Kønnets og kunstens flydende grænser

To hybrider, der forsøger at nedbryde normer, er løbet med den litterære opmærksomhed i den forgangne uge: amerikanske Maggie Nelsons ”Argonauterne” og danske Anders Haahr Rasmussens ”En fandens mand. Fortællinger om nye tider”

Mens Maggie Nelson skildrer, hvordan kunst og queer-liv blander sig i hendes amerikanske virkelighed, koncentrerer journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen sig om, hvordan det er at være mand i det 21. århundredes Danmark. –
Mens Maggie Nelson skildrer, hvordan kunst og queer-liv blander sig i hendes amerikanske virkelighed, koncentrerer journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen sig om, hvordan det er at være mand i det 21. århundredes Danmark. – Foto: Andrew Toth/Getty Images og Simon Klein-Knudsen

Det er næppe meningen, at man skal prøve at genrebestemme Maggie Nelsons ”Argonauterne” (på dansk ved Nete Harsberg og Betty Frank Simonsen, udkommet på Rosinante). Men hvis man alligevel har et behov for at komme hendes bog i en kasse, kunne en mulig mærkat være autoteori eller life-writing, som forfatteren selv har kaldt sin praksis, hvor hun forsøger at udvide og opløse kategorierne for køn, kærlighed, identitet og kunstnerisk form og dermed på alle niveauer problematisere identitetspolitikken.

Mens Maggie Nelson skildrer, hvordan kunst og queer-liv blander sig i hendes amerikanske virkelighed, koncentrerer journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen sig om, hvordan det er at være mand i det 21. århundredes Danmark. –

I ”Argonauterne” blander hun således selvbiografisk materiale med teoretisk stof og fremhæver forbindelsen mellem det private og det politiske i en form for erindringsbog, hvor hun lader sin personlige historie gå i dialog med andre tænkere og filosoffer, og hvad de har sagt om emner som kærlighed, begær, identitet, køn, seksualitet, ægteskab og moderskab. Det centrale omdrejningspunkt i bogen er hendes kærlighedsforhold til kunstneren Harry Dodge, som er gender-fluid, som hverken identificerer sig som mand eller kvinde, og som i løbet af bogen gennemgår en kønsskifteoperation, mens fortælleren selv bliver gravid og senere mor.

I Weekendavisen er Linea Maja Ernst begejstret. Hun finder, at bogen er original og ladet med kærlighed: ”Maggie Nelsons erindringer er på samme tid saftige og luftige, blander akademiske noter og personligt levet familieliv ubesværet og originalt; på første side skriver hun både om analsex og Wittgensteins sprogfilosofi, og sådan er det (råt, tænksomt, kærligt, søgende) hele vejen igennem.”

Det samme er Lucia Odoom i Politiken, hvor der falder fem hjerter til en bog, som anmelderen kalder en åben og forløsende læseoplevelse, der udfordrer og bevæger: ”Man skal stå tidligt op for både at læse, forstå og sanse Maggie Nelsons queer-teoretiske bog om at danne familie med en transperson.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Mest begejstret blandt de begejstrede er dog Martin Bastkjær i Information, der finder det ”vidunderligt”, at Maggie Nelsons fire år gamle bog om kunst og queer-familieliv nu findes på dansk. Han mener, at ”Argonauterne” er vigtig, rørende og usædvanligt perspektivrig, at de teoretiske og essayistiske refleksioner er solidt forankret i hverdagens problemstillinger, og at de ofte er både forbilledligt klare og fulde af nysgerrighed og tvivl – og den har ikke sluppet ham, siden han læste den på originalsproget: ”Flere tanker og formuleringer er gledet ind i min måde at forholde mig til verden på. (…) Bogen har gjort mig klogere på moderskab, transkønnethed, kærlighed og kunst – og så bliver jeg fuld af beundring og håb, når jeg læser om familiens ukuelige forsøg på at forstå og samtidig vriste sig fri fra normens snævre rammer.”

I Kristeligt Dagblad er der fire stjerner fra Michael Bach Henriksen, der som den eneste anmelder ikke primært læser bogen som et værk om (flydende) køn, men snarere som en alternativ selvhjælpsbog, der kan inspirere til at finde sin egen vej i eksistensens jungle, en art brugslitteratur, der holder nu, men som ikke går over i evigheden. Om Maggie Nelsons hybridgenre skriver han: ”Det giver en lag på lag-effekt og udtrykker, at ingen af os vel kommer til afgørende indsigter ad egen vej. Vi stykker tingene sammen af andres tanker, som vi diskuterer med, tager afstand fra eller omfavner. Nelsons bog er prøvende, tvivlende, diskuterende og mangefacetteret, for kompleks til at blive kategoriseret entydigt. Emblematisk skriver hun et sted: ’Hvordan forklarer man, i en kultur, der er besat af faste løsninger, at indimellem forbliver tingene rodede?’”

