Prøv avisen
Boguddrag

Kombinationen af noget stærkt og uendeligt svagt er kristendommens adelsmærke

Der er en dyb lære at drage af de erfaringer, skuespiller Lars Mikkelsen (tv.) og sportsdirektør Brian Holm har gjort sig: De lidelser og den modgang, vi møder, er ikke altid meningsløse. – Foto: Linda Kastrup og Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Der er brug for et opgør med psykologer og psykiateres verdslige evangelium om, at man bærer ansvaret for egen lykke. Kristendommen siger det stik modsatte, og man kan med fordel lære af de erfaringer, som personligheder som Lars Mikkelsen og Brian Holm har gjort sig

Vor tids præsteskab af psykologer og psykiatere står i kø for at hjælpe til og forkynde det verdslige evangelium: ”Du bærer selv ansvaret for din egen lykke.” Det står i skarp kontrast til den trøst, man finder i kristendommen. Ganske vist er der behandlere og terapeuter, som forsøger at inkludere patienternes religiøse forestillinger. Men når det sker ud fra et sekulært udgangspunkt, det vil sige en tænkning, som ikke regner Gud for andet end et begreb, en tvangstanke eller en lyd, bliver den gode vilje afsløret som det, den er: slet skjult bedrevidenhed.

For eksempel gør speciallæge i psykiatri Niels Kjeldsen-Kragh i en kronik i Weekendavisen, ”Tal meget mere om Gud”, (den 27. marts 2015), opmærksom på, at ”religiøsitet er et alt for vigtigt mentalt område til at blive overladt til præsteskabet alene”. Det kan han have ret i. Det er kun godt, hvis de mange mennesker, der kommer i terapeutisk behandling hos en psykolog eller psykiater, kan regne med, at behandleren er klædt på til også at tale om Gud. Læser man videre i kronikken, står det klart, at Kjeldsen-Kragh heller ikke vil patientens religiøsitet til livs. Han indtager nemlig den pragmatiske holdning, at hvis patientens religiøse forestilling ellers tillader ham/hende at elske og gå på arbejde, så kan gudstroen måske ligefrem være en hjælp til at få et sundt liv på Jorden.

Alligevel afslører psykiaterens sekulære udgangspunkt en skjult foragt for den troende patient. Hans udgangspunkt er nemlig, at religiøsitet er et ”psykisk produkt”. Forestillingen om Gud må følgelig spores i noget, patienten har oplevet eller konstrueret i hjernen som et modsvar på for eksempel infantile livsproblematikker – frem for at have sin oprindelse uden for patienten som noget, der eksisterer i sin egen ret. På den måde bliver kronikken et studie i, hvad der sker, når man trækker det religiøse ”ned i mandshøjde” og omtaler det i ”jordiske, psykologiske vendinger”.

På trods af gode forsikringer om ikke at ville fjerne eller se ned på patientens metafysiske forestillinger bliver det alligevel uundgåeligt resultatet, når behandleren indtager et psykodynamisk udgangspunkt. For det, patienten siger, vil pr. definition ikke blive taget alvorligt.

På en underlig måde er styrkeforholdet i den moderne verden vendt på hovedet. Den ”jeg-svage” patient har ”religiøse behov”, mens den ”jeg-stærke” patient har smidt de religiøse krykker og kan give sig i kast med livet uden troen. Det passer udmærket ind i Charles Taylors analyse af vores sekulære tid, hvor det gamle porøse selv er blevet afløst af stødpude-selvet. Men begge former for selvopfattelse er – ifølge Taylor – historisk betingede konstruktioner, og det giver derfor ikke mening at regne den ene for stærkere eller modigere end den anden.

Når det alligevel giver mening at koble troen på Gud med en form for mod, skyldes det, at den troende ikke (kun) forlader sig på fornuften, når hun eller han handler eller træffer et valg. En troshandling i kristen forstand er et svar på en fordring, som næs-ten altid indeholder en form for (selv)risiko. Hjælper eller tilgiver man andre, riskerer man at blive snydt eller til grin. Når man elsker en anden, risikerer man at blive svigtet. Når man afholder sig fra noget, risikerer man at gå glip af noget. Når man står for noget, er der nogen, der vil mene noget andet og måske synes, at man er småt begavet. I lande, hvor kristne bliver forfulgt, er prisen for at tro selvsagt meget højere. Men selv i et land som Danmark, hvor 76 procent af befolkningen er medlemmer af den samme kirke, kan det kræve stort mod at stå ved sin tro.

