Knausgård skriver om alt det, man lever for

”Om foråret”, der udkommer i dag , hvor Karl Ove Knausgård optræder på Louisiana Literature, er den hidtil bedste bog i forfatterens årstidsserie

Knausgårds kærlighedserklæring til børn, bøger og de spor, vi sætter som fejlbarlige mennesker, vokser i litterær værdi med hvert bind af en serie, der begyndte som et mindre familieprojekt. Endnu er det ikke et mesterværk, men det står på tærsklen til at blive det.
Knausgårds kærlighedserklæring til børn, bøger og de spor, vi sætter som fejlbarlige mennesker, vokser i litterær værdi med hvert bind af en serie, der begyndte som et mindre familieprojekt. Endnu er det ikke et mesterværk, men det står på tærsklen til at blive det. Foto: Henrik Montgomery.

Karl Ove Knausgårds årstidsserie bliver bedre og bedre. ”Om foråret”, der udkommer i dag, er tredje bind ud af fire, der følger årets gang set fra Knausgårds hjem i Sydsverige. ”Årstids-serien” kan efterhånden læses som én, stor bog, og ender muligvis med at overgå den norske forfatters ”Min Kamp”-serie i betydning.

”Om foråret” er ligesom de øvrige bind i serien skrevet til Knausgårds datter og beregnet på, at hun skal læse dem, når hun bliver voksen. Indtil da læser vi andre med. Bogen, der udkommer samme dag, som Knausgård optræder på festivalen Louisiana Literature, udspiller sig i løbet af en enkelt dag, men handler i kraft af lange tilbageblik om en periode, hvor livet for Knausgård-familien var særligt hårdt.

Hustruen Linda er i bogen gravid med parrets fjerde barn – hende, som bøgerne er skrevet til – og lider af depression både før og efter fødslen. Karl Ove er alene med børnene og beretter vanen tro om både trivialiteter og transcendens, det store i det små, fra forløbet. Han skriver om ture til det lokale legeland, havearbejde, visitter hos naboen og om, hvor meget der roder i hjemmet. Men han fortæller også om livets mening, som er at skabe nyt, hvilket man gør, når man får børn og skriver bøger – Knausgårds to store passioner.

Bogen igennem kigger forfatteren og faderen Knausgård både frem og tilbage. Han er interesseret i de spor, som vi sætter for eftertiden, men også i de måder, hvorpå fortiden og traditionen manifesterer sig i nutiden.

På siderne virker Knausgård afbalanceret, men vi ved, at han er under pres: Hustruen ligger syg oppe på førstesalen. Vil hun overleve, og vil fosteret tage skade? De særligt hudløse passager i ”Om foråret” handler om tab af kontrol: fra aflysningen af en familietur til Sydamerika på grund af hustruens sygdom til anråbelsen af Gud, da Linda køres bort på en båre efter for stort medicinindtag, og magtesløse Karl Ove har brug for hjælp.

Hun overlever, barnet overlever, bogen bliver skrevet, og Knausgård konkluderer på sidste side: ”Det gør af og til ondt at leve, men der er altid noget at leve for.”

Med sin årstidscyklus har Knausgård skrevet et værk til trøst, en bogserie til opbyggelse, et forsvar for traditionen som nøgle til forståelse af nutiden. I formen, der er et brev til et barn beregnet på læsning mange år senere, kan bøgerne sammenlignes med den amerikanske forfatter Marilynne Robinsons roman ”Gilead”, hvor en gammel præst og forfatter leverer visdom videre til sin søn.

Knausgårds kærlighedserklæring til børn, bøger og de spor, vi sætter som fejlbarlige mennesker, vokser i litterær værdi med hvert bind af en serie, der begyndte som et mindre familieprojekt. Endnu er det ikke et mesterværk, men det står på tærsklen til at blive det.