I Berlingske mener Mette Leonard Høeg heller ikke, at det er en bog, der går over i evigheden. Omvendt finder hun, at den her fire år efter udgivelsen allerede virker forældet og tilbagestående, at teksten domineres af forfatterens betagelse af sine egne særegenheder, samt at Maggie Nelson leverer ”megen retningsløs vandfaldssluddersnak”. Der falder beskedne tre stjerner og følgende konklusion: ”Læst i lyset af de senere års heftige debat og insisterende oplysning af den almene befolkning om trans- og queer-identitet og -seksualitet fremstår ’Argonauterne’ i sin danske oversættelse lidt tilbagestående og malplaceret opildnet.”

Men hun mener dog også, at der er noget positivt ved, at bogen virker dateret, nemlig at det indikerer, at den politiske dagsorden faktisk har ændret sig.

Mens Maggie Nelson skildrer, hvordan kunst og queer-liv blander sig i hendes amerikanske virkelighed, koncentrerer journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen sig om, hvordan det er at være mand i det 21. århundredes Danmark. Det sker i bogen ”En fandens mand”, hvor han ligeledes blander genrer – den personlige historie med essays og interviews – og han forsøger at finde ud af, hvordan man som mand kan finde sig til rette på en bane, hvor spillereglerne ikke er de samme, som de var for 20 år siden, og hvor #MeToo, grænser, sexisme og homofobi har gjort billedet voldsomt komplekst.

Mens Maggie Nelson skildrer, hvordan kunst og queer-liv blander sig i hendes amerikanske virkelighed, koncentrerer journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen sig om, hvordan det er at være mand i det 21. århundredes Danmark. –

I Kristeligt Dagblad er der fem stjerner ud af seks til ”En fandens mand. Fortællinger om nye tider” (Gyldendal). Her kalder Nils Gunder Hansen forfatteren for en af de mest velskrivende og begavede kulturjournalister i den yngre generation og konkluderer om den på overfladen måske lidt nemme og hasarderede hybrid-metode at skrive bog på: ”Det kunne blive slapt og leddeløst. Man skal både skrive godt og tænke godt og have modet til at opsøge de ømme punkter, hvis formen skal holde hjem. Og alt det kan Anders Haahr Rasmussen heldigvis. Det er blevet en særdeles spændende bog, der kan læses af alle køn i alle aldersgrupper.”

Og Sebastian Wittrock er lige så fornøjet i Politiken, hvor der også kvitteres med fem ud af seks til en bog, som aldrig forfalder til enkle svar eller letkøbte polariseringer, og som er sjov og alt andet end selvynkende. Sebastian Wittrock mener, at det er en væsentlig pointe, at vi i kønsspørgsmål tit kommer til at sætte handlinger og ytringer ind i den helt store historiske fortælling, hvor mænd er undertrykkere og kvinder de undertrykte, og at vi ser på mønsteret og strukturen, ikke de konkrete virkelige eksempler.

Han konkluderer: ”Det kan godt være, at ’En fandens mand’ ikke indeholder nogen sandheder, men til gengæld indeholder den masser af ting, der er sande.”

Også i Information synes Rasmus Friis, at Anders Haahr Rasmussen kommer heldigt fra sit måske ellers halsbrækkende projekt. Han kalder bogen for veloplagt, skarp og knaldunderholdende – og selvom forfatteren finder ganske få svar i sin finkæmning af sine prøvelser som heteroseksuel mand og spørger, hvordan vi nedbryder kønsstereotyperne, så formidler han sin tvivl så veloplagt, mener Rasmus Friis, at man alligevel går beriget fra læsningen.

Og endelig er der Marta Sørensen i Weekendavisen, som giver sine mandlige anmelderkolleger ret i vurderingen af ”En fandens mand”, omend parolerne – sjældent, men dog – af og til sniger sig ind, så den ellers så fordomsfrie og reflekterede tilgang kammer over i mentalt selvpineri. Men ellers er hun glad: ”’En fandens mand’ fungerer som en sjældent sjov og uanstrengt opblødning af fronterne, en selvbiografi mellem kønsprismet, om rolleforvirring, over- skruede forventninger og tågede grænser.”

I ”bogen i tiden”, der nomalt bringes fredag, skriver vi om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.