Reklamemanden Knud Romer var efter eget udsagn nået bunden, da han en aften for 12 år siden besluttede sig til at prøve at gå i byen et mere voksent sted.
Han var træt af at stå med et glas fadøl i hånden i Vega med alt for høj musik og alt for unge piger.
Og han landede derfor på en mere sofistikeret københavnsk vinbar, iført lyseblåt nylonjakkesæt og langt, fedtet hår og et fortvivlet forsøg på at finde en kæreste.
Jeg var 42 år og hadede mit liv. Jeg havde drømt om at blive digter og få en familie, men det var ikke blevet til noget. Jeg drak for at glemme og holde mig selv oppe, mens jeg levede af at lave reklamer. Det hadede jeg virkelig. Og jeg var ovenikøbet ved at blive smidt ud af min lejlighed, fordi alle ejendommens skadedyr var landet hos mig. Jeg var færdig og tæt på at afslutte det hele. Og nu sad jeg igen og drak mig væk fra det liv, jeg ikke havde fået. Men den aften blev der åbnet en dør for mig, da Andrea åbnede døren til vinbaren, siger Knud Romer og sender sin redningskvinde, Andrea Rebekka Alsted, et smil i sofaen, mens han holder en dramatisk kunstpause i sin selvudleverende sætningssolo.
LÆS OGSÅ: Både kunst og kærlighed kræver nærvær
En smuk kvinde med en violin over skulderen trådte ind i mit liv, og allerede dér vidste jeg, at du var den, jeg hele tiden havde ledt efter. For mig er klassisk musik det ypperste. Jeg har altid elsket klassisk musik og siddet til Torsdagskoncerterne som ung for at høre denne vidunderlige musik. Og da hun kommer ind, går der ikke mange sekunder, før vi sidder og taler sammen.
Andrea Rebekka Alsted var taget i byen for at få et glas hvidvin med en veninde efter deres koncert på Det Kongelige Teater.
Også hun stod på en skillevej. Hun var netop vendt hjem til Danmark, efter hun havde gået i solistklassen på Konservatoriet i Wien i fire år, og hun vidste ikke, om hun ville blive i København eller tage tilbage til Wien. Men hun faldt hurtigt i snak med manden i det lyseblå nylonjakkesæt. For det viste sig, at han også holdt af både Wien og hvidvin.
Andrea: Det var sjovt, at Knud vidste så utroligt meget om Wien og klassisk musik, og vi talte virkelig godt sammen. Vi nåede også at aftale, at han kunne lave nogle visitkort til vores strygekvartet, når han nu var reklamemand. Men lige pludselig skulle du bare af sted. Og jeg syntes, at det var underligt.
Knud: Ja, men det var, fordi jeg nu havde mødt kvinden i mit liv, og det ville jeg ikke ødelægge ved, at hun skulle se mig alt for fuld. For jeg bliver ofte aggressiv og monologiserende, når jeg er fuld. Sådan skulle du ikke se mig. For da du åbnede døren til vinbaren, åbnede du altså også en dør ind til et andet liv for mig. Endelig havde jeg fundet et menneske, der delte mine interesser, mine følelser og min musikalske dannelse, og som var musiker. Du stod for alt, hvad jeg havde søgt, men næsten havde glemt. Jeg var holdt op med at tage til klassiske koncerter og begyndt at tage til New York og Paris i stedet for at tage til Wien, så i samme øjeblik jeg havde fået dit mobilnummer og mail-adresse, skyndte jeg mig væk for ikke at ødelægge denne spirende kærlighed.
Knud Romer løb bogstavelig talt ned ad Dronningens Tværgade med telefonnummeret i hånden.
Knud: Jeg løb væk fra det elendige liv, jeg havde, for at løbe mit nye liv i møde, siger digteren, som nu begyndte at skrive sammen med den smukke violinist.
Andrea: Vi mailede sammen og i løbet af de mails fandt vi ud af, at vi bare skulle ses. Det begyndte med en lille kort mail fra Knud, som jeg svarede med en megalang mail. For jeg tænkte, at hvis han ikke kunne rumme det, ville jeg slet ikke have noget med ham at gøre..
Knud: Men jeg svarede med en dobbelt så lang mail, og så svarede du igen med en tredobbelt så lang mail.
Andrea: De mails var virkelig vigtige for mig. For jeg var netop nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke gad at gøre mig til på de vigtige områder. Og den lange mail, hvor jeg bare plaprede løs, var på den måde et sats, hvor jeg gav noget af mig selv, men så blev jeg bare så glad, fordi Knud var endnu mere på den måde. Og så mødtes vi og blev faktisk kærester fra den første date.
Knud: Ja, jeg tog med Andrea hjem, og så tog jeg ikke hjem til mig selv igen, før lejligheden skulle pakkes sammen.
Parrets første tur til udlandet førte naturligvis til Wien. Og her viste det sig også hurtigt, at Andrea bogstavelig talt kom til at åbne døre for Knud Romer. For i Wien havde hun mødt en lang række af de mennesker, som han selv opfattede som legender. Hun havde blandt andet boet i den verdensberømte pianist Alfred Brendels ekskones lejlighed, og en aften førte hun endda Knud Romer med til en mildt sagt eksklusiv bar.
