Hans bøger fylder en halv meter i min reol. 55 centimeter, for at være helt præcis, og i to brede blokke står de seks bind af ”Min kamp” og de fire bøger i hans vidunderlige årstidsserie.
Men helt ude til højre er en ny bog netop kommet til. Den ser ikke ud af meget, men markerer ikke desto mindre et skift i forfatterskabet. ”Fuglene under himlen” er nemlig Karl Ove Knausgårds første regulære fiktionsforsøg siden romanen ”Alting har en tid” fra 2004, der står ude til venstre på hylden og ved siden af den seks år ældre debut ”Ude af verden”.
De to har de færreste vel læst, mens seksbindsværket ”Min kamp” har fans over hele kloden. Men nu skal det være slut med det autofiktive, med de selvbiografiske åreladninger, og alene derfor er de 80 små sider i ”Fuglene under himlen” interessante. For hvordan skriver Knausgård på afstand af sig selv? Er det stadig lige så vanedannende? Efterlader det også dybe spor i læseren?
Svaret på det sidste er desværre nej. I hvert fald for mit vedkommende. ”Fuglene under himlen” – oprindeligt skrevet som libretto til Calixto Bieitos forestilling ”Venter” og i tæt dialog med Henrik Ibsens ”Peer Gynt” – er en underligt undervældende læseoplevelse. Også selvom jeg rigtig godt kan lide idéen om at sætte Solveig, der hos Ibsen venter og venter på den selvoptagne Peer, i centrum. Hos Knausgård er hun jeg-fortælleren, og hun er her, forstår man, sygeplejerske, men en giver i alle livets forhold: Hun hjælper ikke bare sine patienter, men også sin gamle, syge mor og hjertens gerne sine to voksne børn.
Nogen mand har Solveig ikke længere, så når hun har et øjeblik for sig selv, sidder hun bare foran sit hus med kaffekoppen og ser ud på lyset, skoven og fuglene. Men en dag melder datteren Line sin ankomst, og man fornemmer, at forholdet er kompliceret. Line er indesluttet og Solveig for anmassende i sin hjælpsomhed. Helt galt går det, da den gamle mor er faldet derhjemme, og Solveig forstår, at Line bare lod hende ligge hjælpeløs på gulvet.
Med den viden vokser Solveigs frustration, og hvad der videre sker, skal ikke røbes her. Men det er under alle omstændigheder sært fladt, og der er noget klodset ved Knausgårds litterære stil med de mange Tarjei Vesaas’ke beskrivelser af træer og det grå mørke omkring Solveig, ligesom brugen af altmodische ord og formuleringer som ”idet”, ”sidder en stund” og ”for det tilfælde” virker besynderlige i en fortælling, der foregår i nutidens Norge. Dertil kommer flere upræcise beskrivelser. Hvad er ”en enkel hestehale” for eksempel? Og hvor ”Peer Gynt” er diskret og naturligt indlejret i teksten, virker Solveigs kærlighed til Søren Kierkegaards ”Lilien på marken og fuglen under himlen” påhæftet.
Men med Kierkegaard forsøger Knausgård at pege på drømmen om et rigt liv i nuet. Uden bekymringer som Solveigs. Et liv som fuglen, der bygger rede uden for hendes hus:
”Fuglen var i øjeblikket, derfor kunne den bygge en ny rede lige der, hvor hønsehøgen de sidste fire år havde taget dens unger. Fortiden fandtes ikke, og fremtiden fandtes ikke, kun reden fandtes, og efterhånden de små fugleunger. At hønsehøgen ville komme og tage dem, fandtes ikke i øjeblikket, så det forholdt de sig ikke til.”
Der er også fugle på Stephen Gills’ sort-hvide fotografier, der indimellem bryder teksten. De er smukke og stemningsfulde og taler tydeligere til mig end Knausgårds lange novelle eller korte roman, der markerer en ny begyndelse. Men desværre også synes skrevet af en nybegynder.