Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Boguddrag

Knausgård viser, at mennesket bliver frit, når det accepterer sine begrænsninger med værdighed

Det, Karl Ove Knausgård altså er på jagt efter i sine bøger, er en kierkegaardsk relation til noget, som ligger uden for den menneskelige verden, fordi han ved, at det kun er, når man relaterer sig til noget uden for sig selv, at man bliver ét med sig selv. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det gode liv er ikke tømt for spændinger og konflikt. Men hvad er det ved vores tid, der gør, at det er svært at leve autentiske liv? ”Min kamp”-serien kommer med et tankevækkende bud, lyder det i ny bog fra litteraten Jakob Holm, som vi bringer et uddrag fra her

Livet er ikke nemt. Det er muligt, at vi forsøger at bilde hinanden noget andet ind, men det er løgn. Det ved den norske forfatter Karl Ove Knausgård (1968-) alt om. I romanværket ”Min kamp” (2009-2011) slås han især med den måde, vi skjuler døden på, og med, at der ikke længere er noget, mennesket forholder sig til uden for sig selv (såsom Gud). Det har foranlediget, at vi kun kan se spejlinger af os selv i verden, men ikke verden selv.

Som Heidegger gør Knausgård også op med det forskelsløse ”man” og viser, hvordan skabelsen af eksistentiel mening aldrig kan være et kollektivt projekt. Ifølge Knausgård er det nødt til at være et individuelt. Som han siger i bog 6 i ”Min kamp”, så kan erfaringen af at være i verden ikke udtrykkes generelt og universelt inden for horisonten af et ”vi”. For Knausgård bør virkeligheden altså være et sted, hvor mennesket findes særskilt og ikke blot som et abstrakt ”vi”, der ikke har nogen konkret eksistens. Han er i det hele taget som Kierke-gaard modstander af enhver form for nivellering og spørger, hvordan man får det levede liv til at være et udtryk for liv og ikke for en ideologi. ”Min kamp”s 3600 sider er et forsøgsvist svar på det spørgsmål, og det er selvfølgelig også i det lys, at forfatterens refleksioner over Hitler i bog 6 i ”Min kamp” skal ses.

”Min kamp” kan læses som en mands forsøg på at skabe mening og autenticitet i en verden, der har negligeret de eksistentielle koordinater. Hvad det vil sige at være menneske, er blevet tilsidesat til fordel for kommercielle og samfundskonstruerede fortællinger: Videnskaben kan godt forklare os, hvordan tingene hænger sammen, men ikke hvorfor; markedet giver os valgmuligheder, men fortæller os ikke, hvordan vi skal foretage valg; teknologi giver os magt, men fortæller os ikke, hvordan vi skal anvende magten; de liberale demokratier giver os valgfrihed, men vejleder ikke med hensyn til principper om, hvad og hvordan vi skal vælge (ud over, at vi skal være effektive og gøre os nyttige).

Vi sidder tilbage med de store spørgsmål: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvordan skal jeg leve mit liv? Det er derfor, ord som mening, autenticitet, det virkelige og det ægte vender tilbage igen og igen i ”Min kamp”. Det sker for eksempel, når forfatteren i bind 6 siger, at mening ikke er noget, verden har eller ikke har, men noget, vi giver den: Vi er meningsskabende væsener, og det er ikke kun vores ansvar at skabe mening, det er vores pligt (som Frankl også ville anføre). Som Knausgård ser det, var hans far en fiasko, fordi han ikke var i stand til at tage ansvar for sin frihed og derved sin pligt til at skabe mening, men i stedet drak sig selv ihjel. Det er derfor, at det er så vigtigt for Knausgård ikke at gentage faderens meningsløse eksistens.

Det er denne erfaring af at forsøge at skabe mening i verden, som Knausgård portrætterer i sit romanværk. Det er en mening, som han prøver at skabe uden alle de selvbedrageriske fortællinger, som udgør mange menneskers liv. Det er dog ikke nemt for ham, da han føler sig fikseret og bestemt af faderens kontrollerende blik, som har skabt en konstant kværnende selvbevidsthed, som han ikke kan undslippe, når han er sammen med andre mennesker. Skrivningen af ”Min kamp” er et forsøg på at frigøre sig fra dette.

