han beskriver desuden, hvordan begrebet sandhed afhænger af kultur og øjnene, der ser, og at der dermed ikke eksisterer en sandhed, som forfatterne skal holde sig til i autofiktionen.