Forhenværende provst Knud Andersens erindringsbog ”1937-1957. Knud. Et billede af en svunden tid” er usædvanlig derved, at den forventelige hovedperson for det meste holder sig i baggrunden.
Forfatteren begrænser sig nemlig slet ikke til personlige minder, men beskriver tillige ”ret grundigt det baggrundstæppe af begivenheder i landets og verdens liv, der har hængt bag min tilværelse. Erindringerne bliver således et tidsbillede”.
Knud Andersen tager sig god tid og søger ikke nødvendigvis den direkte vej. For vejen er også målet. Og en del skal nås, inden han på side 41 endelig er parat til at fortælle om sin fødsel i Vordingborg, hvor hans far var kapellan.
Erindringerne – nedfældet i en løs, ”snakkende” og sommetider lidt rodet stil – føres frem til året, hvor Andersen blev student og besluttede sig til at læse teologi på Københavns Universitet. Om de efterfølgende mange år i kirkens tjeneste – de sidste som provst i Frederikssund – fortælles uden tvivl nærmere i den planlagte fortsættelse.
De billeder af tiden, som Knud Andersen giver, er særdeles konkrete. Og med mange detaljer. På det punkt – og kun på det – minder han næsten om Klaus Rifbjerg.
For eksempel når han genoplever et fragment af barndommens præstegård i Førslev på Sydsjælland:
”I kælderen er der et viktualierum og to større rum. I det vestlige er der et dybt hul i gulvet. Det er fyldt med vand. Der står en pumpe, som med en trækarm fører op til køkkenvasken til et håndtag, der kan trækkes frem og tilbage og pumpe vand op. Vandet løber fra brønden i gården ind i vandhullet i kælderen. Det er temmelig uhyggeligt med det mystiske mørke hul.”
Krigens uhygge var der også. Præstegården var åben for modstandsbevægelsen. Og på en af markerne fandt nedkastninger af våben sted.
En ganske anden type erindring fra midten af forrige århundrede får vi med et glimt af en virkelighed, hvor ”forrige tiders respekt om sognepræsten” endnu gjorde sig gældende: En søndag i høsttiden opdagede forfatterens far umiddelbart før gudstjeneste, at der blev arbejdet i marken. Han sendte da bud til forvalteren og bad om at få høsten afbrudt, mens der var tjeneste i kirken. Og det skete.
Skoletiden med dens brutale disciplin skildres uden mindste anstrøg af mildnende nostalgi. Ubehagelige undervisere spiddes nådesløst. For eksempel førstelæreren, der i sine venlige stunder fortalte eleverne om blomster og musik, men i sine mørke var voldelig og tyrannisk. En dreng blev lagt hen over katedret, og så gik det ellers løs med spanskrøret. Et foto af en tysklærer giver stadig forfatteren kuldegysninger og mavesmerter – og alligevel vurderer han den pågældende som en god og effektiv lærer. Fra gymnasietiden huskes ensomheden og frygten for at afsløre sig som dum og uvidende. Man tav hellere i timerne, end man stillede et spørgsmål, som man pinligt manglede svar på. I den atmosfære pådrog forfatteren sig et traume, som han selv i dag – efter 63 år – ikke er sluppet fri af.
Som det bør fremgå af det forudgående, har bogen mange gode enkeltheder – hvortil endvidere hører de mange fotos, der har karakter af små tidsbilleder, der supplerer det store og samlede.
Problemet er helheden. En skarpere redigering burde have fundet sted, en redigering, der kunne have skilt det relevante fra det irrelevante og begrænset forfatterens tilbøjelighed til at brede sig.
I øvrigt undrer jeg mig over en af hans afsluttende bemærkninger, hvor han skriver, at han ikke har fortalt sine erindringer, fordi han tror, at det vil interessere andre. Men – tilføjer han – det har interesseret ham selv. Kan det ene adskilles fra det andet?