Knausgård på vej med fire nye romaner

Udgangspunktet for Karl Ove Knausgårds nye romaner er et brev, som forfatteren skriver til et ufødt barn for at vise hende, hvad der venter

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har angiveligt fire nye romaner på vej. Arkivfoto
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har angiveligt fire nye romaner på vej. Arkivfoto. Foto: Martin Dam Kristensen.

Den succesfulde norske forfatter Karl Ove Knausgård, der med ”Min kamp”-serien har taget verden med storm, er inden længe klar med intet mindre end fire nye romaner.

”Om høsten” lanceres i Oslo den 19. september, ”Om vinteren” udkommer til november, mens de sidste to endnu unavngivne bøger forventes udgivet til foråret. Alle på det norske Forlaget Oktober.

Forlagschef Ingeri Engelstad fortæller til den norske avis Aftenposten, at omdrejningspunktet i de kommende værker på samme måde som i de seks ”Min kamp”-bøger er personlige refleksioner og erfaringer.

”Udgangspunktet er et brev, som forfatteren skriver til et ufødt barn for at vise hende, hvad der venter, og hvordan den verden, hun snart skal fødes ind i, ser ud,” siger Ingeri Engelstad.

Knausgård proklamerede i 2011, at han med sjette og sidste bind af ”Min kamp” satte punktum for sin forfatter-karriere, hvilket Engelstad er ganske glad for ikke blev til virkelighed.

Hun fortæller desuden til Aftenposten, at ”Om høsten” bliver illustreret af den berømte norske billedkunstner Vanessa Baird, og at Knausgård i bogen beskriver detaljer og iagttagelser af verden.

”Han undersøger verdens fænomener på en personlig måde. Det kan være æbler, blikdåser, maleren Vincent van Gogh eller en stjerne,” forklarer Ingeri Engelstad.

I 2014 figurerede Karl Ove Knausgårds værker på 13 lister over årets bedste litterære udgivelser i en række internationale aviser som The New York Times Book Review og The Guardian.