For omkring 10 år siden diskuterede historiker Bent Jensen og hans russiske kone, Tatjana Vasilevna Jensen, kaldet Tanja, ofte udviklingen i hendes fødeland. De var langt fra enige om, hvor udviklingen var på vej hen. Mens Bent Jensen var forholdsvis optimistisk og stadig troede på, at reformerne af retssystemet og liberaliseringen af økonomien og presse- og ytringsfriheden ville vare ved, var hans kone langt mere pessimistisk.
Hun mente, at det store land med Putin ved roret styrede i en totalitær og autoritær retning, hvor borgernes frihed igen ville blive begrænset – ikke for at vende tilbage til en planøkonomisk undertrykkende udgave af socialismen, som havde hersket frem til slutningen af 1980'erne, men for at skabe en koncentration af den økonomiske magt omkring Putin og hans nærmeste.
”Tanja beskyldte mig for at være godtroende og naiv, mens jeg mente, at hun var alt for pessimistisk. Desværre viste det sig, at hun fik ret, og jeg er ked af og flov over, at jeg ikke så den tilbagerulning, der skete i Rusland, før det allerede var gået rigtig galt,” siger Bent Jensen, som er aktuel med erindringsbogen "Modløber".
Fra søndagsskole til russiske studier
I bogen beretter han om opvæksten i et indremissionsk miljø i Kjellerup i Midtjylland med en far, der var slagtermester, og en mor, der var hjemmegående. Det var en glad og tryg barndom, hvor en stærk kristen tro blev grundlagt, og hvor værdier som ordholdenhed, ordentlighed og grundighed blev lagt i ham.
Han gik i søndagsskole og kom med sine forældre i missionshuset, og som stor dreng blev han KFUM-spejder. Efter en uddannelse til elektriker valgte Bent Jensen at tage studenterkursus, og herefter blev han – ret tilfældigt – ført på sporet af russisk sprog og historie. Han faldt over en folder om, at man, mens man aftjente værnepligt, kunne lære russisk på Teknikerlinjens Befalingsmandsskole. Han sendte en ansøgning afsted og blev optaget.
”Det blev jo ret skæbnesvangert, for fra da af var linjen for mit professionelle virke på mange måder lagt. Jeg var fra begyndelsen dybt fascineret af det russiske sprog, som er så udtryksfuldt og fuldt af finurligheder – og selvfølgelig også af, at det åbnede en dør ind til det forunderlige land, som er så forfærdeligt og vidunderligt på en og samme tid,” siger han.
Bent Jensen uddannede sig siden i historie ved universiteterne i Aarhus og København med speciale i dansk-russiske forhold og blev en af efterkrigstidens mest markante historikere. Med sin forskning og sin deltagelse i den offentlige debat har han ofte vakt stærke følelser og ægget til modstand.
Ikke mindst hans bog "Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle", der udkom i 1984, vakte opsigt og mødte protester. Bogen handlede om danske intellektuelles fascination af stalinismen i 1930'erne, 1940'erne og 1950'erne, og Bent Jensen skrev den på baggrund af sin undren og forstemthed over, at danske intellektuelle kunne lade sig forføre af det, han opfattede som vulgær sovjetisk propaganda.
I 2004 udgav han bogen "Gulag og glemsel – Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede", hvor han berettede om Sovjetunionens store forbrydelser fra Den Russiske Revolution i 1917 op til 1950’erne. Han beskrev i bogen de såkaldte Gulag-lejre, hvor antikommunister blev holdt fanget, og hvor millioner døde. Hans mål med bogen var at trække disse forbrydelser frem i lyset og dokumentere, at de i omfang og brutalitet ikke stod under nazisternes forbrydelser.
”Det er nok et særkende for mig som historiker, at jeg har forsøgt at afdække emner og begivenheder, som har ligget under et tykt lag af fortrængning og glemsel. Jeg har forsøgt på arkæologisk vis at grave historiske fakta frem, og det har indimellem undret mig meget, hvordan kollegaer og intellektuelle i det hele taget stædigt har fastholdt synspunkter, som kilderne og virkeligheden har talt imod,” siger han.
Fiskekonserves og ingen neonreklamer
Han besøgte selv Sovjetunionen første gang i 1967, efter at han i medierne havde fulgt en retssag mod to sovjetiske dissidenter, der i 1966 stod anklaget for "antisovjetisk virksomhed" ved en domstol i Moskva for indholdet i deres skønlitterære tekster om livet i Sovjetunionen. Han læste også en russisksproget hvidbog om sagen, og forfatteren til denne hvidbog blev også arresteret og anklaget for antisovjetisk virksomhed.
Kort inden sit første besøg i Sovjetunionen skrev Jensen her i Kristeligt Dagblad om disse sager, der berørte ham stærkt. Selv om han på forhånd var kritisk indstillet over for "den virkeliggjorte socialisme", blev han overrasket over, hvor trist og fattigt Sovjetunionen fremstod, og hvor voldsom undertrykkelsen var.
