Fagotkoncerten! Her er vi kommet til en af de mange perler i Mozarts umådeligt righoldige oeuvre – og en ganske særlig af slagsen. Köchelfortegnelsen – vi er ved nummer 191 i rækken af de 626 – fortæller os, at der er tale om et ungdomsværk, komponeret i sommeren 1774 af den 18-årige Mozart. Han gjorde det på en måde, så man kunne fristes til at tro, at han selv var virtuos på dette særlige instrument. Fagotten er virkelig en farverig fætter, dette lange ”kakkelovnsrør”, som gennem tiden har fået en del kælenavne. Således har man kaldt den ”orkestrets klovn” – et udtryk, der givetvis skal opfattes kærligt.
Mozarts bidrag til genren er den mest spillede koncert i hele fagotrepertoiret, og næsten alle professionelle fagottister kommer før eller senere til at tage livtag med det skønne værk. Musikforskere har anslået, at Mozart i den periode kan have skrevet hele fem fagotkoncerter – nu hvor han var i gang. Men kun den første af dem overlevede. Den er til gengæld en humørbombe af rang.
Stemningen anslås allerede i den livfulde førstesats, en allegro, hvor de to muntre hovedtemaer giver fagotten rig lejlighed til at brillere, inden Mozart med en stilren afslutning viser, at han allerede i en ung alder var fortrolig med ”den galante stil”, som Haydn og hans ”skole” havde dyrket.
Andensatsen har den ret sjældne betegnelse ”Andante ma adagio”. Den strømmer roligt af sted som en stille flod, og fagotten surfer sikkert hen over vandoverfladen og morer sig i bedste skøjteløberstil med at lave nogle smukke herresving eller ottetaller.
Tredjesatsen er i og for sig en enkelt rondo. Men med Mozarts tilføjelse ”Tempo di menuetto” kommer vi ind til kernen – man er fristet til at sige ”hemmeligheden bag historien om det gode humør”. Satsen skal for alt i verden ikke spilles for hurtigt, tværtimod skal hele udtrykket være muntert slentrende, noget i stil med det smittende glade tema fra Kjeld Abells successkuespil ”Melodien der blev væk” – altså inden melodien faktisk blev væk:
”Ud ad landevej’n, der sku’ man gå
mellem grønne hegn ud i det blå
syngende sin melodi langt ud i det fri.”
På en LP fra plademærket Eurodisc spiller den russiske fagottist Valerij Popow solostemmen i det rette slentrende tempo, og det samme gælder orkesterledsagelsen ved kammerorkestret fra Moskva Konservatorium. Men hele værket er et bevis på, at Mozart var i besiddelse af det, H.C. Andersen senere skulle skrive en uimodståelig historie om: ”Et godt Humeur”. Ja, for ”Alting er nu så viseligt indrettet, at man sagtens kan have et godt Humeur”. Og kniber det, kan man bare lægge ører til Mozarts fagotkoncert.
Og så gør det ikke det mindste, at man på den anden side af den omtalte plade bliver forkælet med to fagotkoncerter af Vivaldi.