Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Kommunismens janusansigt

5 stjerner

”Den røde underverden” fortæller historien om, hvordan kommunistiske organisationer styret fra Moskva opererede i Skandinavien i mellemkrigstiden og lykkes med at indkapsle det frie samfunds dilemma – dengang og i dag

Det er vel nok gået op for de fleste, at vi har den tvivlsomme ære af at leve i en tid, hvor konkurrencen mellem stormagterne er vendt tilbage. I kølvandet følger alt, hvad dertil hører af diplomatiske intriger, spionage og undergravningsvirksomhed rettet mod de vestlige demokratier. Indtil for nogle år siden var det først og fremmest islamister, vi var bange for. Så blev det Rusland, og nu er det – lader det til – snart kineserne og deres mulige kontrol med vores elektroniske infrastruktur, der vækker bekymring. Læg mærke til eskaleringen. Det er bevægelsen fra udfordringen fra ikke-statslige kræfter til statslige; og fra truslen fra en falleret stormagt til truslen fra morgendagens supermagt. Alvoren vender tilbage og med den erkendelsen af, at vores modstandere vil ramme os indefra.

Det er ikke første gang, vi er der. Herom kan man læse i en ny og meget spændende bog, ”Den røde underverden – hemmelig kommunistisk virksomhed i Skandinavien mellem to verdenskrige” af historikerne Morten Møller, Niels Erik Rosenfeldt og Jesper Jørgensen. Den fortæller ikke blot historien om, hvordan kommunistiske organisationer styret fra Moskva opererede i Skandinavien i mellemkrigstiden, men er tillige en bog, der trods sine i alt over 400 sider glider overraskende let ned. Kort sagt en bog, der lige så godt kunne være en stramt komponeret spion-thriller, men faktisk er en faktamættet og grundig fremstilling af nogle kapitler af mellemkrigstidens historie, som vitterligt ikke fylder meget i den almene bevidsthed.

Skandinavien var nemlig i denne periode yderst central for Sovjetunionen. Hvor de kommunistiske partier og organisationer andre steder blev forsøgt undertrykt, kunne de i Skandinavien agere nogenlunde frit. De nordiske demokratier blev på den måde en art ly, hvorfra Moskva kunne støtte sine ideologiske agenter i andre europæiske lande. Denne rolle spillede Skandinavien mest udpræget i tiden lige efter Første Verdenskrigs afslutning, hvor man rundt omkring i Europa var endog meget på vagt over for truslen fra kommunismen; samt i tiden efter den nazistiske magterobring i Tyskland, der betød, at den stærke tyske kommunisme blev optrevlet eller tvunget til at gå under jorden.

Den røde underverden, for at blive i bogens terminologi, var den ubelyste bagside af den kommunistiske tilstedeværelse. I offentligheden gjorde kommunismen sig trods sin ringe folkelige opbakning stærkt gældende gennem de officielle partier, herhjemme DKP, hvis politiske frontfigurer talte Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen. I kulturlivet fandtes kendte, erklærede kommunister som Hans Kirk, Hans Scherfig og flere andre, og også i den akademiske verden fandtes en mængde kendte kommunister og endnu flere sympatisører.

Men bag alt dette eksisterede organisationer, hvis virke offentligheden ikke måtte kende til. Centralt i bogens fremstilling står Kominterns – altså den Moskva-styrede internationale kommunistbevægelse – hemmelige forbindelsestjeneste OMS, hvorigennem Moskva ikke alene opretholdt kommunikationen med de nationale kommunistpartier, men formidlede rundhåndet økonomisk støtte til legale og illegale politiske aktiviteter.

Hvor kommunismens ansigt udadtil altså var tegnet af velskrivende og veltalende offentlighedspersoner, drejede det sig her om at vække så lidt opsigt som muligt, tale så lidt som muligt og med så få som muligt. Også mellem den kommunistiske underverden og de officielle kommunistiske partier måtte være vandtætte skotter. Det var en verden af anonyme kurerer og dobbeltbundede kufferter, der skulle fragte meddelelser og kontanter over store afstande.

Nogle gange drejede det sig om endog meget store beløb. Den sønderjyske kommunist Gottlieb Japsen ankom således i 1936 til Paris med et beløb svarende til 21,5 millioner kroner. Den diskrete sønderjyde var en af dem, der gik fuldt og helt ind i sagen. Han var uddannet historiker fra Københavns Universitet, men var i 1934 rejst til Sovjet, hvor han blev involveret i kurerarbejdet samtidig med, at han stiftede familie med sin ligeledes kommunistiske hustru.

Takken fra Sovjetunionens side var ikke just til at tage at føle på. For netop Komintern og dets netværk blev hårdt ramt, da Stalin indledte den store terror i midten af 1930’erne.

Japsen befandt sig selv i begivenhedernes centrum, da det gik hedest til. Han opholdt sig i Moskva i 1937 sammen med sin kone og deres lille dreng, da han oplevede, hvordan sikkerhedspolitiet NKVD tog hans kontaktpersoner, netværk og kolleger. 700.000 mennesker blev henrettet som resultat af systemets paranoia. Selv endte Japsen med at få lov til at forlade landet med familien.

Tilsyneladende rystede det ikke for alvor hans tro. Japsen, der senere blev gymnasielærer i Tønder og lektor på Aarhus Universitet, vedblev at være Moskva-tro kommunist og partimedlem til sin død i 1981.

Det var Moskvas store styrke, at de kunne trække hårde veksler på det, modstanderne i Politiets Efterretningstjeneste kaldte ”fanatiske idealister”.

”Den røde underverden” indkapsler meget godt det frie samfunds dilemma dengang og i dag, når vi konfronteres med politisk undergravningsvirksomhed, der får næring fra fanatisk idealisme. For hvad skal man stille op med folk, der vil sætte alt til side for at undergrave det frie samfund? Ja, og hvad kan man stille op, uden at dette frie samfund i sit eget selvforsvar bliver ufrit?