Københavns biskop tager fejl: Folk har ikke brug for mere poetisk sprog i kirken

Kulturfolk søger i stærkt stigende grad over mod det kristne, men folkekirkens svar skal angiveligt være at give dem mere poesi og kunst. Hvilket mærkværdigt ræsonnement

Kulturfolk har ikke brug for "poetisk sprog", som Københavns biskop mener. De har brug for oplysning, pointerer Anders Thyrring Andersen. - Foto: Johanne Teglgaard Olsen.
Kulturfolk har ikke brug for "poetisk sprog", som Københavns biskop mener. De har brug for oplysning, pointerer Anders Thyrring Andersen. - Foto: Johanne Teglgaard Olsen.

I denne tid, hvor der ikke er mangel på dystre perspektiver, har der været en lang række af positive historier, hvad kristendom og folkekirke angår. Langt flere, end man hidtil har regnet med, går til gudstjeneste. Et stigende antal voksne melder sig ind i folkekirken. Hver femte dansker er i kontakt med folkekirken i løbet af en måned. Et flertal af danskerne mener, at kristendommen er vigtig for dansk kultur. Kristendommen har fået større fascinationskraft. Aktører i kulturlivet står nærmest i kø for at fortælle om, hvad kristendommen betyder for dem.

Men samtidig er det tydeligt, at den religiøse længsel og store interesse for kristendom har en følgesvend, nemlig en temmelig udbredt uvidenhed. Hvormed der ikke kun sigtes til det uvante i forhold til troslivets rituelle former, som for eksempel hvordan en folkekirkelig gudstjeneste foregår, men også i henseende til, hvad kristendom egentlig er for noget. En uvidenhed, som er et naturligt resultat af mange årtiers sekularisering og en kristendomsfjendtlig tidsånd.

Man kunne forestille sig, at folkekirken ville reagere på denne nye situation med et lettelsens suk, hurtigt efterfulgt af en energisk smøgen ærmerne op: O.k., nu er der omsider igen interesse for kristendommen, så er opgaven ikke mindst at oplyse løs om, hvad det hele dybere set drejer sig om. Men sådan forholder det sig i bemærkelsesværdigt mange tilfælde ikke. En karakteristisk holdning var reaktionen fra biskoppen i København, da denne avis for nylig bad om en kommentar til situationen: ”Så interessen er der. Men jeg tror stadig, der er mange nysgerrige og søgende, som lige nu går vores døre forbi, men som sagtens kan rummes i folkekirken. Det kræver bare, at de bliver mødt med et sprog, der er præget mere af det poetiske og kunstneriske, end det er tilfældet lige nu.”

Tværtimod må en nærliggende forklaring på den nye situation være, at en stadig større del af befolkningen oplever en længsel efter noget andet og måske dybere, end det poetiske og kunstneriske sprog, der har været dominerende i en længere periode, åbenbart har været i stand til at levere. Kulturfolk søger i stærkt stigende grad over mod det kristne, men folkekirkens svar skal angiveligt være at give dem mere poesi og kunst. Hvilket mærkværdigt ræsonnement!

I stedet kunne man gå den modsatte vej og forsøge at give det, mange tydeligvis efterspørger, nemlig oplysning. Eftersom det på søndag er Mariæ bebudelsesdag, kunne man tage jomfrufødslen som eksempel.

På en helt almindelig dag får et tilsyneladende helt almindeligt menneske at vide, at hun skal føde Guds søn. Bebudelsen er både det mest ophøjede, nemlig det guddommeliges pludselige ankomst ind i vores jordeliv, og så det mest hverdagslige, at det guddommelige ikke kom til os som en konge, men som et fattigt barn. Gud var ikke mere noget fjernt og utilgængeligt, men gik rundt i kød og blod midt iblandt os.

Men jomfrufødsel? I årtier har alle moderne, oplyste moderne mennesker slået en rå latter op, for det er da kun de kristne tosser, der kan tro på sådan en ammestuehistorie. Hvilket desværre også får en del af det folkekirkelige miljø til at afvise jomfrufødslen, for det er ikke rart at være én, de andre griner ad. Men jomfrufødslen rummer en dyb pointe, der udtrykker noget helt centralt i kristendommen: At vi mennesker ikke kan det hele selv, men får frelsen skænket. Vi udvirker ikke, vi bliver givet.

Så i stedet for at spotte eller harcelere over jomfrufødslen som en ammestuehistorie kunne man tage den som endnu et udtryk for Guds nåde og almagt, der overgår rækkevidden af vores biologi og forstand. En ganske anden tilgang til jomfrufødsel end den moderne afvisning, som bare har kunnet se overtro og seksualforskrækkelse. Tværtimod drejer jomfrufødsel og kristendom sig om at få skænket livet i såvel dets fysiske som dets åndelige perspektiv.

I klummen ”Relief” sætter sognepræst og litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen kritiske spørgsmålstegn ved de dominerende opfattelser i tidens kultur- og samfundsdebat.