København! du er alt, hvad der drager mit Sind,
jeg er din både ude og inde.
Du har alt, hvad der ærgrer mig ud af mit Skind,
derfor er du min Sjæls Elskerinde.
Sådan skrev forfatter og journalist Carl Arctander i ”Visen om København” i 1907 og opfordrede resten af landet til at bakke op om byen, så den kunne blive en sand storstad. Vi var så få i Danmark, så mere end én hovedstad kunne det ikke blive til.
Selvom den tanke er over 100 år gammel, så holder den stadigvæk, og den er måske lige irriterende at høre på for folk i provinsen som dengang. Der er stadigvæk langt fra Hirtshals til København. Og dog er der er ingen grund til at lægge en stor mental barriere oveni, og blive ved med at tænke en uoverstigelig modsætning mellem os og dem. De fleste af os københavnere lever ikke på bonede gulve.
Der er da også rigeligt med indre spændinger i København. Der er befolkningsgrupper, der aldrig taler sammen. Der er det dyre reservat i Hellerup og de fattige ghettoer i Nordvestkvarteret. Den mentale og økonomiske forskel her er sandsynligvis større end forskellen mellem Hirtshals og storbyen København.
Der er meget skidt og mindre godt at sige om København, der i de seneste 30 år har haft gevaldigt og ukontrolleret vokseværk. Helt nye bydele er kommet til, og der har været en stor befolkningstilvækst. Byen forandrer sig hele tiden, og den by, man elskede engang, findes næppe længere. Den er forandret, og man selv er forandret.
Der var engang, hvor jeg var ung, og hvor fredag aften var det bedste. Byen dirrede af forventning og feststemning, som jeg selv var en del af. Københavns indre by var endnu ikke overrendt af turister, og folk fra forstæderne fyldte ikke op i Nyhavn. Noget af det bedste var at gå hjemad en sen nattetime og gøre holdt i Sværtegade og se, hvordan Berlingske Tidendes trykkeri havde gang i morgendagens avis. Gennem de store vinduer ud mod gaden kunne man se valserne snurre og de enorme papirruller blive forvandlet til nyheder.
Senere har jeg lært at sætte pris på hverdagens by. Især morgenerne, hvor butikker endnu ikke er åbnet, og der er få mennesker på gaderne. Jeg kan lide den stemning, hvor varevognene kommer og læsser af til butikkerne på Strøget, og håndværkerne så småt tager fat. En årrække gik jeg hver mandag morgen op til Berlingske Tidende og afleverede mine anmeldelser og klummer. Jeg gik over Kongens Nytorv, hvor biltrafikken endnu var spredt, og ind på Strøget, hvor jeg kunne høre mine egne skridt. På redaktionen var der ofte ingen, der var mødt endnu, så avisen var også som en slumrende kæmpe. Men allerede på vej hjem igen var trafikken taget til, og folk hastede afsted på arbejde.
København skal tages på sengen. Endnu søvndrukken. Endnu lad efter en hektisk aften og nat. Sådan kan jeg bedst lide byen nu. Ellers skal det være i skumringstiden, hvor solen kaster sine sidste stråler ud over havnen, og alt i nogle få øjeblikke bliver forunderligt stille, lige før det hele går i gang igen. Lysene tændes, og forestillingen fortsætter.
København er en by i forvandling. Engang kunne man synge muntre sange om våren, der går gennem Nyhavn, og man kunne rappe om, hvor fedt det var at bo på Christianshavn. Det går ikke rigtig mere. Stederne har mistet deres fortryllelse, i og med at det velhavende borgerskab helt har overtaget bydelene. Men så har andre steder taget over. Nu er der gang i den i Nordvest. Og noget så mærkeligt som Amager Forbrænding har fået sin helt egen poesi gennem Carl Emil Petersen sang om stedet.
Aldrig har det lydt så forbandet højt
Støjen fra mit hjerte er knap begyndt
Kom, la' mig vise dig Amager Forbrænding
En tåget nat
Hvem havde troet, at man engang skulle tage sin elskede med ud til Amager Forbrænding? Men sådan er det: Byen forandrer sig, både ude og inde. Hvis ikke man kan knuselske København som sin sjæls elskerinde, så kan man vel nok respektere byen for dét, den trods alt er: vores eneste rigtige storby og vores hovedstad. Det skylder man byen og ikke mindst de almindelige københavnere.
Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af litteratureksperterne Kathrine Amann og Lars Handesten og bringes hver lørdag.