Knausgård stjæler billedet i dokumentar om ”verdens største roman”

DR-dokumentaren om Marie Tetzlaffs arbejde med at oversætte Fjodor Dostojevskijs ”Brødrene Karamazov” er interessant – og mildt frustrerende

I dokumentaren rejser oversætter Marie Tetzlaff med forlægger Peter Thiesen rundt i Rusland og besøger de steder, der betød noget for Dostojevskijs arbejde.
I dokumentaren rejser oversætter Marie Tetzlaff med forlægger Peter Thiesen rundt i Rusland og besøger de steder, der betød noget for Dostojevskijs arbejde. Foto: DR Presse.

”Den er ekstremt fuldendt, ekstremt tæt og levende.”

Sådan siger Karl Ove Knausgård i en af de indledende scener i DR-dokumentaren ”Oversættelsen – i fodsporet på verdens største roman”, som stiller skarpt på dét, der af mange regnes for Fjodor Dostojevskijs hovedværk, nemlig ”Brødrene Karamazov” fra 1880, hvor moralske, eksistentielle og religiøse spørgsmål roterer om et bestialsk mord.

I dokumentaren rejser Marie Tetzlaff – som under optagelserne er i færd med at nyoversætte den på alle måder store roman – med forlægger Peter Thiesen rundt i Rusland og besøger de steder, der betød noget for Dostojevskijs arbejde. De er i de pæne stuer i Sankt Petersborg og i det smukke grønne træhus i provinsbyen Staraja Russa, hvor han skrev det meste af romanen, og undervejs møder de litterater og forskere, som belyser forskellige sider af fortællingen og forfatteren.

Vi hører om, hvordan Dostojevskij arbejdede med symboler og kort for at kunne holde styr på persongalleriet og geografien, at han var en rigtig familiefar, at han blev reddet fra et altødelæggende sammenbrud i klosteret Optina Pustyn, og at han gik meget op i gode skriveredskaber.

Og en af de bedste scener i dokumentaren er, da Tetzlaff og Thiesen præsenteres for Dostojevskijs skrivebord. Tetzlaff sætter sig ved det, hvorefter eksperten fortæller, at man normalt skelner mellem dem, der bare sætter sig i mesterens stol, og dem, der ikke mener, man bør måle sig med ham.

Tetzlaff fremstår i det hele taget ikke særlig ydmyg. Hverken på rejsen i Rusland eller tilbage i Danmark, hvor hun mødes med Suzanne Brøgger til en samtale om romanen. Men de er begge bedre til at tale end til at lytte. Det bliver derfor en umusikalsk, hakkende udveksling af ord og ikke en reel samtale, og Tetzlaff synes dokumentaren igennem mere interesseret i at bruge munden end ørerne.

Hun har da også meget spændende at sige, men dokumentarens titel, ”Oversættelsen”, er lidt misvisende. For vel er der sekvenser, hvor hun fortæller om arbejdet med Dostojevskijs sprog, men oftere handler det om hans biografi, om romanens overordnede historie og om dens tematikker, og selvom Knausgård virker påklistret i dokumentarens forløb, er det ham, der er mest stimulerende at lytte til. Han er, præcis som i sine bøger og essays, en original tænker, en opmærksom læser og en smittende formidler. Og hvor forlægger Thiesen mener, at romanens almenmenneskelige kvaliteter er årsagen til dens appel i dag, mener Knausgård, at den lever videre, fordi alt i den ”er ekstremt iscenesat og ekstremt idealiseret”.

Han mener heller ikke, at romanens diskussion om Guds eksistens er dét, der taler til os i dag, men derimod dens næsten naturstridige evne til at fremstå realistisk midt i det urealistiske.

Knausgård ser, sagt med færre ord, romanen som en sublim kunstnerisk konstruktion. Og det ville have været interessant, hvis Tetzlaff havde talt mere indgående om sproget, som var Dostojevskijs trolddomsmiddel, og som jo er hendes force.

Dokumentaren er nu alligevel værd at se. Fordi Dostojevskij er evigt fascinerende, og fordi romanen, der blev hans sidste, er udtryk for det ypperste, forfattere er i stand til at skabe. Ud af nødvendighed og med forestillingskraft, indsigt – og ord.