For hvis du ikke er vant til at gå i kirke, men egentlig gerne vil, så kan omgivelsernes reaktion spille en væsentlig rolle i forhold til, om du overhovedet kommer af sted. Vi bøjer os alt for let for gruppepresset, selv når vi ved, at vi handler mod vores samvitighed. Tag eksempelvis skuespilleren Lars Mikkelsen. Under forberedelserne til indspilningen af tv-serien ”Herrens veje” fulgte nogle af skuespillerne flere præs-ter for at kunne spille deres roller med størst mulig realisme. Men arbejdet bragte også andre frugter med sig. Samtalerne om kristendommen og præstegerningen med sognepræst Mikkel Wold førte gradvist til, at Lars Mikkelsen selv bad om at blive døbt. På trods af opvæksten i et kommunistisk hjem havde noget i ham siden drengeårene hele tiden ønsket at tro.

Historien er fin som eksempel på den modningsproces, det ofte kræver at gå det sidste stykke – eller som Mikkelsen siger ”finde modet til at overvinde den lille naivitet”. Mit gæt er, at de fleste præs-ter har oplevet lignende forløb med mennesker, som i en moden alder har fundet ro i at turde tro. Men noget af én selv skal altså sættes på spil. Det er aldrig gratis at tro. Der er derfor, det kræver mod at tro.

En anden kendt personlighed, som på en karismatisk måde hviler i sin tro, er den tidligere cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm. Han fandt som mange andre før ham vejen til Gud på et sygehus.

Han havde forinden fundet sin kæreste liggende livløs på gulvet i parrets lejlighed i Antwerpen.

Nu ventede han på gangen foran operationsstuen uden at vide, om hun ville overleve. Da bad han for første gang en slags bøn til Gud og lovede, at han ville gå i kirke resten af livet, hvis bare han kunne få hende tilbage i live. Kæresten overlevede, og Holm har siden gået regelmæssigt i kirke, hvor han finder en særlig ro, han ikke finder andre steder.

I et interview fortæller han, hvordan han også bruger kirkens rum til at mindes dem, der er gået forud for os, ved at tænde lys og tilføjer: ”Efter min hustru og jeg har fået børn, har vi kunnet fortælle dem om mormor, der godt nok ikke er her på Jorden længere, fordi hun mistede sit liv tidligt, men til gengæld bor oppe i Himmelen nu, hvor vi alle vil ses på et tidspunkt. Det er noget, børnene kan forholde sig til. Og det er noget, jeg kan forholde mig til.”

Det er min overbevisning, at mange moderne mennesker længes efter at kunne formulere en så ren og enfoldig tro som Brian Holm. Men faktum er, at de fleste viger tilbage for at stå ved det, de inderst inde håber på, af frygt for, hvordan andre vil opfatte dem. Holm antyder i interviewet, at det måske er kirken, der har et imageproblem. Det kan der være noget om. Men på den anden side: Det havde Jesus jo også. Det var derfor, han blev korsfæstet. Det koster altid noget at vidne om sandheden. På en underfuld måde er det også netop det, der gør kristendommen attraktiv. De lidelser og den modgang, vi møder, er ikke altid meningsløse. Det viser Holms og Mikkelsens historier. Ingen af dem er helgener eller bedre kristne end så mange andre. Men deres historier kan ligesom middelalderens helgenlegender lede moderne mennesker på vej mod de næsten glemte kilder til Gud.

Frem for alt vidner de om, at det kræver mod at stå ved, at du tror. Det er, fordi du i troen skal turde være svag og udsat for kritik. Ikke fordi du ikke kan andet, hvilket jo var Nietzsches anklage mod de kristne. Men fordi hensynet til Gud og din næste byder det.

Denne kombination af noget på en gang stærkt og noget uendeligt svagt er kristendommens adelsmærke. Ligesom korsets tegn, som enhver, der er døbt, har modtaget i dåben. Men hvad stiller man op, hvis ens nyvundne tro tromles ned af benhårde argumenter? Ja, enten kan man være fuldstændig kold over for andres fordomme. Uden at vide det med sikkerhed tror jeg, det ville være Brian Holms strategi, hvilket jeg synes, der er noget meget befriende over. Men man kan også vælge den besværlige vej og faktisk tale sin sag.

Artiklen er et uddrag fra bogen ”Tro på Gud” af Kåre Egholm Pedersen, der udkommer på forlaget Eksistensen. Kristeligt Dagblad bringer senere på ugen et interview med forfatteren om bogen.