Prøv avisen

Hvordan skal man være mand i en MeToo-tidsalder?

5 stjerner
Anders Haahr Rasmussen stiller i bogen spørgsmålet: Hvordan skal man være mand i dag, i en MeToo-tidsalder? Nogle tør dårligt tale til piger længere, men samtidig kan en Donald Trump sige hvad som helst og få masser af kvindelige stemmer. – Foto: Simon Klein-Knudsen

Journalist Anders Haahr Rasmussen har skrevet en rasende god hybridbog med anekdoter, analyser og interviews, der kan læses med udbytte af alle, uanset alder og seksuel orientering

En gang i min fjerne ungdom sad vi en gruppe studerende og yngre undervisere i en ophedet faglig-politisk diskussion. På et tidspunkt, hvor alle trak vejret, sagde en af underviserne, der havde forholdt sig tavs: ”Hvorfor går det her så voldsomt for sig? Vi er jo alle socialister.”

Sikke et fæ, tænkte vi. Vi er da socialister på to-tre-fire forskellige måder, der er indbyrdes helt uforenelige. Dertil kom andre mere kringlede og personlige dagsordener, som vi ikke havde øje for dengang.

I sin nye bog ”En fandens mand”, der handler om seksualitet og kønsliv i vore dage, optræder Anders Haahr Rasmussen lidt som den naive underviser. Hvis han står på en bar, hvor en masse unge mennesker er i gang med komplicerede socioseksuelle spil for at score hinanden, har han lyst til at gå op og slukke musikken, tænde lyset og sige ud over forsamlingen: ”Behøver det her være så svært? Vi er jo alle sammen lystne væsener, der gerne vil kysse, kæle, kramme og også mere end det.”

Han er lige så naiv som min gamle underviser. Men heldigvis rummer bogen også det modsatte anlæg: Anders Haahr er til det yderste bevidst om, hvor kompliceret det er med kønslivet. I sin barndom og tidlige ungdom var han meget sent udviklet, alle andre kom tidligere i gang med drengene efter pigerne, han var det passive og måbende vidne til, hvad de andre lavede til festerne og fik dermed også et analyserende blik på det: Hvad er det der foregår? Hvilke regler spilles der efter? Hvad skal jeg gøre for selv at komme på banen?

Som 19-årig kom han i gang. Her 20 år efter (han fylder 40 i år) viser det sig, at han kom godt med. Han har i hvert fald et stort arsenal af selvoplevede seksuelle situationer, historier og anekdoter at trække på. Men forundringen har aldrig sluppet ham. I en vis forstand ved han stadigvæk ikke, hvad der foregår, og hvad han skal stille op.

Anders Haahr Rasmussen er en af de mest velskrivende og begavede kulturjournalister i den yngre generation. Han har arbejdet for Information og Zetland og skrevet flere bøger. Han er også tennisekspert og har skrevet en hel bog om Caroline Wozniackis US Open-turnering i 2009, hvor hun kom i finalen.

”En fandens mand” er skrevet som en genrehybrid: Den rummer anekdoter og erindringer, refleksioner og en håndfuld lange interviews med mennesker med både akademisk og personlig forstand på køn og seksualitet. Det kan virke som en nem og derfor også hasarderet måde at skrive en bog på. Det kunne blive slapt og leddeløst. Man skal både skrive godt og tænke godt og have modet til at opsøge de ømme punkter, hvis formen skal holde hele vejen hjem. Og alt det kan Anders Haahr Rasmussen heldigvis. Det er blevet en særdeles spændende bog, der kan læses af alle køn i alle aldersgrupper.

Haahr er selvfølgelig præget af nutidens queer-bevægelse og akademiske køns- teori og diskussionen om de mange seksuelle identiteter og præferencer. Og så alligevel ikke. Det fylder meget lidt, når det kommer til stykket. Så det er ikke uden grund, at den førende køns-teoretiker Mons Bissenbakker er bister og kritisk over for Haahr i det af bogens interviews, der kører lidt i grøften. Han har vist ikke for alvor tjekket sine privilegier som hvid heteroseksuel mand. Og det er rigtigt. Sideløbende med analyse og intellektualisering er Haahr følsom og tøvende. Han vil ikke lave en stor forkromet analyse, men stå ved sin forvirring og så at sige genopføre sine måske kønspolitisk ukorrekte ”fodfejl”. Eller have lov til at fremture, som Bissenbakker mener.

Hvordan skal man være mand i dag, i en MeToo-tidsalder? Det er bogens store spørgsmål. Nogle tør dårligt tale til piger længere, men samtidig kan en Donald Trump sige hvad som helst og få masser af kvindelige stemmer.

På den ene side må mænd ikke virke for målrettede, som om de kun tænker på én ting. På den anden side udløser det en krise, da Haahr i en periode ikke får udløsning under samleje i sit parforhold. Han vil hellere give sig hen end præstere, men kæresten – og andre piger, han fortæller om det – er foruroligede og underligt oprørte over den manglende ejakulation.

