Prøv avisen
Bog

Kompliceret og urovækkende roman om en kvinde i krise

4 stjerner

Den islandske forfatter Kristin Eiriksdottir er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for ”Elin, diverse”, der er en roman fuld af eskalerende mørke, vold og ubehag

Hvordan er det at være inde i en bevidsthed, hvor intet synes at have stabil plads mere, hvor tider og steder forskyder sig, hvor begivenheder viskes ud eller pludselig knopskyder sig ind i drømmen? Som mange andre har jeg også et kært menneske, som, jeg oplever delvist, er flyttet ind i en anden virkelighed. Jeg tænker tit på, hvordan det opleves indefra, og jeg forestiller mig, at det er en form for indlevelse i den tilstand, som har været afsættet for Kristin Eiriksdottirs roman ”Elin, diverse”.

Det er ikke så meget en roman, der ”handler om”, som det er en roman, bestående af billedstærke scener, som ikke let lader sig samle. Et genkommende billede i romanen er en plante, der lever af luft, og som altså ikke har sine rødder dybt i mulden. Det er på en måde sådan en plante, hovedpersonen Elin er.

I romanen, som er fortalt af Elin, præsenterer hun sig selv: ”Jeg hedder Elin Jonsdottir. Er datter af Gudrun og Jon. Fødselsår 1946. Fødselsdag 9. januar. De er døde, Gudrun og Jon. For længe siden. Jeg er ikke mor til nogen.”

Elin arbejder som rekvisitør ved et teater og til film. Hun laver uhyrlige kroppe, der skal bruges i forestillinger og krimier. Af samme grund har hun en ekstrem sensibilitet over for overflader, og den udfoldede detaljeaflæsning er med til at gøre Eiriksdottirs roman virkelig ubehagelig: ”For at overleve har jeg altid været nødt til at have øje for detaljen. Omridset af en knortet negl i en sok. Den svage duft af fedtet hovedbund. Sorte insekthår, som stikker ud af ørene eller næsen eller et modermærke.”

Skæbnen vil, at teateret sætter et stykke op af den ganske unge Ellen, hvis far, en kendt forfatter, Elin bogstaveligt talt stødte ind i på hans dødsleje. Og fra Elins side opstår der en stærk identifikation med den unge Ellen. Og hvad der egentlig er reelt, og hvad der foregår inde i Elins måske tiltagende demente hoved, er ikke til at afgøre, og det er vel en af romanens pointer.

Jeg blev optaget af karakteren Elin, det hårdt tilknappede menneske. På et tidspunkt fortæller hun om en ungdomsrejse til Thailand, hvor hun havner sammen med mænd i korte kakibukser, poloskjorter, sokker i sandaler, blege blå ben, der er kommet for at få sex, og selv forelsker sig i en uudgrundelig nærmest asexuel mand, som hun bare drømmer om vil have og tage hende, indtil hun opdager en hårlok, der sidder fast på et stykke hud, liggende i hjørnet på hans værelse! Efter den scene bliver det endnu hårdere at betragte Elins forkrøblede liv, som blandt andet handler om at fremstille livagtigt maltrakterede kvindelige kropsdele.

”Elin, diverse” er udfordrende læsning, suverænt og kropskrybende skrevet, en lidt drømmeagtig oplevelse, men svær at få greb om. Det er en roman fuld af eskalerende mørke, vold og ubehag. Den handler om ensomhed og et ekstremt kærlighedssavn.

Samtidig med at plottet forventes at samle sig, forsvinder hovedpersonen fra os, og romanen kommer ikke med nogen forløsning. Jeg forestiller mig, at det er intentionen at vise Elins sind som det splintrede sted, hvor tiderne brænder sammen, og hvor det ene traume spejler det andet. Problemet er at få det, som sagtens kan fungere på film, til at fungere som roman. Men giver man lidt slip på forventningerne om en samlet forståelse, så tilbyder ”Elin, diverse” et møde med hårde og blændende passager, som trænger ind under huden på læseren.