Knausgårds forsøg på at genvinde sig selv og sin handlefrihed foregår ved at portrættere alt det ved ham selv, som gør et menneske autentisk: hans følelser og kropslige eksistens. Det er også derfor, han ikke holder sig tilbage fra at vise, hvor skrøbelig han er, når han beskriver sit mindreværdskompleks. På den måde viser han hele verden sine fejl og mangler, og ved at gøre dette underminerer han ikke blot faderens blik og rekonstruerer sig selv, men han dekonstruerer også hele den vestlige kultur og dens idealer, hvor der er fokus på performance, succes og lykke.

Knausgård anfører, at vi har omformet virkeligheden til at være en myte, men i modsætning til mennesker, som levede med et mytologisk verdensbillede, ved vi det ikke, men tror, at det er den aktuelle virkelighed, som vi relaterer til. Han mener, at vi drømmer os væk i en usand, rent menneskeskabt verden, som har fremkaldt en enorm virkelighedssult i os. Størrelser som Facebook, tv, politik og aktiemarkedet fylder for eksempel meget i vores verden. De er imidlertid blot bærere af fiktive fortællinger, men vi behandler dem ikke desto mindre, som om de var virkelige. Det har skabt en længsel efter den virkelige virkelighed i os.

Dette vækker minder om Heidegger, som i sit essay ”Spørgsmålet om teknikken” (1954) netop advarer mod denne udvikling, hvor mennesket ophøjer sig selv og agerer herre over Jorden. På den måde kommer der nemlig til at herske en forestilling om, at alt, hvad mennesket møder, kun eksisterer, for så vidt som det er dets egen konstruktion. Det fører ifølge Heidegger til den alvorlige vildfarelse, at det virker, som om mennesket overalt og altid kun møder sig selv. Når vi på den måde har projiceret os selv ud på verden, bliver vi fremmede for vores egen eksistens. Vi kan ikke se den, men kun vores konstruerede spejlbillede (det gælder i endnu højere grad i dag, hvor vi skaber billeder af os selv på de sociale medier). Hvordan kan vi forsvare os ifølge Heidegger og Knausgård? Ved at insistere på vores egen oplevelse af virkeligheden og ikke afvise vores egne erfaringer til fordel for det, vi har lært. Knausgård kritiserer som Heidegger tydeligvis den imaginære, konstruerede verden og længes efter en subjektivt oplevet relation med virkeligheden, uden faderens blik og samfundsskabte for-tællinger.

Kort sagt viser Knausgård sin læser menneskets begrænsninger i en grænseløs, imaginær ”just do it”-kultur, som er den dominerende eksistentielle værdi solgt til alle i den vestlige verden. Den skræmmende konsekvens af denne kultur, som nok er de fleste bekendt, er nedvurderingen af det ordinære og den konstant simrende utilfredshed, som mange af os bærer rundt på.

Hvordan bekæmper Knausgård dette? Ved at portrættere hver eneste detalje i livet som vigtig: fra toiletbesøg til usikkerheder af enhver art. På den måde bliver ”Min kamp” en modfortælling og en oprigtig kritik af en verden, hvor kun det eksorbitante, forbløffende og utrolige tæller. Noget, der kan vises på sociale medier og på cv’er. Denne fortælling om performance, succes og oplevelser, som de fleste vesterlændinge anvender som målestok for det gode liv, er destabiliserende for forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske ifølge Knausgård. Vi har alle begrænsninger, vi går alle på toilettet og lever som fysiske enheder i den virkelige verden. Som Kundera hader Knausgård kitsch, fordi det smadrer et eksistentialistisk, direkte forhold til tilværelsen.

Det er ikke kun lort, vi ikke vil erkende som menneskeligt faktum, det er også døden, som vi i ond tro skjuler. Knausgård siger det på den måde, at alt, hvad der skaber en forbindelse til den fysiske verden, prøver vi at bryde fri af, fra det blodløse, vakuumpakkede kød i supermarkedet til vores forsøg på at skjule den kropslige død og sygdom i samfundet. Det er klart, at det er her, kimen til det voldsomme forbrug af antidepressiver i Skandinavien skal findes: Vi føler os skubbet ud af vores eget liv, fordi vi ikke kan leve op til lykkeindustriens fortællinger, som vi alle er blevet indpodet med.

Det gode liv for Knausgård er ikke tømt for spændinger og konflikt. Det er tværtimod snarere den måde, han behandler sine begrænsninger og tragedier på, som giver hans liv mening, for eksempel faderens død og hans egen kamp med på samme tid at være kunstner og familiefar. På den måde handler livet ikke om at løse den eksistentielle spænding mellem det givne og overskridelsen af dette, men om at leve det så frugtbart som muligt. Det, Knausgård viser os i ”Min kamp”, er, at den menneskelige frihed er fundet, når man accepterer sine begrænsninger med værdighed, herunder dødens begrænsning. Det er også derfor, han skriver ”Min kamp”: Han var ulykkelig, bundet til et liv som småbørnsforælder i et trist ægteskab og martret af længslen efter frihed, efter at komme væk, men han kunne ikke bare svigte sin kone og forlade hende. Ud af den spænding kom ”Min kamp”.