En pige, han ser, bider ham hårdt i skulderen under samleje. Han kan ikke lide det, og da han til sidst siger ”la vær’ med det”, bliver hun edderspændt rasende og råber: ”Du skal ikke sige la vær’ til mig.” Han skammer sig over sig selv, men kan ikke lade være med at tænke på, hvor voldeligt og overgrebsagtigt det ville fremstå, hvis en mand sagde det til en kvinde i samme situation. Der trives en voldsom, næsten komisk dobbeltmoral med hensyn til, hvad mænd og kvinder hver især kan tillade sig, og det viser han i en række 180-graders omvendings-eksempler. Manden skal betale af på sin fysiske overlegenhed og sine historiske privilegier, men som en mandlig amerikansk kønsforsker siger til Haahr, føler utrolig mange mænd sig individuelt magtesløse. Det er, som om de hele tiden skal betale skat af en stor indkomst, de aldrig har haft.

Hvad vil kvinder egentlig? Haahr føler, at han på en måde er opdraget til ikke at se kvinder som kønsvæsener med et eget begær. Indlader de sig med mænd, må det være af andre årsager. Han drømmer om, at de fremstår lige så lystdrevne som mændene, at der er en fællesmenneskelig samhørighed i lysten, og han indrømmer i den forbindelse, at han er fascineret af tanken om ”hævnporno”, alene fordi han dér kan se kvinder i autentiske intime situationer, og at han også synes godt om platte pornofilm, hvor kvinder foregiver, at de lader sig rive uhæmmet med af deres lyst.

Man snakker altid om ”det mandlige blik”, men er det kvindelige – kølige og afvisende – blik ikke lige så magtfuldt? Ved piger overhovedet, hvor mange afvisninger drenge må tåle ungdommen igennem, fordi det nu engang er dem, der skal tage initiativet?

Det er slet ikke nemt. På et tidspunkt udlever Haahr den kendte stereotype ”ældre mand har forhold til ung kvinde”. Han er 34 (!), og hun er 21. Er det bare seksualitet og ungdom udvekslet med modenhed og verdens- mandserfaring? Ja, til dels, men Haahr viser i den lange fortælling, der emotionelt er den stærkeste i bogen, hvor mange følelser, hvor meget magi og levet liv der kan gemme sig under stereotypen. Han er meget forelsket i den unge Mathilde, men til sidst forlader hun ham, og han kan se på Facebook, at hun i dag er sammen med en på sin egen alder. Så Mathilde er lige, hvor hun skal være, siger han vemodigt og belærende til sig selv.

I mødet med Bissenbakkers bisterhed indser Haahr, at han med sine artikler og sin bog gerne vil bruge den offentlige samtale som en basisgruppe for ærlig snak om svære emner. Bissenbakker mener, at han hellere skal ”aflære” sig sine dårlige vaner. Det bliver sikkert ikke behageligt, men hvem siger, at målet er, at man skal have det godt? Det er heller ikke rart for racisten at skulle holde op med at være racist. Kønsteoretikeren vil ikke være præsten, der skal modtage Haahrs skrifte og tilgive ham, så han kan synde videre bagefter.

Haahr insisterer dog på sit basisgruppeprojekt og især samtalerne med de kønspolitiske debattører og aktivister Emma Holten og Eini Carina fungerer utrolig godt. Der er her en stærk vilje til fælles refleksion på tværs af kønsforskellen. Og de formår på hver sin måde at formidle den unge kvindes situation til Haahr. Når unge kvinder forhærder sig og bliver afvisende, er det også på grund af dårlige erfaringer, som hvis man vidste, at hver femte mand, man møder, ender med at stjæle ens iPhone. Og fordi den sociale hammer, udskamningen, stadigvæk falder tungt på de piger, der agerer lovlig lystfuldte. Samtidig kan man i enhver fase være usikker på, hvor meget man nu har ”sagt ja” til. Den smukke unge kvinde vil omvendt også opleve, hvordan mange døre åbner sig automatisk for hende, som om der var fotoceller i dem. Indtil de en dag ikke gør det længere. Og så er det godt for eget selvværd at have lært selv at åbne dørene.

Til slut drømmer Haahr igen utopisk: Kunne mænd vedgå deres skrøbelighed, kunne kvinder vedgå deres lyst, kunne vi blive bedre til at passe på hinanden, hvad nu, hvis den fysiske intimitet bare var del af en generel omsorgskultur, for eksempel i et kollektiv? Han mener dog, at han selv er blevet ”monteret” for tidligt i livet til at kunne praktisere det.

I en afsluttende historie fortæller han om fotomodellen Silje, som han havde et forhold til (en sand ”over-scoring”, som det hedder i jargonen). Hendes seksuelle markedsværdi er så høj, at hun kan gøre andre smukke kvinder i et selskab triste, men hun er god til at punktere og gøre grin med sig selv, og i en markant slutscene på en bar i Blågårdsgade er det, som om den afslappede kollektive velvære mellem drenge og piger omsider indfinder sig. Alle parader, manøvrer, hierarkier og spil opløser sig. Alle ler og taler og fortæller om deres erfaringer. Utopien findes. Eller hvad?

Mærkeligt nok lader forfatteren sig ikke rigtig afficere af, at al morskaben udløses på bekostning af en kendt dansk, ældre og ovenikøbet tyk (!) skuespiller, som nævnes ved navn. Og han hører jo ikke med blandt de smukke unge mennesker på baren. Og sådan er det nok med utopier. De går aldrig helt op. Der er altid mindst én, der ikke passer ind. Vi er alle socialister. Ja, godmorgen, mine blanke støvler, som min mors gamle rengøringshjælp altid sagde.