Prøv avisen
Interview

Komponist fremfører musik for døende: Det er en særlig og sjælden form for tillid

Titlen ”Silent Zone” er for komponist Louise Alenius en påmindelse om, at det er livets mest tyste rum, hun bevæger sig ind i, når hun fremfører sit musikalske værk for mennesker i livets allersidste stund. I næste uge opfører hun værket for terminalpatienter, der måtte ønske det, på Diakonissestiftelsens Hospice i forbindelse med Copenhagen Opera Festival. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Komponist Louise Alenius opfører i næste uge det musikalske værk ”Silent Zone” ved terminalpatienters sengekant på Diakonissestiftelsens Hospice i København. Det er et udtryk for menneskelig tillid, mener komponisten

For godt halvanden uge siden trådte komponist og sanger Louise Alenius ind på et hospiceværelse. I sengen lå en kvinde, og ved siden af sad kvindens ægtemand.

Først var der kun stilhed, men så begyndte Louise Alenius at synge. Ganske lavmælt kom ord og nynnen ud af hende, mens bratschist Jenny Lüning spillede musik. Godt et kvarter var de i værelset, mens de to publikummer blot lyttede.

Få timer senere døde kvinden.

”Der var så megen kærlighed i det rum,” fortæller Louise Alenius.

”Menneskets sidste timer er på en måde et ekstrakt af livet, og det var en meget stærk situation. Nok det absolut smukkeste publikum, jeg kan forestille mig.”

Louise Alenius har komponeret værket ”Silent Zone” (Stille område), som er skabt til netop denne situation. I den kommende uge fremføres det for terminalpatienter og eventuelle pårørende på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg i forbindelse med Copenhagen Opera Festival. Fremførelsen sker som udgangspunkt på patientens hospicestue, men kan også rykkes til eget hjem, hvis det ønskes.

Trods det, at værket opføres under operafestivalen, er ”Silent Zone” ikke en opera, men det, Louise Alenius kalder et ”Prequiem” – før døden – bestående af en ganske lavmælt nynnen, få ord, det indiske blæseinstrument shruti box samt strygeinstrumentet bratsch.

Den indledende beskrivelse er fra første gang, Louise Alenius prøvede at opføre ”Silent Zone” for en patient, og hun oplevede situationen som et udtryk for en særlig og sjælden form for tillid.

”Hvorfor skal jeg ind i disse menneskers rum? Jeg kender dem jo ikke. Og netop derfor er der noget smukt i det. Jeg kan ikke redde deres liv, ikke give dem smertestillende medicin, men det er et udtryk for menneskelig tillid, at nogen lukker mig ind i et rum, som netop er så ekstremt sårbart. Og for mig er tillid det allersmukkeste, vi har. Det er noget, som jeg ønsker at træde helt ind i og iscenesætte i mine værker. Jeg synes, at næsten alt godt vokser ud af tillid i en eller anden form. Det er en grundpræmis for, at vi kan skabe en god dialog og tro på, at vi vil hinanden det bedste. Jeg dyrker tilliden for tillidens skyld, og det er også det, jeg prøver på med mit værk. Her befinder man sig sammen i en ekstremt sårbar situation uden at kende hinanden på forhånd,” siger hun.

Fremførelsen var en stærk oplevelse, uddyber Louise Alenius.

”Jeg var virkelig påvirket af situationen efterfølgende på en måde, som gjorde, at jeg havde brug for at være alene med det i flere dage og tænke hele projektet og værket igennem igen.”

Efter første opførelse har Louise Alenius justeret på ”Silent Zone.” Der var så stille i værelset, at det for eksempel krævede, at hun og Jenny Lüning spillede endnu mere lavmælt end planlagt, ligesom værket er blevet mindre fastlåst i sin form.

”Værket skal være et møde mere end en forestilling. En lille handling, som minder mere om en kunstnerisk ceremoni end om en forestilling,” forklarer Louise Alenius.

Idéen til værket er tæt relateret til Louise Alenius’ arbejde med et andet værk, en opera, som også har titlen ”Silent Zone,” som har premiere til næste års Copenhagen Opera Festival. Grundlæggende forholder både operaen og den intime fremførelse for terminalpatienter sig til et menneske, der ligger for døden og den tid, som er ved at løbe ud.

”Måske skal man gøre eller sige noget, man har haft svært ved hele sit liv, fordi det er nu eller aldrig. Situationen er, på godt og ondt, stærk og meget svær at forstå for mig og andre raske personer. Vi ved jo ikke særligt meget om døden, og vi bruger vores følelser til at forestille os, hvad den er for en størrelse,” siger Louise Alenius.

Selv har hun netop et behov for at bevæge sig tættere på døden og forholde sig til den gennem andet end sine følelser.

”Jeg har svært ved at se, hvordan man kan undlade at gå op i døden. For den er altid i spil. Det er en mur, vi spiller bold op ad hele livet. Og det er et sted, vi alle skal hen. For mit eget vedkommende gør det, at jeg lever intenst. Døden minder mig om, at vi skal nyde livet, mens vi er her, og den skaber plads til en ubegrundet glæde ved livet. Det er en interessant relation.”

Louise Alenius er meget bevidst om de etiske forholdsregler, der er til stede ved et værk som ”Silent Zone.” Særligt da også pårørende kan ønske at få værket fremvist for mennesker, som ikke nødvendigvis er ved bevidsthed hele tiden. I et sådant tilfælde kan den pårørende standse musikken når som helst.

Hun er også klar over, at ”Silent Zone” ikke er et værk, der tiltaler alle.

”Men jeg elsker idéen om, at hvis nogen har lyst til at opleve værket på tæt hold, så kommer vi til dem.”

Hun synes ikke, at døden generelt er et tabu herhjemme, men hun understreger, at vi ikke er i særlig megen kontakt med den.

”Når folk siger, de tænker meget på døden, bliver deres tanker ofte opfattet som et problem. Jeg har egentlig ikke selv et decideret problem med døden, men jeg er fascineret af den og alt det, den sætter i gang. Og jeg må konstatere, at den er svær at komme i nærheden af. Der findes nok nogle mennesker, der er åbne og måske endda afklarede om dødens indtræden, og det er dem, jeg vil invitere ind i værket. Selvfølgelig ikke de personer, der synes, det vil være forfærdeligt. Den holdning har jeg stor respekt for.”

Foto: Petra Theibel Jacobsen