Prøv avisen
Mit livs værk

Svend Brinkmann: Livet kan være noget møg

Jeg er psykolog og er meget interesseret i forskning og kvalitativ metode. Og Knausgård er en forbilledlig forsker ved den måde, han undersøger tilværelsen på for os, mener Svend Brinkmann. Foto: Scanpix

Da psykologen Svend Brinkmann læste Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”, var det en befrielse fra illusionen om, at livet kan eller skal være perfekt

”Da jeg blev færdig med at læse sidste bind af Karl Ove Knausgårds 'Min kamp', skrev jeg ud på Facebook og spurgte mine bekendte om, hvad jeg nu skulle læse. Jeg vidste det ikke selv, for alting blegner, når man har været i Knausgårds liv og hoved gennem seks tykke bøger.

”Min kamp” er et selvbiografisk værk, som handler om alle aspekter af livet. Det er en minutiøs beskrivelse af tilværelsen blandet med kulturanalyserende essays, og jeg har ikke læst noget hverken før eller siden, som jeg har været så opslugt af.

Jeg læser ellers meget skønlitteratur, men efter at have læst Knausgård har jeg haft svært ved at finde noget, der kan gøre det samme ved mig, som disse bøger har gjort. Det er ikke uden grund, at værket bliver kaldt ”skelsættende”.

Knausgård er lidt ældre end mig, vi har vidt forskellige historier, men alligevel minder vi biografisk om hinanden. Han er fra Skandinavien, er gift og har tre børn, så det gør det nemmere for mig at identificere mig med og forstå hans tankerækker, refleksioner, og den måde, han ruller livet ud på indefra.

Jeg er psykolog og er meget interesseret i forskning og kvalitativ metode. Og Knausgård er en forbilledlig forsker ved den måde, han undersøger tilværelsen på for os. Han går hele tiden tæt på det partikulære, men formår at hive sine meget konkrete betragtninger op og gøre dem almene.

Vi hører for eksempel, at han er pårørende til hustruen, Linda, som har en bipolar lidelse. Hun er blevet indlagt gentagne gange både med og mod sin vilje.

Jeg har læst masser af studier om bipolar lidelse, men Knausgård får nogle andre toner i lidelsen frem, som man ikke ser i faglitteraturen.

Han går så tæt på det konkrete, at man får en større forståelse af, hvad de diagnoser og kasser, vi går og putter mennesker i, faktisk betyder.

For mig var ”Min kamp” også en befrielse at læse. Den befrier en fra illusionen om, at livet kan eller skal være perfekt. Knausgård viser os alt det uperfekte. Al utilstrækkeligheden og angsten og skuffelsen over livet, som vi alle sammen rummer, men som få af os har mod til at beskrive.

Derfor er Knausgårds selvbiografi heller ikke en klassisk biografi. For i en almindelig selvbiografi vil vi oftest blive præsenteret for en lineær fremstilling, hvor vi hører om en person, som er kommet gennem en krise og er endt på den anden side som en succes. Problemet med den type biografier er, at det meget ofte er falsk.

Det er en genremæssig konstruktion, som vi har bygget op i vestlig litteratur, der ikke fortæller os sandheden om, hvad livet er.

Jeg tror, Knausgård er blevet populær, fordi der har været et ønske om, at nogen ville sige noget andet. Folk har fået nok af at tænke positivt, og der har været en hunger efter virkeligheden. Den amerikanske forfatter David Shields kalder det ”Reality hunger” - virkelighedsult.

Som mennesker vil vi gerne høre og læse om bagsiden af tilværelsen, fordi vi alle selv oplever den. Fordi det er virkeligheden.

Vi har levet så længe med den postmoderne dekonstruktion af de store fortællinger, at der efterhånden kun findes fortolkninger. Men så kommer Knausgård, som kan beskrive noget virkeligt. Tænk, at man kan blive verdensberømt på det.

Senest har jeg selv været optaget af selvhjælpslitteraturen, hvor det er idealet, at man skal komme over sine kriser og vende dem til noget positivt.

I min bog ”Stå fast” ironiserer jeg over titlerne på mange af disse selvhjælpsbøger: ”Hvordan jeg kom gennem stress og fik det meget bedre”, som i stedet burde hedde ”Hvordan jeg kom gennem stress, det var noget møg”.

Knausgård viser os, at tingene godt kan være fascinerende, virkelige og bevægende og samtidig være noget møg. Livet behøver ikke at være en udviklingsrejse mod evig vækst og forandring.

Det er der bare rigtig meget i vores liv, der får os til at tro. Hvis vi kun har fantastiske selvbiografier og selvhjælpsbøger til at guide os, så bliver vi skuffede, når vores liv ikke udvikler sig på samme måde.

Så er det befriende at spejle sig i Knausgårds rodede beskrivelser af livet.

Det er nu halvandet år siden, jeg blev færdig med ”Min kamp.” Jeg har læst andre bøger også siden da, men jeg har den stadig i baghovedet, og det har været svært for anden skønlitteratur at komme efter.

Psykologiprofessor Svend Brinkmann har udgivet bogen "Stå Fast", der opfordrer os til at tage nej-hatten på. Foto: Simon Skipper