Et socialdemokratisk drømmesyn mødte det unge publikum ved fredagens åbning af den ambitiøse københavnske musikfestival Gong Tomorrow, der traditionelt set har præsenteret et sammenfiltret udpluk af nyere kompositionsmusik, lydkunst og ”eksperimenterende musik”.
Forrige år fik festivalen imidlertid ny frontfigur i form af den tidligere Jazzhouse-leder Bjarke Svendsen, der er kendt for sin villighed til at bryde med institutionel vanetænkning. Og det kan i allerhøjeste grad ses på Gong Tomorrows aktuelle profil.
Årets udgave vil således gøre op med ”myten om det ensomme geni på studerekammeret” og ”vende blikket mod de formende miljøer”. Små kollektiver af ildsjæle er derfor blevet inviteret til at kuratere koncerterne, og det betyder i praksis, at der er mere alternativ rock, kunstpop og elektronisk musik end gængs kompositionsmusik på programmet.
Nogle vil mene, at der er tale om et knæfald for hipsterkulturen. Andre vil påpege, at man på denne måde skaber en platform for kunstnere, der ikke passer ind i de institutionaliserede miljøer, men alligevel taler til et relativt stort og nysgerrigt publikum. Et publikum, vil man tilføje, som måske også kunne finde interesse for den ellers lidt marginaliserede, men kunstnerisk potente kompositionsmusik.
Da fire amatørbigbands fra Herning, Ribe, Svendborg og Farum tordnede festivalen i gang fredag aften i den højloftede kunsthangar Copenhagen Contemporary, var potentielle publikumsstrategier dog det sidste, man tænkte på.
I løbet af fem satser – jordnært navngivet ”Hittet”, ”Marchen”, ”Slaget”, ”Bluesen” og ”Tågen” – leverede muren af messingblæsere en opbyggelig fortælling om iørefaldende jazzmotiver, der blev destabiliseret til uigenkendelighed, da de fire bands begyndte at bekrige hinanden, inden en tyfon af en klaversolo og derefter en stille boblende klarinetstemme fik manet til samling og fred.
Bag satserne, der tilsammen bar værktitlen ”Danevirke”, stod de unge jazzkomponister Jeppe Zeeberg og Lars Greve, der selv var solister i det groft optegnede, men medrivende epos.
Især Zeebergs velkendte øre for at blande populært materiale med nådesløs destruktion kendetegnede værket, der dog med sit møde mellem musikskole-amatører i alle aldre og to professionelle solister først og fremmest vil stå som et håndfast bud på, hvordan socialdemokratisk kulturpolitik kan tage sig ud i praksis.
Den nuværende regering har nemlig ambitioner om at opprioritere befolkningens praktiske musikudøvelse, og ”Danevirke” er et slående eksempel på, at dette ikke nødvendigvis står i kontrast til ambitiøse kunstneriske visioner.
Et værk, der så tydeligt arbejder med autoritetskritik, taber ikke i værdi, blot fordi musikerne rammer lidt ved siden af eller udviser volumenmæssig ustabilitet. Tværtimod bliver amatørismen en forstærkning af det æstetiske indhold.
Selvom Gong Tomorrow i år samlet set fokuserer mere på musikalske økosystemer end komponister og traditionelle værkbegreber, fortsatte åbningsaftenen – den eneste koncert, festivalen selv har lagt programmet for – med et besøg af den raffinerede franske strygekvartet Quatuor Diotima.
Med sig bragte de et knivskarpt program med værker af italienske Clara Iannotta, amerikanske Andrew Norman og engelske Rebecca Saunders.
Her blev de fire bigbands’ grove træk spejlet i de fire musikeres forfinede nuancer, hvor melodisk materiale vandrede årvågent og præcist mellem instrumenterne.
Fra de forførende stødlyde, gnidninger og metalliske frekvenser i Iannottas ”Dead Wasps in the Jam-Jar” til de dansende og pludseligt opstandsende mønstre i Normans ”Peculiar Strokes” samt Saunders’ bisværmesummende, egetræstunge ”Unbreathed”, der næsten havde karakter af et orkesterværk for strygekvartet.
Således åbnede en festival med en ny, genreåben profil med, at et talstærkt og fortrinsvis ungt publikum sad på gulvet og lyttede til tre af tidens mest ambitiøse komponister. Det er der masser af perspektiv i – musikalsk, socialt og politisk.