Prøv avisen

Voldsom strid har splittet Ringkøbing: Købstadens historie står for fald

Det er denne 115 år gamle bygning, der har sat sindene i kog i Ringkøbing. Kommunen har solgt bygningen, der blev opført som borger- og realskole, til menighedsrådet ved Ringkøbing Kirke, som har besluttet at rive den ned til fordel for opførelsen af et nyt menighedshus. Det er at ødelægge en del af byens sjæl, mener borgerinitiativet Bevar Ringkøbing Bymidte. De har klaget til Ribe Stift, der i dag eller en af de nærmeste dage er klar med en afgørelse. Foto: Petra Theibel Jacobsen

I Ringkøbing raser en voldsom strid, der har splittet byen. Udadtil handler den om ja eller nej til nedrivning af en gammel, forsømt skolebygning. Men indadtil handler striden om meget mere end et hus

Lars Roesen er en pæn mand. Han er medlem af Det Konservative Folkeparti, underviser i historie og er inspektor på byens gymnasium. Men på det seneste har han også været med i borgerinitiativet Bevar Ringkøbing Bymidte - og aktivist. Han er en af dem, der har tænkt sig at stille sig op foran bulldozerne, hvis eller når de kommer for at smadre den gamle musikskole på Kirkepladsen.

”Jeg er bestemt ikke en bz-type, og jeg skal også nok flytte mig pænt, hvis politiet kommer. Men det er vigtigt, at vi siger fra over for den her nedrivning. Det er ikke det første historiske hus, der nu bare bliver fjernet. For to år siden blev Ringkøbing Gamle Skole pludselig revet ned, uden at vi vidste det. Der er siden blevet bygget en Aldi-butik. Nu må det stoppe, for det er jo helheden, det handler om. Ringkøbing har et aktiv i sine historiske, gamle bygninger - de er byens sjæl. Men det er, som om vi er i lommen på historieløse funktionalister, der er i gang med at ødelægge Danmark.”

Det er menighedsrådet ved Ringkøbing Kirke, der har købt den gamle musikskole, der ligger lige ved siden af kirken, og som tidligere udgjorde byens borger- og realskole. Købet var betinget af, at Ringkøbing-Skjern Kommune gav tilladelse til, at den tomme og forfaldne bygning kunne rives ned, så menighedsrådet kunne bygge et nyt sogne- og kirkehus.

Den tilladelse fik de i december 2013.

Siden er debatsiderne i den lokale avis blevet til en regulær kampzone mellem modstandere og fortalere for nedrivningen. I byen, der i en undersøgelse fra Cambridge Institute i 2007 blev kåret som Europas lykkeligste by, har der været protester i form af fakkeltog med deltagelse af omkring 400 mennesker. Og der er indsendt forslag om renovering og alternative placeringer af et nyt sogne- og menighedshus. Fronterne er trukket skarpt op, og sagen har skabt splid og kulde. Mellem borgerne i byen - og helt ind i enkelte familier.

Iver Enevoldsen er Venstremand. Han bor i Hvide Sande, men kører hver dag til Ringkøbing, hvor kommunens rådhus hører til - med panoramaudsigt til Ringkøbing Fjord. Det er nu hans anden periode som borgmester for Ringkøbing-Skjern Kommune, der består af fem større byer: Skjern, Videbæk, Hvide Sande, Tarm - og Ringkøbing.

”Jeg mener, det er at gå over gevind i argumentationen, når man siger, at vi ødelægger sjælen i Ringkøbing by. Vi har så mange velbevarede bygninger, og vi er også nødt til at acceptere, at der er nogle af dem, der er så forfaldne, at de bør rives ned, og så får vi i stedet noget nyt og pænt i området. Der er så meget af det, at der fint kan rives noget ned her og der, uden at det ødelægger helheden. Og den opfattelse er der mange andre i Ringkøbing, der deler med mig, kan jeg konstatere.”

Umiddelbart er alle da også enige om, at menighedsrådet har en vigtig opgave med at finde nye lokaler til byens kirke- og menighedsliv. I dag sidder organisten, kordegnen og de øvrige ansatte på et meget lille loftslokale oven på en spillehal. Med masser af høns og katte i baggården, der skal passeres, før man når hen til trappen op til kirkekontoret.

