Knut Hamsuns lille ”Victoria” (1898) har altid suset af skønhed i poppeltræerne, som boede alle dens læsere i et Monet-maleris evige øjeblik.
Denne lille roman, en fejring af den uopnåelige kærlighed, flyder næsten over af lavmælt skønhed. Et prædikat, man ellers ikke ville tilskrive manden Hamsun.
Møllerens søn Johannes vokser op og bliver en stor forfatter, men får aldrig store armbevægelser, for i virkeligheden vil han bare gerne elske den lokale godsejers datter, Victoria. Efter at Johannes har været sendt væk fra møllen for at lære, læse og få dun på overlæben, kommer han tilbage og møder hende igen. Det var i dage, der ”kom og gik, milde kære dage, forunderlige stunder i enrum med bløde erindringer fra barndomsårene, en kalden tilbage til jorden og himlen, til luften of fjeldet”. Det bliver ikke ret meget mere lyrisk vellykket i Hamsuns forfatterskab end her – og dét er en litterær dom til hans fordel.
”Victoria” er fortællingen om denne roligt-ulykkelige kærlighed mellem to mennesker, og den er hele vejen holdt i farvebilleder af udflydende tid og sted. På lidt over 100 sider fortælles en klassisk historie om et kærlighedsforhold, der vendes om. Victoria kan ikke tage møllersønnen, for hun skal redde godset gennem et giftermål.
Efterhånden som tilværelsens almindelige tragedier rammer Victoria, bliver det hende, der vil have Johannes, men han er for rolig. Han har affundet sig med, at alt, han skriver, alt, der gør ham i stand til at indfange poplernes skønhed, er den elskende afstand til hende: ”Hun skulle bare vide at det var til hende og ingen anden han havde skrevet digte, alle sammen, selv det til natten, selv det til moseånden. Hun ville aldrig få det at vide.” Men måske skyldtes det, at hun allerede vidste det.
Da hun en dag beærer møllen med et besøg, fortæller Johannes’ gamle forældre hende, at han stadig ikke har været hjemme siden ”i fjor forår. Det siges Johannes er i fremmede lande.” Victoria svarer: ”Ja i fremmede lande. Han har det godt. Han skriver selv i en bog at han er i de små sorgers dage. Så har han det vel godt.”
Det kan man sige, for Johannes bliver en stor digter på denne afstand til sin elskede, og han kultiverer evnen til at elske Camilla i stedet, som han engang har reddet fra druknedøden. Victoria, derimod, mister sin fornuftsægteskabelige partner, da han dør i en vådeskudsulykke: ”Han blev skudt, hele hans hoved blev revet i stykker,” kan hun informere Johannes om.
Kærligheden er ”intet andet end en vind som suser i roserne og derpå stilner af. Men ofte er den også som et ubrydeligt segl der varer for livet, varer til døden. Gud har skabt den så forskelligt og set den vare ved eller forgå.” Sådan tænker fortællerstemmen, og det er aldeles sigende for Hamsuns lille rose af en bog. Den er nok lavmælt og måske endda trist, men ikke kynisk. Da Camilla bemærker, at hendes forfatter har så røde øjne, forklarer han, at det ikke skyldes gråd: ”Jeg har stirret ind i mine eventyr, og der er så meget sol.”
Som man måske fornemmer, hører ”Victoria” til slutningen af den periode i Hamsuns forfatterskab, der ofte kaldes nyromantisk, og den lyriske stil og nærmest fejrende sorg kan aldrig blive en irrelevant udgivelse. Alligevel forekommer den forkert. Gyldendal tager 200 kroner for en minibog i dårligt materiale. Romanen er fordansket af Ida Jessen, fordi de norske arvinger kræver, at man udgiver efter den norske udgave fra Hamsuns samlede værker, udgivet i 2007. Det er nænsomt gjort af Jessen, men det er svært at se motivationen for denne udgave.
Bogen kan fås i adskillige udgaver antikvarisk og er flere gange udgivet på danske forlag efter originaludgaven, hvori selv den mest digitaliserede gymnasieelev næppe ville opdage forskellen fra periodens danske romaner. Når bagsideteksten samtidig antyder, at der her er tale om en slags victoriansk sædeskildring, og man ikke har villet ofre et forord på at forklare læseren hvorfor, synes noget at skurre i begrundelse og betimelighed. Det står i grel modsætning til den mere luksuriøse og gennemargumenterede udgave af ”Sult” ved Kim Leine fra 2013 på samme forlag.
Alle disse ting har dog noget at gøre med forlæggergerningen, ikke forfatteren, og Hamsun er lykkeligvis stærkere end disse pedantiske indvendinger.