Prøv avisen

Komiker: Vi skal turde gøre grin med ekstremistiske islamister

I 1990’erne var dansk komik præget af indholdsløs ironi og fjolleri. Men Muhammed-krisen blev en gave til de danske komikere, der blev tvunget til at give deres jokes en klangbund af seriøsitet og sårbarhed, mener Thomas Wivel, der i sidste uge udgav bogen ”Bugtaler for Gud”. – Foto: Leif Tuxen.

Enhver komiker skal turde sige, hvad han tænker. For det første er det sjovest. For det andet svigter man ytringsfriheden, hvis man for eksempel ikke tør gøre grin med ekstremistiske islamister, mener den bogaktuelle standupkomiker Thomas Wivel

Jeg synes, at far ser dum ud!, siger en 10-årig dreng, da hans far, komikeren Thomas Wivel, står og skærer ansigter på fotografens opfordring. Det får den kendte komiker til at grine spontant foran fotografen og sine to sønner, som han har taget med på interview. For selv komikerbørn kan åbenbart blive pinligt berørt, når deres far opfører sig som en klovn. Og sandheden er altid sjov, som Thomas Wivel har sagt en halv time tidligere, da vi sidder og taler om hans nye bog, Bugtaler for Gud.

Den lille bog er spækket med jokes, men den har også en mere seriøs baggrund. For den handler dybest set om, hvor grænsen går for, hvad man kan gøre grin med. Titlen på bogen kan godt opfattes blasfemisk, men det er mere en kommentar til alle dem, der tager patent på sandheden, forklarer Thomas Wivel:

Mange opfører sig jo netop som bugtalere for Gud, når de stiller sig op og påstår, at de har Gud på deres side, uanset hvad de siger og gør. Og når så for eksempel ekstremistiske islamister oven i købet ikke vil have, at man gør grin med dem eller deres religion, mener jeg faktisk, at komikken har en seriøs opgave i at forsvare retten til at gøre grin med hvad som helst, siger Thomas Wivel.

Han betragter selv sin nye bog som en slags selvstændig efterfølger til sin tidligere bog, Hellige køer, der udkom lige efter Muhammed-krisen, men alligevel fastholdt retten til at gøre grin med enhver religion.

LÆS OGSÅ: Nuancer: Vi bør skelne mellem islam og islamisme

Jeg mener selv, at alle religioner må finde sig i at blive modsagt og gjort grin med. Blasfemi og religionskritik har historisk set været med til at forbedre vores civilisationer. Jeg betragter selv Sokrates som verdens første blasfemiker, der gjorde grin med grækernes overtro. Det fik han også lov til at betale for. Men historien viste jo, at han havde ret. Civilisationer udvikler sig kun, hvis man tør stille spørgsmål til de autoriteter, der stiller sig selv op, hvad enten de er verdslige eller religiøse.

Men kan blasfemi ikke også bare være plat og unødigt provokerende?

Jo, og hvis det eneste formål er at provokere, synes jeg også, at det bliver ligegyldigt. Det var også derfor, at komikeren Frank Hvam lige efter Muhammed-krisen udtalte, at han aldrig ville tisse på Koranen. For hvorfor skulle han også det? Men desværre synes jeg også, at der var en del af mine danske komikerkollegaer, der efter min mening svigtede deres pligt til at forsvare ytringsfriheden efter Muhammed-krisen.

Det ærgrede Thomas Wivel. For selvom komikere selvfølgelig skal have lov til at fjolle rundt, skal de også være parat til at forsvare retten til at lave sjov med alle, når nogle pludselig vil slå ihjel på grund af en tegning, som han siger.

Jeg synes også, at der var for få komikere, der uforbeholdent tog afstand fra terrorangrebet mod Lars Hedegaard for nylig, uanset om man så er enig med ham eller ej. For selvom komikere er samfundets dumme klovne, er de også afhængige af det frie ord. Og jeg synes, at der er for mange misforståede hensyn til muslimer, hvis man ikke vil gøre grin med den forholdsvis lille gruppe af voldelige islamister, der findes. Det er jo nærmest racistisk at antage, at almindelige muslimer vil blive stødt over en selvmordsbombejoke. Faktisk kommer der muslimer hen og takker mig efter mine shows, fordi jeg på den måde ikke stempler alle muslimer som terrorister. Og de eneste, der har lovet mig tæsk på grund af mine jokes, er danske rockere, jeg har gjort grin med.

Hvor går din egen grænse så for, hvad du vil lave sjov med?

Ved min samvittighed. Hvis jeg synes, at noget er vigtigt at få sagt, skal det også siges. Og jeg tror faktisk også, at Muhammed-krisen har været med til at gøre mange danske komikere mere personlige og politiske, end de var tidligere. I 1990erne var dansk komik præget af indholdsløs ironi og fjolleri. Casper og Mandrilaftalen var for eksempel en ironisk kommentar til en ironisk kultur, og det hele blev hurtigt lidt noget klovneri, der var ved at udhule sig selv. Men Muhammed-krisen blev en gave til de danske komikere, der blev tvunget til at give deres jokes en klangbund af seriøsitet og sårbarhed, fordi man som komiker ikke længere kunne gemme sig bag en ironisk joke på samme måde som tidligere. Man må stå frem og leve op til det amerikanske udtryk af at være en stand up guy, der har sine meningers mod.

Hvad er dit eget forhold til religion?

Jeg er ikke troende, men jeg mener, at noget af det klogeste, der nogensinde er blevet sagt om at være menneske, står i Bibelen. Og jeg synes også, at det er genialt set af Jesus, at han omgav sig med tvivleren Thomas, der kunne stille nogle af de spørgsmål, vi ellers ville sidde og tænke over. Men Jesus var jo også en stor revolutionær skikkelse, når han opfordrede folk til at vende den anden kind til. Måske var det årsagen til, at de korsfæstede ham. Men Buddha og Muhammed var jo også på hver sin måde revolutionære skikkelser på deres tid, og det får mig til at tænke, at revolutionære tænkere også må have forståelse for, at andre sætter spørgsmålstegn ved deres idéer. Og jeg kan virkelig ikke forestille mig, at Muhammed ville himle op, hvis man tegnede ham på en sjov måde.

Thomas Wivels sønner bryder ind:

Er du ikke snart færdig? plager de.

Jo, lige et øjeblik, siger han og fortæller, at det ikke kun er rockere og religiøse fanatikere, han gør mere grin med efter Muhammed-krisen, men endnu mere med sig selv:

Jeg er opdraget i en kultur, hvor man kun snakkede om sig selv, hvis man var selvironisk. Det har jeg taget med mig på scenen, hvor jeg bruger det meste af tiden på at fortælle, hvordan jeg fejler som far til fire med alle mine ekskoner. Og da han skulle fødes, siger han og peger kærligt mod den søn, der snart skal håne ham foran fotografen:

Så var jeg der slet ikke til hele fødslen. Han var mit tredje barn, så jeg tog det roligt, da vandet gik. Den morgen skulle jeg interviewes til den kommercielle radiostation POP FM, så jeg sagde til min kone, som jeg nu er skilt fra, om hun ikke bare kunne ringe efter sin far, så jeg kunne tage ind på radioen og tale om mig selv. Det er den slags pinlige historier, jeg fortæller om, siger Thomas Wivel og tilføjer:

Da jeg endelig nåede op på hospitalet, var min kone midt i fødslen, men der viste hun sig mere empatisk end mig ved at smile og spørge: Nå, hvordan gik dit interview, skat?.