Kommuner svinger sparekniv over biblioteker

To ud af tre kommuner sparer på biblioteksområdet næste år. Paradoksal prioritering, når biblioteker løser stadig flere opgaver, lyder det fra forening

Der bliver færre penge til indkøb af blandt andet bøger i bibliotekernes budgetter til næste år. Arkivfoto.
Der bliver færre penge til indkøb af blandt andet bøger i bibliotekernes budgetter til næste år. Arkivfoto.

Der bliver færre penge at købe bøger og musik for, når bibliotekerne skal lægge budget for næste år.

Det er konklusionen fra Danmarks Biblioteksforenings nye undersøgelse af kommunernes biblioteksbudgetter for 2016.

Knap to ud af tre kommuner vil tildele færre midler til deres biblioteker end sidste år.

Dermed fortsætter en tendens til besparelser på området gennem de senere år. Og som de øvrige år rammer det først og fremmest bibliotekernes personale, materialer og åbningstider.

I Slagelse og Nordfyn kommuner rammer besparelserne hårdest med næsten otte procents nedskæringer sammenlignet med dette års budgetter.

Udviklingen er på mange måder paradoksal, lyder det fra Steen B. Andersen, der er formand for Danmarks Biblioteksforening, der peger på, at bibliotekerne løser stadig flere opgaver.
 
”Bibliotekerne er lokale litteratur- og kulturcentre, de lægger rum til stadig flere debatter og agerer demokratiets og borgernes rum,” siger han.

Steen B. Andersen nævner som eksempel bibliotekernes rolle i de kommende generationers læselyst, deres støtte til blandt andet ældre borgeres IT-læring.

”Derfor har området snarere brug for yderligere midler end reducerede budgetter som vi nu ser i mange kommuner,” siger foreningens formand.

Biblioteksforeningen står bag en rundspørge til alle kommuners bibliotekschefer og har modtaget 90 svar ud af 98 mulige.

Resultaterne viser ifølge foreningen en tendens og er et fingerpeg om folkebibliotekernes økonomi i 2016. I år har to ud af tre kommuner ligeledes sparet på området.

I alt har 56 kommuner svaret, at de næste år vil spare på biblioteksområdet. 19 kommuner skærer op til 1 procent, 20 kommuner op til 3 procent, mens 2 kommuner sparer 8 procent eller derover i deres budgetter.

Steen B. Andersen hæfter sig dog ved, at besparelserne er lidt mindre sammenlignet med sidste år. Desuden planlægger flere kommuner i 2016 at give deres biblioteker samme beløb.

I Kommunernes Landsforening, KL, kender man endnu ikke de endelige budgettal for kommunerne i 2016 og vil derfor hverken be- eller afkræfte Biblioteksforeningens tal.

"Men det er ingen hemmelighed, at økonomien i kommunerne i disse år er presset, og at kommunerne hver dag må prioritere for at få midlerne til at række,” siger Karoline Amalie Steen, der er kontorchef i KL.

Mellem 2006 og 2013 blev der skåret 369 millioner kroner på området svarende til 14 procent af kommunernes biblioteksbudgetter.