Hvis Danmark skal have et kolonihistorisk museum, skal det have alle nuancerne med, give både sorte og hvide en stemme og have respekt for fakta.
Sådan udtrykker tre historikere med ekspertise i kolonitiden over for Kristeligt Dagblad deres ønsker til det mulige kommende museum i København, som en referencegruppe under Nationalmuseet er ved at formulere et oplæg til.
Som omtalt i torsdagsavisen er der ikke historikere med kolonitiden som speciale repræsenteret i referencegruppen, som består af 12 personer fra blandt andet museumsverdenen, Institut for Menneskerettigheder, Rigsarkivet og Historielærerforeningen. Der indgår heller ikke specialister i det oplæg til fire scenarier for museet, som konsulentfirmaet Seismonaut har udarbejdet.
Men siden fraværet af historisk ekspertise i efteråret var til debat, har en kreds af historikere i december deltaget i et endagsseminar. I hvor høj grad referencegruppen efterkommer historikernes ønsker til et kolonimuseum vides ikke.
Efterfølgende har referencegruppen holdt møde torsdag, men har ifølge formanden, chef for indholdsudvikling og samskabelse på Nationalmuseet Jakob Kirstein Høgel, aftalt ikke at oplyse offentligheden om sit arbejde, før der til marts foreligger en færdig rapport.
Her er i stedet overvejelser om det fremtidige museum fra tre af de historikere, som medvirkede på seminaret.
1 Brug kildematerialet
Erik Gøbel, forhenværende seniorforsker ved Rigsarkivet og forfatter til mere end 200 videnskabelige artikler og bøger om primært koloni- og søfartshistorie, oplyser, at han især advokerede for, at alle de skriftlige kilder til perioden, som er bevaret, tages i brug.
”Der findes et umådeligt stort kildemateriale, som beretter om kolonihistorien og om slavernes forhold. Det er afgørende for et museum, at man som udgangspunkt har facts og ikke, hvad nogen føler om, hvordan de mener, at det var i gamle dage,” siger Erik Gøbel.
At der er planer om på museet at give ordet til nulevende mennesker på De Vestindiske Øer og til frem for et snævert historisk museum at arbejde med kunst, dans og andre udtryksformer har Erik Gøbel ingen kommentar til, men hvis man vil fortælle historien om fortiden, skal den være forankret i skriftlige kilder om fortiden, også selvom det af indlysende grunde mere er de hvide slaveejeres end de sorte slavers skriftlige optegnelser, der er bevaret:
”Men der er ingen grund til at frygte, at faghistorikere som mig vil male et skønmaleri af slavetransporterne og de hvide menneskers ageren over for de sorte.”
2 Kolonialisme rimer på racisme
Gunvor Simonsen er lektor i historie ved Københavns Universitet med ekspertise i 1700- og 1800-tallets transatlantiske historie, herunder de danske kolonier i Vestindien. Hun mener, at det er vigtigt, at såvel danske som vestindiske historikere bidrager med viden.
”Et kolonimuseum bør rumme mange perspektiver. Hvis der er noget, kolonihistorien lærer os, så er det, at der ikke kun er én måde at forstå fortiden på. Der er en stor forskel på at være den befolkningsgruppe, der ejede slaverne, og dem, der var slaverne. Jeg mener, vi er nødt til at skabe dialog og invitere folk fra de tidligere kolonier, og vi skal ikke udelukke nogen på grund af deres holdninger. For eksempel til, om Danmark skal give en officiel undskyldning,” siger hun.
En anden mærkesag for Gunvor Simonsen er, at museet ikke kun formidler fakta om, hvor mange slaver der blev ført hvorhen, men også kobler hele koloniseringen og slaveriet sammen med de ideologiske begrundelser, som blev anvendt i 1700-tallets Europa.
”Man kan ikke tale om kolonialisme uden også at tale om racisme, fordi hele begrundelsen for kolonialisering var tanken om, at nogle racegrupper er andre underlegne,” siger Gunvor Simonsen.
3 Kolonimuseum frem for slavemuseum
Niels Brimnes er lektor i historie ved Aarhus Universitet med ekspertise i især asiatisk kolonihistorie og sammen med blandt andre Erik Gøbel forfatter til fembindsværket ”Danmark og kolonierne”. Han er tilhænger af, at et kolonimuseum ligesom dette værk skal bygge på en bevidsthed om, at kolonialisme er et meget vidt begreb.
”Det er for mig vigtigt, at det ikke kun bliver et slavemuseum, som omhandler den meget brutale udnyttelse af slavegjorte mennesker i Caribien, men som rummer de mange forskellige former for kolonialisme, Danmark var en del af,” siger Niels Brimnes, som peger på, at relationen mellem danske kolonister og lokale var meget anderledes i Trankebar i Indien end på De Vestindiske Øer, og at hele relationen mellem Danmark og Grønland både har mange andre facetter og strækker sig i tid helt frem til nutiden:
”Det er vigtigt, at den historiske viden inddrages. Det er også vigtigt, at det hele ikke kun bliver den hvide mands perspektiv, men at der også inddrages nutidige stemmer fra de tidligere kolonier.”
Niels Brimnes, lektor i historie ved Aarhus Universitet