”Der var en på mange måder deprimerende stemning og meget gråt. Ingen neonreklamer og meget lidt lys i butiksvinduerne. I fødevarebutikkerne var der fiskekonserves stablet op i kæmpe pyramider og ikke ret meget andet. Men takket være mine kontakter i dissidentmiljøet opdagede jeg ret hurtigt, at der også var et andet Rusland, som ikke var gråt, men præget af stor varme, en stærk intellektuel tradition og lige så stærke følelser," fortæller han.
”Når jeg var sammen med disse mennesker, glemte jeg nærmest, at jeg sad i de samme usle boliger, som man så alle andre steder i Rusland, med vakkelvorne køkkenborde og toiletter, der altid løb. Der var et fantastisk liv og en varme og udstråling hos de mennesker, som jeg blev meget fascineret af, og som samtidig forstærkede min vrede over, at der var så mange i vores del af verden, der ikke forstod og skønnede på de goder, vi havde – og at der tilmed var nogle på venstrefløjen i Danmark, som forskønnede og forsvarede de realiteter, som mine russiske venner levede med,” siger Bent Jensen.
Håbet om et forsmædeligt nederlag
På trods af sit kritiske blik på det sovjetiske samfund så Bent Jensen og de fleste af hans venner i dissidentmiljøet ikke, hvor dybe revner der var i systemet, og hvor tæt det var på at kollapse. Helt op til Sovjetunionens sammenbrud forestillede han sig, at systemet ville overleve længe endnu.
”Der tog jeg fejl første gang, og anden gang jeg tog fejl, var så, da jeg ikke så den tilbagerulning, som vi nu ser de frygtelige konsekvenser af,” siger han.
Han følger med i krigens udvikling i Ukraine og i ukrainske og russiske mediers beskrivelse af begivenhederne, og han er dybt nedtrykt over, hvad han ser og hører.
”Jeg har svært ved at se håb. Mit eneste håb er, at Rusland lider et forsmædeligt militært nederlag, så det kan styrke de kræfter, som nogle siger, der findes i Kreml, som er utilfredse med Putins beslutning om at indlede denne her fatale krig, og som i det hele taget skulle være reformvenlige. Jeg tvivler på, at de kræfter findes i det nuværende regimes top, men jeg håber, at jeg tager fejl endnu en gang,” siger Bent Jensen.
Hans kone, Tanja, der er uddannet historiker og er halvt russer, halvt ukrainer, er også utrolig ked af udviklingen i Rusland og sympatiserer på ingen måde med krigen. Det glæder til gengæld både hende og Bent Jensen at se, at den skillelinje, der tidligere fandtes mellem russisk- og ukrainsktalende russere, tilsyneladende er så godt som forsvundet.
”Vi kan se ukrainske soldater, der veksler utvungent mellem russisk og ukrainsk i deres samtaler, og generelt er der ingen, der peger fingre ad de russisktalende ukrainere,” siger Bent Jensen.
Til gengæld har han noteret sig, at der i et lille mindretal af ukrainske medier er en tendens til ”at fremstille alle russere som drukkenbolte, der vælter sig i pløret og har en meget lav intelligenskvotient,” som han siger.
Ingen religiøse uoverensstemmelser
Tilsvarende finder han det forstemmende og forkert, at man i Ukraine fjerner værker af store russiske forfattere fra skolernes pensumlister. Også hvad det angår, er der enighed hos historiker-ægteparret hjemme i villaen i Nyborg. I det hele taget har de kulturelle og religiøse forskelle ikke skabt store uoverensstemmelser. Begge er troende kristne, og selv om der kan synes langt fra russisk-ortodoks kristendom til indremissionsk præget luthersk kristendom, skaber heller ikke dette nogen problemer, fortæller Bent Jensen.
”Der er sider ved den russisk-ortodokse kristendom, som jeg ikke bryder mig om – især helgendyrkelsen og så det faktum, at kirken altid har været underkastet statsmagten i Rusland. Bare se den måde, den nuværende patriark velsigner våben og lover de stakkels knægte, der sendes til fronten som kanonføde, evigt liv, hvis de falder som martyrer,” siger han.
”Den tætte sammenfiltring mellem stat og kirke og kirkens absolutte loyalitet over for staten er katastrofal. Det mener også mange russere, deriblandt min kone,” siger han.
Til gengæld kan Bent Jensens opvækst med faste spisetider klokken 12 og 18 og hans kones prægning fra et russisk samfund, hvor spisetider langtfra ligger fast, godt skabe små gnidninger.
”Russere kan fortabe sig i snak om deres nationalpoet Pushkin og mange andre ting, så de fuldstændig glemmer verden omkring sig, og så må jeg pænt spørge, om vi ikke skal have noget at spise”, siger Bent Jensen.