Den 17. november 2011 vil i fremtiden henvise til en skelsættende begivenhed i norsk litteraturhistorie. Den dag udkom sidste og sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp.
Der vil være et før og et efter Min kamp. Knausgård vil komme til at få samme status som Henrik Ibsen og Knut Hamsun. Det er lidt af et mysterium, hvorfor Norge kan blive ved med at frembringe forfattere af verdensformat.
LÆS OGSÅ:Kampen er vundet
Karl Ove Knausgård er uddannet i litteraturvidenskab og har gået på forfatterskolen i Bergen. Det mærker man tydeligt i romanen. Den kræver, at man er godt inde i litteratur og kunst. Det sidste, han har været med i, er oversættelsen af Det Gamle Testamente til norsk. Han gør i Min kamp bind 1 og 2 op med den herskende, universitære litteraturteori. I Min kamp bind 6 fremlægger han sin egen alternative måde at skrive om litteratur på, som er teorifri, eksistentiel og alment tilgængelig. De litteraturkritiske overvejelser og digtanalyser står midt imellem de udførlige beskrivelser af hverdagens ting og hændelser.
Han havde før Min kamp udgivet to romaner og var relativt godt kendt. Han er nu en forfatter i eksil. Han bor i Sverige, selvom han ikke bryder sig om Sverige. Der er en morsom, satirisk beskrivelse af en afslutning i en svensk kirke, hvor alt er blevet pop, og ingen taler om Gud. I Sverige er det, som sker i sproget, langt værre end det, der sker i virkeligheden, skriver han også.
Langt de fleste kritikere og læsere er enige om, at romanen er helt enestående og uforglemmelig. Den har kultstatus. Der findes endog et nyt norsk ord, der hedder å knause. Det betyder noget i retning af at føre sig frem. De fleste har vanskeligt ved at forklare, hvorfor den er så god. Vi kan nemlig ikke sige det samme, som vi er vant til. Vi mangler sprog. Det skal også nævnes, at der er en del, der er voldsomt kritiske over for Knausgård. Især andre forfattere. Nogle anklager ham for at være uetisk, fordi han skriver om virkelige personer. I en ideologikritisk analyse, Knausgårdkoden, skrevet af den kulturradikale Eivind Tjønneland, kritiseres han for narcissisme, kulturkonservatisme og religiøsitet.
Sidste og afsluttende bind er på 1116 sider og har en bibliografi. Det er ikke just en roman, man læser i en fart. Og det er just heller ikke sådan, vi er vant til, at en roman skal være. Den begynder med Del 8. Midt i bogen findes et afsnit om Navnet og tallet. Deri er der lærde litteraturkritiske essays, filosofiske refleksioner, tanker om Det Gamle Testamente og en udførlig læsning af Adolf Hitlers Mein Kampf. Et sted siger Knausgård, at for Jesus er Hitler lige så meget værd som enhver af de jøder, han fik dræbt. Der findes også en del tanker om Anders Breivik, og han fortæller om den dag, hvor han hørte om terrorhandlingen. En enkelt bemærkning har vakt en vis kritik. Knausgård sammenligner den norske vi-følelse efter Utøya med den vi-følelse, tyskerne følte, når de hørte på Hitler.
De sidste 400 sider, Del 9, handler om anmeldelserne af Min kamp bind 1, men også om livet med Linda og børnene og alle deres problemer. Og om samværet med vennen Geir A., der spiller en stor rolle i bogen, og hvis store bog Bagdad Indigo Knausgårds nye forlag har udgivet.
Romanen begynder kort før, Min kamp bind 1 skulle udkomme og handler om forfatterens frygt for, hvad der ville ske, når den kom. Han var klar over, at det var noget helt nyt og anderledes. Han var ikke klar over, hvilken ufattelig succes det ville blive, hvor megen medieomtale der ville komme, hvor berømt han ville blive, hvor meget han ville komme til at tjene og den debat, hans værk afstedkom. Han fortæller ærligt om, hvor forfærdeligt, det har været at skrive romanen. Det forholder sig sådan, at i det sociale liv kan han aldrig sige, hvad han mener. Det kan han i romanen.
Onklen Gunnar kommer med trusler om retssag. Onklen påstår, at Karl Ove lyver om faderen og hans liv, og at han har overtaget moderens had mod Knausgård-slægten. Det chokerer Karl Ove, der er rådvild. Han mener selv, at han husker rigtigt, men bliver i tvivl. Hans mål er: Skulle jeg skrive om det, måtte jeg være sann. Derfor skal han bruge de rigtige navne, men faktisk er faderen navnløs i hele romanen.
I det hele taget er det overraskende, så få der tror på, at en roman kan være sand og virkelig og ikke fiktion. De fleste romaner lover, at det hele er fiktion, der intet har med virkeligheden at gøre. Her lover en forfatter at tale sandt. Jeg mener, at han holder løftet, og Min kamp bind 6 handler om, hvor svært det har været, hvor ondt det har gjort på ham selv og andre at skrive en sand roman. Handlingen er ikke opdigtet. Alle personerne findes. Han har skrevet til dem og bedt om tilladelse. Han har alligevel gjort mange mennesker ondt: hele faderens familie, venner, bekendte, andre forfattere, tidligere kærester og hans første kone, Tonje. Hans nuværende kone, Linda, hvis depression beskrives detaljeret. Det private er gjort offentligt.
Romanen begyndte i september 2009 og slutter i 2011. Klokken 7.07 er romanen færdig, står der. Det slutter med, at han venter på konen, Linda Boström Knausgård. Han vil omfavne hende og sige, at han aldrig vil gøre sådan imod hende og børnene igen, som han har gjort ved at udlevere dem i romanen. De vil tage sammen til kunstmuseet Louisiana, hvor han skal interviewes, og hun skal præsentere sin nye novellesamling. Hun er også blevet forfatter. De skal tage hjem til, hvor de bor, og han skal nyde den nye tanke, at han ikke længere er forfatter. Det er slutordene.
Når alt er fiktion, kan det ikke være romanforfatterens opgave at skrive flere fiktioner, skriver han. Det er hele pointen. Vi lever i en fiktiv billedverden og hungrer efter virkelighed. Anders Breivik var netop ikke i kontakt med virkeligheden. Han levede i en medie- og billedverden. Mon han længtes efter virkeligheden og relativitetens ophør, spørger Knausgård. Hvordan slipper vi ud? Ved hjælp af litteraturen. Litteratur er at ødelægge billeder og ikke at skabe. Han er billedstormer. Også den andens ansigt, den andens øjne, kan forbinde os med virkeligheden, og der fremlægges en slags jeg-du-filosofi i romanen.
Efter Min kamp bind 6 må det være umuligt at sige, at forfatteren har opdigtet noget, for siger man det, kommer man til at lyde som hans onkel Gunnar. Til allersidst står der: Til Linda, Vanja, Heide og John. Jeg elsker dere. Romanen er en kærlighedserklæring. Den er en bekendelse. Den er en romance. Kampen var hård, men den endte godt. Knausgård drømte om at blive en stor forfatter. Han blev det. Han drømte om kærlighed. Og han fik den. Hans første roman hed Ute av verden. Efter hans lange kamp er han nu i verden igen.
Karl Ove Knausgård: Min kamp, sjette bok. 1116 sider. 399 norske kroner. Forlaget Oktober.
Læs interview med Karl Ove Knausgård og anmeldelser af de af hans romaner, der er oversat til dansk, påk.dk/kultur