I 2015 debuterede Morten Pape med romanen ”Planen”, der fik Bogforums Debutantpris og dertil masser af salg og omtale. Jeg har desværre ikke læst ”Planen”, der var selvbiografisk funderet i Papes egen opvækst i Urbanplanen på Amager, men jeg har hørt meget godt om den, også fra mig nærtstående læsere.
Pape kommer nu med sin anden roman ”Guds bedste børn”, som angiveligt er en fiktiv fortælling, men tydeligt inspireret af et drab på Amager i 2008, hvor en 16 årig dansk-tyrkisk dreng under sit arbejde som avisbud helt ud af det blå blev slået ihjel med et baseballbat af en blot 15-årig dansk dreng, der steg ud af en bil.
Vi følger i ”Guds bedste børn” den myrdede, der i romanen hedder Zeki og hans ven Jamil i tiden og timerne op til drabet, og senere følger vi også drabsmanden Mickey og ikke mindst hans fætter Simon, der også var til stede i det fatale øjeblik. ”Guds bedste børn” fortæller ikke en kronologisk sammenhængende historie; den hopper frem og tilbage i tid – før drabet, efter drabet, endnu længere efter drabet – og i sin synsvinkel springer den især mellem Simon og Jamil, de to nære vidner til drabet, men vi er i en periode også på skulderen af og i visse passager inde i hovedet på Mickey, hvor han fortæller i sit eget sprog. Den ophakkede fortælleform giver et afvekslende og tempofyldt indtryk, og det er nok meget godt i en roman på hele 440 sider.
Pape er uddannet manuskriptforfatter fra en filmskole, og han skriver uden de store dikkedarer, i en gennemsigtig reportageagtig stil, fortalt i præsens som det er blevet almindeligt hos mange forfattere nu om dage.
Der er meget få af de klichéer, der kan få det til at hvine i tandhalsene på de meget finlitterære anmeldere, men der er til gengæld heller ikke mange steder, hvor en original eller prægnant formulering får læseren til at løfte sig lidt i stolen.
Det er den type roman, hvor indholdet, fortællingen, skal levere varen. Og det kan den også et stykke ad vejen.
Historien er både meget medrivende og meget grum. Vi er på bunden af samfundet i kvarteret omkring Holmbladsgade på Amager, både blandt indvandrere og etniske danskere med racistiske tilbøjeligheder. Der er masser af vold og håbløshed på siderne, og de spredte kommunale indsatser for at afhjælpe problemerne fremstår afmægtige.
Det er et fint symmetrisk greb af Pape at lægge så meget vægt på de to nære vidner, der hver for sig kæmper med chok og skyldfølelse, både over det de har bevidnet og over at de undlod at gøre noget. Kunne Simon have forhindret det meningsløse drab? Kunne Jamil have beskyttet sin kammerat? Det hele gik så hurtigt. De strider begge for at komme tilbage til livet og finde fodfæste, og de må begge udholde vrede og trusler på livet fra deres respektive bander eller miljøer.
Romanen fremstår især stærk og bevægende i de stræk, hvor Pape lader sine personer få fat i fligen af et håb.
Måske kan det lykkes for dem, imod alle odds.
Måske kan de lægge sten på sten og få bygget en form for tilværelse op. Som da Simon falder over en ordbog i fængslet og begynder at uddanne sig selv.
Eller da Jamil får et job i Netto, bliver ven med sine nye kolleger og også får et glimt af en pige fra skolen, som han måske er forelsket i. Eller da Mickey bliver inviteret hjem til juleaften af sin idealistiske sagsbehandler og ”fraværskonsulent” Lisa.
Morten Pape er selv en mønsterbryder, og derfor er det måske ikke så sært, at man kan mærke en særlig energi udgå fra de små ansatser til gode og opbyggelige historier i hans materiale. Men det er tydeligvis ikke dem, han har sat sig for at fortælle i denne ombæring. Man kan selvfølgelig ikke bede en forfatter om at lave et skønmaleri, men jeg synes, at ”Guds bedste børn” bliver for éndimensionel og demonstrativ i sin udmaling af håbløsheden i personernes liv. Under læsningen kom jeg til at tænke på K. E. Løgstrups gamle udsagn om at børnelitteratur ikke må tage håbet fra børnene. Vel er ”Guds bedste børn” ikke for børn, men et litterært værk kan ikke leve uden åndehuller, stilhed i stormen, indre modstand og håb der bliver bygget op og får lov at have et liv, før de bliver slået til jorden.