”Der er ingen i byen, der underkender vores behov for at få bedre lokaler. Det har været et ønske gennem 20 år og nok dén største opgave, det her menighedsråd fik, da vi tiltrådte i 2012. Så det kom bag på mig, at der blev så meget utilfredshed fra dele af byens borgere. Vi er for det første valgt ved en demokratisk proces til at løfte den opgave, og vi har for det andet købt bygningen under forudsætning af, at vi måtte rive den ned ,” siger Poul Ager-gaard, der er formand for menighedsrådet.

Det var læge Birte Pedersen, der i et læserbrev som den første råbte op over for planerne om at fjerne byens gamle musikskole. Hun appellerede til menighedsrådet, kommunalbestyrelsen og borgerne i Ringkøbing om at forhindre nedrivningen. Og det var også hende, der holdt tale ved efterårets fakkeltog gennem byen. Her sagde hun blandt andet:

”Vi vil ikke længere forholde os tavse, når Ringkøbings gamle bymidte forsvinder, hus for hus. Når den historiske og kulturelle arv, som vi nu, mere end nogensinde, er afhængige af, forsvinder for øjnene af os. For hånden på hjertet - hvad ville Ringkøbing være uden sin gamle, velholdte bymidte? Hvad skulle vi selv glædes over og være stolte af? Hvad skulle turisterne - som er de handlendes - byens - vores alle sammens fremtidige levevej, komme her efter?”.

Hun har siden været på Lokalhistorisk Arkiv i Viborg for at finde de originale tegninger af byens skolebygning, der kunne tages i brug i september 1900, hvor den lokale avis skrev:

”Hvad det ydre angaar, da har Folk længe været enige om, at den ny Skolebygning er Byens smukkeste og mest stilfulde Bygning.”

”De mennesker, der vil rive det hus ned, kan slet ikke se, hvad huset har været, og hvad det har betydet for byens historie. Bygningen er symbolet på en tid, hvor fremsynede lokale politikere investerede i at skabe smukke rammer for byen, og sørgede for at børn kom i skole i stedet for at gå på arbejde. Os, der har boet her i mange år, vi har en anden indgang til de bygninger. For os repræsenterer de en værdi i form af historie og æstetik. Og de er med til at fortælle historien om det Ringkøbing, vi gerne vil bevare. En by med en stolt selvopfattelse, der har fået rigtig mange slag i de senere år, hvor byen har mistet meget - både da amtet blev nedlagt og siden med den nye kommunalreform.”

På spørgsmålet om hvad kommunalreformen har be-tydet for Ringkøbing, og at nogle i byen føler sig som sorteper i sammenlægningsprocessen, svarer borgmester Iver Enevoldsen:

”Jeg er ikke interesseret i at tale historik. Vi er nu fem kommuner, der er slået sammen til Danmarks største kommune målt i areal, og det er det, jeg forholder mig til. Vi betragter os som én kommune, og det gavner ikke det fremadrettede, hvis nogle går rundt og føler sig som sorteper.”

”Det er faktuelt, at der er forsvundet noget fra Ringkøbing. Før havde man jo både politi og retskredse, men vi skal jo videre derfra. Jeg fokuserer ikke specifikt på Ringkøbing. Rådhuset ligger her, og jeg kommer hertil dagligt fra Hvide Sande, men jeg prøver at have fokus på hele kommunens udvikling. Der sker ændringer mange steder, og min holdning er, at man skal passe på, man ikke bliver for selvcentreret i Ringkøbing,” siger Iver Enevoldsen.

Et af de synlige tegn på, at byen har mistet mange administrative funktioner, er det gamle gulkalkede amtsrådhus midt på torvet, der i dag står tomt. Her har kommunen nu tilladt, at Ringkjøbing Landbobank rykker ind som lejere. De ydre rammer skal bestå, men lejemålet tillader banken at lave det indvendige om. I 2005 blev der ellers skrevet og tinglyst en deklaration, der skulle sikre bygningen og dens historie for eftertiden.

