I lange tider var han muligvis stået veltilpas op:
”Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde noget at glæde mig til i dag.”
I værket ”Sult” (1890) har den navnløse jegfortæller en vis tilbøjelighed til at drille sig selv og sin læser: Plejede han at stå op og tænke på mulige fornøjelser, fordi han ofte havde haft noget at glæde sig til? Eller fordi han hele sit unge liv havde savnet netop det?
Fra dette livshungrende udgangspunkt gnaver sulten den lurvede flanørs gamle vane bort. Han vanskabes fysisk og psykisk af mangel på føde: sutter på sin tommelfinger og ”med mørke Miner” på sin egen lommelap. Han vil ”dø staaende” i Kristiania (i dag Oslo), fordi han ikke har noget sted at lægge sig.
Norske Knut Hamsun (1859-1952) blev allerede i 1888 en litterær sensation, da han anonymt udgav et stykke af den kommende bog i det danske tidsskrift Ny Jord. I juni 1890 lå værket ”Sult” klar hos den københavnske forlægger P.G. Philipsen: en længere fortælling om en vandrer i Kristianias gader, der med flossede nerver søger noget at spise. Hovedpersonen forsøger at overleve som journalist og forfatter in spe i en storby, der leverer konstante udfald mod sanseapparat og sjæleliv, mens den nægter at facilitere en mådeholden bohemeeksistens.
Siden udgivelsen har bogen virket som et sensationelt nybrud i prosagenren med sit plotløse udtryk af opkogt febrilskhed i sært præcis prosaform. I samtiden kunne nogle slet ikke se, hvorfor det overhovedet skulle være en roman, mens andre anbefalede forfatteren at lade sig indrullere som ligbærer på tidens litterære sindssygehospital.
Dette vilde værk er igen aktuelt i dansk sammenhæng takket være det frydelige samarbejde mellem Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, der længe har udgivet fornemme tekstkritiske udgaver af danske klassikere, til en pris der ikke behøver lade én sulte.
Denne gang har man taget det rigtige valg at fremstille en udgave af ”Sult”, de færreste kender. Mange vil have læst værket i Kim Leines fordanskning fra 2013 (også Gyldendal). En sådan oversættelse var nødvendig, fordi man udgav bogen efter Hamsuns mange egne ”fornorskninger” af sproget frem til 1934, men tidligere udgaver i Danmark har fejlagtigt anvendt den (lidt) roligere andenudgave fra 1899. Denne førsteudgave af ”Sult” fra 1890 er indlysende dansk og giver det mest bizarre indtryk af udmagret desperation og af Hamsuns uspolerede dialog og syntaks. Samtidig serverer litteraterne Peer E. Sørensen og Jesper Gehlert Nielsen et af denne klassikerseries vanlige (men usamtidige) efterskrifter, hvor tør indføring og møre metaforer naturligt nærer hinanden. Det er også herfra, de underholdende, ovenstående reaktioner på romanen kan findes.
Hamsun skrev selv, at ”Sult” slet ikke var en roman, men ”en Bog, hvori jeg har forfulgt en ømtaalelig Menneskesjæl, hvis uendelige Bevægelighed har interesseret mig”. Hamsun havde tydeligvis talent som kritiker, idet "bevægelighed" både kan henvise til hovedpersonens nervøse omflakkeri og til hans påvirkelige sind.
Hovedpersonen sysler med diverse litterære projekter; blandt andet en traktat om fremtidens forbrydelser og en allegori over en ildebrand i en boghandel. I et ikonisk billede vil det imidlertid ikke rigtig blive til noget med skrivningen, fordi man er så urolig, at man ikke tåler sine egne udåndinger: ”Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Haar i stor Mængde, Hovedpinen var ogsaa meget plagsom, især om Morgenen, og Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke taalte mit eget Aandedrag imod dem.”
Bogens mere skandaløse optrin opstår, fordi hovedpersonen konstant kæmper for at fastholde sin egen principielle værdighed. Hver eneste gang han forsøger at pantsætte sine briller eller frakkeknapper, giver han indtryk af, at det blot var et spontant og ligegyldigt indfald.
Han søger anerkendelse hos betjente, bagerjomfruer, blinde mennesker og et damebekendtskab ved navn Ylajali, men også de stikkes løgne og overfuses. Han forsøger desperat at foregive personlig myndighed, men det ender som muzak ud over tilværelsens allerede udprægede disharmoni. Og som exceptionel og stærkt underholdende prosa.
Denne længsel efter respekt er også grunden til, at vandreren vil dø stående. Ikke blot fordi han ikke har noget sted at lægge sig, men også fordi man ikke agter sig selv ved at falde om på gaden. I efterskriftet beskrives vandrerens opførsel æggende som et ”brunstbrøl på Karl Johan”. Man kunne tilføje: og et nervøst skrig om værdighed.
Knut Hamsun: Sult. 328 sider. 200 kroner. Gyldendal og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.