Knud Romer lærer at se

Knud Romers anden roman – ”Kort over Paradis” – er respektindgydende ambitiøs, og topniveauet er højt. Men han savner den sande kunstners disciplin

”Jeg lærer at se.” Sådan messer den følsomme danske digter Malte Laurids Brigge i sine optegnelser, der bærer hans navn. De blev udgivet af Knud Romers yndlingsdigter Rainer Maria Rilke i 1910, og det har fået sin egen smertelige sammenhæng, idet Knud Romer er ved at blive blind.

Det, Malte lærte at se, var et forhold mellem den indre følelsesverden og de ydre realiteter, og i Romers ”Kort over Paradis”, der er den svære 2’er, 12 år efter ”Den som blinker er bange for døden”, leges med samme tematik i den skønne begyndelse på Falster:

”Min bevidsthed er et landskab, og det gik op for mig og åbnede sig for mine sanser og gav dem udtryk. De hvide lammeskyer græssede i skyggerne på engen, og jeg stod midt i det og kendte ikke til andet – det var hele min videns og hele min verdens horisont: Falster.”

Man kan lære at se, selv hvis man er ved at blive blind, og selvom man aldrig kommer helt hjem igen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Kort over Paradis” begynder altså i nogen grad, hvor den forrige slap. Men den er mere ambitiøs end debuten. Det er fortællingen om en forfatterspires vej fra sit indre Falsters landskab gennem Urbanplanen og Københavns Universitet Amager og det alkoholikerliv, der følger af et sådant betonhelvede, hvor man ikke kan lære at se. 17 års (!) studier på KUA i litteraturvidenskab, hvor der doceres heftig psykoanalyse og andet ideologisk vraggods.

Derefter går det videre til reklamebranchens nihilisme, hvor man kun ser det ydre, inden det faktisk ender i en midlertidig forløsning, en næsten-hjemkomst til barndommens land i form af den første bogudgivelse og de rigtige omgivelser: ”Du kommer gennem bøgeskoven, og vejen bliver til et hjulspor med stynede piletræer på begge sider og enge og overdrev ud til Bøgestrømmen, der flyder grønt forbi. Sådan har det altid set ud, når jeg lukker øjnene,” og siden efter, den sidste: ”Måske kan vi alligevel komme hjem, selvom vi ikke er andet end skygger (…). Jeg ved det ikke, men jeg bor i det mindste på jorden igen i solen og vinden og regnen.”

Læseren skal lære at se bogens sammenhæng med Romers debut og med uendelige referencer til store digtere. Han kan også lære at se de mange implicitte henvisninger til Dante, Shakespeare og Kafka.

Det bliver ikke mindre ambitiøst af, at Romer har skrevet en parallelfortælling ind, hvor vennen M.’s liv skildres som søn af en CIA-agent i Tyrkiet og Teheran. Knud lider af moderafhængighed og skriver selvbiografi, M. lider af faderfravær, og det bliver til fortælling. Dermed er KUA-årenes psykoanalyse måske ikke så irrelevant alligevel.

Romanens smertefulde naturplateauer og dens hjemkomst-tematik giver den et originalt og ambitiøst præg. Knud Romer har lært at se. Når ”Kort over Paradis” alligevel ikke er et fuldendt mesterværk, skyldes det, at forfatteren ikke har haft selvdisciplinen til at gennemføre forsøgene på sammenhæng i romanen mellem symboler som stynede piletræer, Wien og landkort.

Forfaldsfortællingens lange midterstykke ender for ofte i den vanlige form for anstillet bedrevidenhed, som man vil kende fra hans virke som debattør. Her i en lakonisk betragtning over at gå fra KUA til reklamebranchen: ”Hverken strukturel semantik eller Mahler og Alban Berg bragte mig videre, men alt det andet: pop, modkultur, og velkommen til massemedierne, moden og moderniteten!”. Dette udråbstegn er ikke romanens højdepunkter værdigt.

Romer er selvsagt velkommen til at tale sådan i et ligegyldigt debatprogram, men det er ødelæggende for et stramt bekendelseskunstværk. På samme måder degenererer den Rilke-inspirerede ekspressionisme indimellem til et parodisprog, der står i kontrast til ambitionen.

Om Cannes: ”Vi skal til filmfestival. Det skal være det rene Se og Hør.” Om at fortælle sine forældre om KUA-tiden: ”Det havde været det rene Pompeji.” Om at arbejde som reklamemand: ”Det skulle ikke være perfekt. Det skulle være færdigt.”

Dette er ikke enkeltstående tilfælde, men en graverende tendens for det lange midterstykke, som ikke kun er uskønt, men også bærer på et grundlæggende kunstnerisk problem: Denne bog forholder sig naturligt til Romers debut, men den ukonstruktive karikatur, der antyder, at fortælleren selv ligger inde med noget sandere og skønnere uden at afsløre hvad, gør, at værket endnu er ufuldendt. Romer må skrive en tre’er, hvor han viser, hvad det er, han har lært at se; hvad det er, der skal beskyttes og æres ved Romerrigets grænser, når der ikke tales i udråbstegn. ”Kort over Paradis” antyder, at han har det i sig.