Knausgård igen under anklage for skønmaleri af nazismen

Sidste år blev Knausgård kritiseret for at fortælle om sin fascination af Hitler i en takketale ved modtagelsen af avisen Die Welts litteraturpris. Nu er der igen fokus på hans forhold til nazismen

I seneste udgave af det norske litteraturtidsskrift Vinduet anklager historiker Sten Helland Knausgård for at bagatellisere nazismen og ignorere fakta om holocaust i bind seks af maratonværket ”Min kamp,” fra 2011.
I seneste udgave af det norske litteraturtidsskrift Vinduet anklager historiker Sten Helland Knausgård for at bagatellisere nazismen og ignorere fakta om holocaust i bind seks af maratonværket ”Min kamp,” fra 2011. Foto: Scanpix/Claus Bech.

Han er blevet beskyldt for litterær pædofili, mandschauvinisme og selvfed kritik af Sveriges indvandrerdebat. Norges litterære superstjerne formår i den grad at tiltrække sig opmærksomhed.

Sidste år blev Knausgård kritiseret for at fortælle om sin fascination af Hitler i en takketale ved modtagelsen af avisen Die Welts litteraturpris. Nu er der igen fokus på hans forhold til nazismen.

I seneste udgave af det norske litteraturtidsskrift Vinduet anklager historiker Sten Helland Knausgård for at bagatellisere nazismen og ignorere fakta om holocaust i bind seks af maratonværket ”Min kamp,” fra 2011.

”Bogen rummer en underliggende leflen for nazismens symbolik (…) Forsøget på at relativisere og vise tolerance over for Hitler og nazismen gør, at man afviger fra sandheden (…) Og det er farligt,” lyder det i Hellands essay.

Han mener, at Knausgårds beskrivelse af nazismen fremstår faglitterær på trods af bogens roman-deklaration.

”Helt uden at forholde sig til forskning giver Knausgård sig til at lave en alternativ tese om, at holocaust var et lille og lokalt fænomen. Nej, Knausgård: Holocaust foregik i store dele af Europa og var en koordineret plan for udryddelsen af jøderne,” skriver Helland.

Den tyske forfatter Angelika Klüssendorf er enig. Hun langede sidste år ud efter talen om Hitler ved overrækkelsen af Die Welts litteraturpris og er særligt forarget over en passage, hvor Knausgård skriver, at de følelser, Hitler vækkede, fandtes i alle.

”Knausgård diskrediterer ofrene, for det var selvfølgeligt ikke alle, der rummede de følelser. Når han skriver ’alle’, legitimerer han samtidigt de følelser,” skriver hun i en kommentar til Dagsavisen.

I et indlæg i samme avis tager Knausgård til genmæle.

”Det væsentlige ved nazismen var i mine øjne, at ideologien spillede på følelser, impulser og underbeviste strømninger, og det var det, der tiltrak folk. Min bog forsøger at forstå, hvordan almindelige mennesker kunne marchere på gaderne, gå med i en dødskult (…) Og til sidst deltage i det største folkemord, verden har set, med over seks millioner dræbte jøder,” skriver han.