Prøv avisen

Sørine Gotfredsen: Knausgård kan beskrive den længsel efter autenticitet, der findes dybt i os

Karl Ove Knausgård fremstår nådesløs i sin udlevering af egen person, og han kan videregive fornemmelsen af det ynkelige uden at give køb på skribentens autoritet. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det er meget få mennesker, der kan forkynde kristendom uden selv at være troende. Men Karl Ove Knausgård kan, mener Sørine Gotfredsen, der har skrevet en tekst til Knausgård i anledning af den norske forfatters 50-årsfødselsdag

I løbet af livet kan man være på evig jagt efter stemmer, der sætter ord på det, man selv føler, men ikke tilstrækkeligt formfuldendt kan formulere.

De stemmer kan få livslang betydning, og Karl Ove Knausgård kan blive netop sådan en.

Det skyldes hans intense kamp for at begribe essensen af mennesket i forhold til både det patetiske og det håbefulde og det desperat livskraftige i enhver af os.

En af de store læseoplevelser jeg har haft med Knausgård er kapitlet ”Navnet og tallet” i sjette bind af ”Min Kamp”, hvor Adolf Hitlers personlighed bliver holdt frem som spejlbilledet for den, der ønsker at forstå omfanget af vort potentielle fald.

Knausgård kan beskrive den længsel efter virkelighed og autenticitet, der findes dybt i os, og som kan få nogen til at overskride grænser for at opnå de eftertragtede øjeblikke af at mærke verden.

Jeg tror, at også bestræbelsen efter at forstå det onde kan finde næring i Knausgårds kredsen om længslen efter at føle virkeligheden helt tæt på.

Samtidig kan han beskrive det patetiske i de så uendeligt mange små daglige øjeblikke, der i hans forfatterhånd til tider får karakter af et mareridt i langsom gengivelse.

Som når han i andet bind af ”Min Kamp” er til et selskab, hvor Linda bliver låst inde på toilettet, og Knausgård hurtigt indser, at han faktisk ikke vover at forsøge at sparke døren op.

Han er simpelthen bange for, at den ikke vil rokke sig ud af stedet, han har ikke den fornødne maskuline selvfølelse, hvorpå en bokser blandt gæsterne træder til og udfører det, som visse mænd bare gør.

Knausgård fremstår nådesløs i sin udlevering af egen person, og han kan videregive fornemmelsen af det ynkelige uden at give køb på skribentens autoritet. Dermed handler hans karakteristik af mennesket hvert øjeblik også om den, der læser.

Endelig fascinerer det jo en teolog som jeg selv, at Karl Ove Knausgård som en vist nok ikke-troende mand har markante evner for at tænke teologisk. Ikke mindst angående begrebet nåde.

I ”Sjælens Amerika” i kapitlet ”Nåde” bliver det gjort klart, at den kristne nåde er så radikal, at den bryder med enhver menneskelig forestilling. Ja, at den nærmest kan føre til forargelse over det tilsyneladende brud med al rimelig sammenhæng, og det er jo – som Søren Kierkegaard lærer os – i høj grad forargelsen, der afholder mennesket fra at tro på Gud.

Det er meget få mennesker, der kan forkynde kristendom uden selv at være troende. Men Karl Ove Knausgård kan. Der skal lyde et stort tillykke med fødselsdagen.

Teksten er skrevet til Karl Ove Knausgårds 50-årsfødselsdag tidligere på ugen på opfordring fra den norske forfatters danske forlag, Lindhardt og Ringhof. Flere tekster til og om Knausgård kan læses på forlagets hjemmeside.