Der har været rådhus på torvet siden 1500-tallet, og den nuværende bygning fra 1849 rummer blandt andet et meget smukt mødelokale på første sal, med stuklofter, dekorerede vægpaneler og guldindrammede portrætter af Kong Christian IX sammen med amtsmænd og amtsborgmestre. At kommunen nu ophæver deklarationen og tillader indvendige ændringer er også noget af det, der provokerer.

”De ødelæggelser kan du så ikke se udefra. Men det er jo stadig en historisk bygning, der nu bliver ødelagt. For mig at se er det en regulær glidebane, kommunen er ude på. Jeg frygter virkelig, hvad der fremover kan komme til at ske,” siger Lars Roesen.

I turistbrochuren for 2015 er det da også den gamle købstad og dens særprægede bygninger, der fremhæves.

”Ringkøbing er en charmerende gammel købstad med masser af byliv og livlig handel på torvene. En gåtur i bymidten og du føler dig hensat til en svunden tid. Velbevarede huse fra forrige århundrede ligger klos op ad hinanden i de brostensbelagte gader“”

”Men det er i hvert fald ikke kommunen, der har bevaret husene i en god forfatning. Det er de lokale borgere. Vi har simpelthen været opdraget til at passe på vores huse ud fra en bevaringsdeklaration, byrådet vedtog i 1973, og som rummer en række anvisninger på nænsom restaurering. Kommunen har derimod ladet bygninger forfalde - og det er jo derfor, de nu kan sælge dem til en billig pris - ovenikøbet til nedrivning. Jeg synes bestemt, kirken skal have et menighedshus og er ikke sur. Jeg synes, at når man får den gave at få den længe ønskede centrale placering af menighedshuset, så har man en moralsk forpligtelse til at tage vare på stedet, for det er lige midt i byens ansigt. Vi er uenige om måden, det aktuelle menighedsråd varetager den forpligtelse på. Men det er kommunen, der bærer det største ansvar,” siger Birte Pedersen.

Efter læserbrevet i den lokale avis fik Birte Pedersen masser af henvendelser fra folk, der støttede sagen. Det førte til oprettelsen af borger-initiativet Bevar Ringkøbing Bymidte, der i dag har over 1500 positive tilkendegivelser, såkaldte likes, på Facebook. På bagruden i mange af de biler, der kører rundt i Ringkøbing, ser man også aflange klistermærker, der reklamerer for foreningen og viser et bybillede, hvor byens kirketårn og de nærmeste husgavle flankeres af en bulldozer.

Kaj Milter Jensen er ikke med i protestgruppen. Han er organist ved Rindum Kirke, indfødt ringkøbingenser og glad for sin by. Han var samtidig leder for Musikskolen frem til 2007, og fortsatte herefter som musiklærer, indtil man i 2010 flyttede fra den nu meget omtalte bygning på Kirkepladsen - fordi den var for uegnet.

Der var blandt andet meget dårligt isoleret og derfor meget koldt om vinteren. Det kunne heller ikke lade sig gøre at vælte en enkelt mur, så man kunne få større lokaler, for ifølge kommunens tekniske forvaltning ville hele bygningen så falde sammen. Han synes derfor, det er i orden, hvis man river skolebygningen ned og bygger noget bedre. Han tilføjer i den anledning, at det for ham at se er byrådets ansvar og ikke menighedsrådets ansvar, om bygningen skal bestå eller ej. Men han er med på, at sagen får følelserne i spil.

”Det her handler jo om, at vi alle sammen er stolte af vores gamle hyggelige by - og vi er bange for at miste dens særpræg. Den gamle bymidte i den fine købstad. Men stoltheden fik skrammer allerede ved kommunesammenlægningen. Nu skulle vi hedde Ringkøbing-Skjern Kommune, og der har altid været et anstrengt forhold mellem de to byer - hvor Ringkøbing helt klart har set sig selv som hovedbyen i den sammenhæng. Den her bygning er på den måde et symbol på den sårede stolthed.”