Knud: Hvis Wien er den centraleuropæiske dannelseskulturs hovedstad, så var centrummets centrum Broadway Bar, en lille, uanselig bar, hvor klodens største musikere søgte hen, når de havde spillet koncerter. Normalt ville man aldrig kunne komme derind. Men Andrea kendte de rigtige mennesker, så pludselig sad vi derinde i en slags klassisk musiks after dark-hule. Det var som om, at døren til mit hjerte blev åbnet der. I reklamebranchen havde jeg været i verden med hurtige penge, men her var de blivende værdier, som giver livet mening.
Andrea: Alle mine venner i Wien forelskede sig hurtigt i Knud. Han talte også fremragende tysk, fordi hans mor var tysker. Og så vidste han så meget om så mange af de digtere og komponister, som min venner så op til. Det var også inspirerende for mig selv. Jeg kom ret tidligt på konservatoriet og har nok altid søgt efter en kæreste, der var klogere end mig selv. Knud er klog og ved meget om mange ting det er altid spændende at høre, hvad han er optaget af.
Knud: Du var så gammeldags. Du havde for eksempel aldrig været til en popkoncert, før du mødte mig. Og i begyndelsen syntes du også, at de sang falsk. Men i dag laver du jo selv elektronisk musik.
Knud Romer henter en bærbar computer og viser en musikvideo på YouTube, hvor Andrea Rebekka Alsted står i en fægtedragt med gitterhjelm og spiller eksperimenterende elektronisk violin.
Andrea: Jeg havde nu hørt om elektronisk musik før dig, men det er virkelig sjovt at prøve kræfter med også som et sjovt supplement til DRs Symfoniorkester, hvor jeg spiller klassisk musik sammen med 99 virkelig dygtige musikere. Men i vores kvartet er vi mere sære. Vi spiller mærkelig elektrisk musik og klæder os ud, når vi optræder.
Uden Andrea Rebekka Alsted havde Knud Romer heller aldrig fået skrevet sin prisvindende debutroman, Den som blinker er bange for døden. For hun gav ham struktur og en at skrive til, fortæller han:
Jeg skrev den, efter vi havde købt denne lejlighed, så vi i praksis var blevet gift gennem vores realkreditlån. Og når du gik på arbejde, forventede du, at jeg havde skrevet mindst en side, når du kom hjem. Det gav mig en rutine at arbejde i, siger Knud Romer, der siden også har skrevet flere tekster, som komponisten Bent Sørensen har sat musik til.
Og den forbindelse er også Andrea Rebekka Alsteds fortjeneste.
Knud: Musik er den største og mest udødelige kunstgenre. Og det var virkelig en drøm for mig at skrive tekster til musik. Det er større end nogen roman eller noget filmmanuskript, man kan skrive, synes jeg. Og selvom vi sommetider kan skændes, må jeg sige, at Andrea først og fremmest har tilføjet alvor og andagt til mit liv. Den får jeg i særdeleshed gennem musikken. Den er en slags bøn for mig.
Andrea: Sådan har jeg det også. Musikken åbner et refleksionsrum, hvor der også er plads til det religiøse.
Knud: Ja, men din far er jo også menighedsrådsformand, siger han og slår en latter op, inden han tilføjer:
Helt seriøst ved jeg ikke, hvor jeg var i dag, hvis jeg ikke havde fået tilført mit liv alvor gennem dig. I begyndelsen kunne jeg også drille dig med at spørge, om du ud af din enorme pladesamling med klassisk musik kunne finde ét smilende ansigt på pladecoverne. For alvor udtrykker jo også ofte dybde, men der findes jo flere slags følelser. Og i vores forhold er der plads til dem alle sammen.
De to kan være som hund og kat, men de kan ikke undvære hinanden. Og selv når Knud Romer sommetider tager væk til parrets sommerhus i Præstø for at skrive på afstand af de hyppige skænderier, kan de ikke lade være med ringe sammen hele tiden, fortæller Andrea Rebekka Alsted:
Vores venner griner ad os. For selv i telefonen kan vi råbe ad hinanden, men vi kommer alligevel lynhurtigt til at savne hinanden, og så ringer en af os op igen, så vi kan skændes videre, siger hun med en lys latter, som Knud Romer benytter til at overtage ordet.
Jeg sammenligner nogle gange vores forhold med mødet mellem Skagerrak og Kattegat på grenen i Skagen. Det er to have, der normalt ikke møder modstand fra andet end strandene på hver sin side af Jylland. De er vant til at være sig selv. Men her tørner de sammen i skum, liv og kaos. Det er os. Vi er fuldstændig forskellige og fuldstændig uadskillelige på samme tid.
Ja, vi er forskellige, siger Andrea Rebekka Alsted nikkende:
Knud er et rodehoved og synes, jeg skælder ham ud, hvis jeg beder ham om at gå ned med skrald. Jeg forsøger at skabe mere orden. Mit job som violinist kræver også struktur, fordi det handler om at øve de samme ting igen og igen. Du er mere rastløs og skal helst orientere dig i nye ting hele tiden. Det er noget af det, jeg elsker ved dig. For din umættelige nysgerrighed er inspirerende. Men det kan også give ret vilde konflikter, og vi har da prøvet at skændes så meget, at overboerne er kommet ned for at høre, om alt var, som det skulle være. Men alligevel er der altså en tiltrækning mellem os. Det bedste, jeg kan sige, er, at jeg aldrig keder mig sammen med Knud, og nu har vi ovenikøbet også to piger sammen siger Andrea Rebekka Alsted, inden hun lidt efter tager parrets kat op for at give den et kærligt kram til ære for fotografen.
Det er typisk, at katten får mere kærlighed end mig, knurrer Knud Romer, mens den smukke violinist fortsat stryger katten med hårene.