Som en sand eksistentialist konfronterer Knausgård også døden direkte på sin vej til at skabe mening. Han hævder, at døden gør livet meningsløst, fordi alt, hvad vi stræber efter, ophører med at eksistere, men døden gør også livet meningsfuldt, fordi dens nærhed gør den smule liv, vi har, kostbart. Knausgård åbner også netop ”Min kamp” med refleksioner over døden og skriver, at vi ikke har lyst til at se den i øjnene, og at vi derfor kollektivt gør, hvad vi kan for at skjule den. Han har således uendelig ret, når han skriver, at folk reagerer på døden ved at hævde, at det var helt uvirkeligt, når de i virkeligheden mener det modsatte – eller som han skriver: Det uvirkelige er blevet virkeligt, det virkelige er blevet uvirkeligt. Vi er så fremmedgjorte for os selv, vores krop og følelser samt virkeligheden – på grund af vores konstante fokus på at være usårlige og produktive samt skabe verden i vores eget billede – at vi ikke kan se døden i øjnene. Ja, identifikation med de dominerende sociale værdier gør, at det kan virke påkrævet at skjule sin sorg, fordi den kolliderer med kravet om at producere, performe og fungere i en materialistisk kultur. Ifølge Knausgård er det vigtigere end nogensinde – grundet de mange fortællinger (reklame, tv etcetera), der oversvømmer sindet – at minde os selv om vores egen dødelighed, hvis vi vil gøre os håb om på nogen måde at leve autentisk. Men hvordan holder man op med at forsvinde for sig selv og ikke kun skabe viden, men mening?

Vi skal give slip på vores projektioner! Vi har projiceret os selv ud på verden, forvandlet alt til os selv, som Knausgård meget heidegger’sk siger, og det har skabt en distance mellem os selv og vores følelser. Hvis vi havde styrken til at give slip på vores projektioner og anerkende og fundere os selv i noget uden for den menneskelige sfære, kunne vi være tæt på vores følelser. Nu har vi en tæthed til verden (fordi vi har skabt den i vores eget billede), men vores følelser undslipper os. Som Knausgård ser det, så er problemet, at intellektet har overtaget alt. Alt er blevet intellekt, selv vores kroppe; de er ikke vores kroppe mere, men idéer om kroppe, noget, der er placeret i vores egen himmel af forestillinger inden i os og over os, hvor en stadig større del af vores liv leves.

Det, Knausgård altså er på jagt efter, er en kierkegaardsk relation til noget, som ligger uden for den menneskelige verden, fordi han ved, at det kun er, når man relaterer sig til noget uden for sig selv, at man bliver ét med sig selv: For Knausgård er det sublim skønhed, men som ungt menneske var det Gud, idet han var kristen under sin opvækst. Han begræder dette tab af noget sakralt i bog 1, da han siger, at vi har skabt en verden, hvor det guddommelige, højtidelige, hellige, skønne og sande ikke længere er valide, men derimod dubiøse eller endda grinagtige størrelser. Han fortsætter ved at påpege, at kunst, videnskab og religion ikke længere forholder sig til noget ud over sig selv, og at verden på den måde lukker sig om sig selv, lukker sig om os mennesker, der ikke har nogen udvej. Det er Knausgårds pointe, som han også anfører i bog 2, at forholdet mellem menneske og verden er vendt på hovedet. Før var det mennesket, der gik igennem verden, nu er det verden, der vandrer igennem mennesket. Dette spejler hans udsagn i bog 6 om, at når religion er blevet reduceret til overtro, poesi marginaliseret og ikke længere tror på sin egen betydning, så forsvinder åbenheden fra mennesket, som lukker sig om selv, da der ikke længere er noget uden for det. Det er også Heideggers pointe i ”Spørgsmålet om teknikken”: Vi er blevet en utilitaristisk, abstrakt, objektløs ressource i stedet for at være virkelige mennesker i egen ret. Heideggers filosofiske tekster som for eksempel ”Spørgsmålet om teknikken” og ”Kunstværkets oprindelse” er på den måde forsøg på at få mennesket til at finde hjem til sig selv, til at besinde sig på sig selv.